Der er knap en måned til, at de amerikanske vælgere skal til valgurnerne. Hvordan de stemmer får ikke kun betydning for USA, men for en række lande hen over kloden. Hvorvidt de skal orientere sig efter en fortsat formodet unilateralisme under Donald Trump eller Joe Bidens opbakning til en lidt mere multilateral verdensorden, kommer til at spille en essentiel rolle for disse landes nære fremtid.
Israel
Meget af den amerikanske udenrigspolitik i Mellemøsten under Donald Trump har haft Israels umiddelbare dominans og strategiske mål i regionen som omdrejningspunkt. Det har været tydeligt fra den amerikanske anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad, over udtrædelse af den iranske atomaftale til den aktive amerikanske rolle i normaliseringen af forholdene mellem Israel og en række golfstater.
Alle disse beslutninger har mødt skepsis og fordømmelser i resten af det internationale samfund, og i nogle tilfælde har USA stået næsten helt isoleret med dem. Til gengæld har disse tiltag flugtet fuldstændig med israelske ønsker. Trumps plan for fred mellem israelerne og palæstinenserne, der blev præsenteret i slutningen af januar i Det Hvide Hus sammen med den israelske premierminister Benjamin Netanyahu, opfyldte ligeledes samtlige israelske mål, hvad angår en potentiel fredsaftale og tostatsløsning med palæstinenserne.
Det palæstinensiske lederskab deltog derimod ikke i udarbejdelsen af planen eller i dens fremlæggelse.
Fire år mere med Donald Trump vil give Netanyahu mulighed for at konsolidere de mange udenrigspolitiske sejre, der er opnået med hjælp fra Trump-administrationen. Samtidig vil et genvalg af Trump være et grønt lys for udrulningen af planen og dermed måske give israelerne mulighed for blandt andet at annektere en del af Vestbredden og Jordandalen.
Biden anerkender derimod ikke fredsplanen. På twitter skrev han, at ”en sådan aftale kræver at begge parter arbejder sammen. Dette er intet andet end et politisk stunt.”
I stedet har Biden opfordret Israel til at ”stoppe sine bosættelsesaktiviter, da disse kvæler ethvert håb om fred.”
Palæstinenserne
Mange af de udenrigspolitiske træk, der har glædet israelerne, har tilsvarende forværret det amerikanske forhold til palæstinenserne.
”Der er ikke tale om århundredets fred, men århundredets lussing,” var reaktionen fra den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas, da fredsplanen blev offentliggjort.
Normaliseringen af forholdet mellem Israel og arabiske lande var tidligere betinget af, at der skulle indgås en varig fred mellem israelerne og palæstinenserne sammen med etableringen af en selvstændig palæstinensisk stat.
De pludselige betingelsesløse normaliseringer af relationer mellem Israel og en række golfstater, omtalte den palæstinensiske minister Ahmad Majdalani som ”en kniv i ryggen på den palæstinensiske sag og på det palæstinensiske folk.”
Fire år mere med Trump vil lægge yderligere pres på palæstinenserne i form af en potentiel israelsk annektering af dele af de besatte områder som en del af fredsplanen.
“Hvis Hr. Biden bliver valgt til November, så håber vi at denne dynamik ændrer sig totalt,” sagde palæstinensiske premierminister Mohammad Shtayyeh i starten af juli på en virtuel conference afholdt af the Carnegie Endowment for International Peace.
Sudan
Palæstinensernes håb om præsidentskifte i Det Hvide Hus er sudanesernes frygt.
Sudan er i kapløb med tiden frem mod det amerikanske valg. Sudaneserne er nemlig for nyligt blevet tilbudt at få landet fjernet fra USA’s liste over stater, der støtter terrorisme. Hvis det sker, vil USA ikke længere vil stå i vejen for, at Sudan kan modtage støtte og lån fra Verdensbanken og IMF. Lån, som den kriseramte sudanesiske økonomi desperat har brug for. Til gengæld for at blive fjernet fra listen, skal Sudan igangsætte en normalisering af forholdet til Israel.
Trump administrationens iver efter at normalisere forholdet mellem Israel og så mange arabiske lande som muligt, har givet sudaneserne en enestående mulighed. En mulighed, som flere sudanesere er bange for, kan forsvinde, skulle Trump ikke blive genvalgt.
“Så snart at vi kender til resultatet af det amerikanske valg, kan vi ende i en kæmpe krise i Sudan,” udtalte lederen af det sudanesiske Ummaparti Mubarak al-Fadel.
”Der kan gå mange år, inden vi bliver fjernet fra terrorlisten, hvis ikke vi griber denne mulighed nu.”
Iran
Siden Trump blev valgt som præsident er spændingerne mellem USA og Iran vokset. Trump-administrationens mistillid til det iranske styre stod klart, da Trump valgte at gå enegang og trække USA ud af den iranske atomaftale i starten af maj 2018 til trods for, at der ikke var tydelige tegn på, at iranerne fra deres side havde brudt aftalen.
Senere eskalerede det til noget nær en militærkonfrontation i den Persiske Bugt i sommeren 2019.
Konflikten mellem de to spidsede også til i Irak, hvor blandt andet et amerikansk droneangreb 3. januar 2020 dræbte den kendte iranske general, Qassem Soleimani og militslederen Abu Mahdi al-Muhandis.
Efter et syv måneders langt tovtrækkeri fik repræsentanter fra FNs atomenergiagentur i slutningen af september adgang til et formodet iransk atomfacilitet.
”IAEA (Det Internationale Atomenergiagentur, red.) har ikke flere spørgsmål til Iran eller anmodninger om at få tilladelse til yderligere faciliteter,” sagde direktør for atomenergiagenturet, Rafael Mariano Grosse efter inspektionen.
Iranerne har dermed banet vejen for, at man fra iransk side ret hurtigt kan komme tilbage til at overholde atomaftalen, hvis der fra USA’s side skulle være skulle være mere velvilje over for Iran efter valget.
Joe Biden har udtalt ved flere lejligheder, at han ønsker at bringe USA tilbage til den iranske atomaftale, såfremt at iranerne stadig overholder aftalen.
Ifølge Al-Jazeera blev adgangen til atomfaciliteten timet, så atomagenturets rapport vil udkomme på den anden side af det amerikanske valg. Dermed vil de nødvendige elementer være på plads til, at man hurtigt fra begge sider kan vende tilbage til atomaftalen.
Irak
Netop Trump administrationens hårde linje over for Iran er smittet af på Irak, hvor begge lande søger indflydelse.
I den forbindelse har Trump administrationen flere gange udtalt sig kritisk over for den irakiske regerings manglende evne eller vilje til at tøjle iranskstøttede militser i landet.
Siden det amerikanske droneangreb 3. januar 2020 har der været en voldsom stigning i missilangreb fra iransk-støttede militsgrupper rettet mod amerikanske mål i Irak.
Det fik den amerikanske vicepræsident Mike Pompeo til at advare den irakiske premierminister Mustafa al-Kadhimi om, at man fra amerikansk side kraftigt overvejer at lukke sin ambassade i Irak og snarest muligt vil begynde at begrænse sine aktiviteter i landet.
Den irakiske udenrigsminister beskrev initiativet som farligt. En amerikansk tilbagetrækning fra Irak kan resultere i et magttomrum, som forskellige grupper vil kaste sig ind i, og det vil udløse yderligere kaos i Irak.
Modsat har Biden udtrykt modstand mod at trække alle tropper hjem fra Irak. ”Vi er nødt til at stå i en position, hvor vi kan gøre det klart, at vi kan og vil slå til mod terroristaktiviteter.”
En rådgiver i Bidens valgkampagne Colin Kahl uddybede dette: ”I Irak vil vi arbejde sammen med regeringen for at udfylde de huller, de har, i forhold til for eksempel efterretningsarbejde og terrorbekæmpelse. Derfor er vi nødt til at beholde mindst et par tusinde tropper i landet.”
