Solgt til ægteskab

gettyimages-1126604360
130 bortførte børn er fundet af specialenhed i New Delhis Politi
Foto: Biplov Bhuyan/Hindustan Times via Getty Images
Forfatter billede

13. oktober 2020

 

Det er typisk unge kvinder eller piger fra fattige eller på andre måder sårbare familier, der bliver handlet. De kan blive snydt, tvunget, bestukket eller bortført ind i et ægteskab, som er arrangeret af et medlem af deres familie i de fleste tilfælde, et ægteskabsbureau eller en kriminel gruppe. Det foregår over hele verden, selv om omstændighederne varierer fra land til land.

For første gang har FNs organisation for bekæmpelse af narkotika og kriminalitet undersøgt, hvordan mennesker handles til ægteskab i ni lande i forskellige regioner, nemlig  Canada, Tyskland, Jordan, Kirgisistan, Malawi, Serbien, Sydafrika, Thailand og Vietnam.

”Vi har opdaget, at selv om handlen med mennesker til ægteskab er et globalt fænomen, så hænger metoden, der bruges til at begå forbrydelserne, nøje sammen med de forskellige landes kulturelle, religiøse og socioøkonomiske faktorer,” siger Tejal Jesrani, der er forsker hos UNODC.

Små piger udnyttes
Rapporten undersøger menneskehandlen af både mænd og kvinder, men konkluderer, at kvinder og piger er de primære ofre for påtvungne ægteskaber, hvor de bliver udsat for vold og grov udnyttelse. Ofrene er typisk sårbare på grund af deres alder, status, mangel på uddannelse og jobmuligheder.

Små piger helt ned til 12-års alderen bliver tvunget ind i ægteskaber med mænd, der er over 60 år gamle, viser flere af de sager, som indgår i undersøgelsen.

Der er forskellige grunde til, at små piger er eftertragtede. En væsentlig årsag er de unge piger er lette at kontrollere, og at de har svært ved at opbygge et liv uafhængigt af manden. 

En anden grund er pigernes jomfruelighed. For mange familier i de undersøgte lande er det vigtigt, både for familien og en kommende ægtefælle. Det får familierne til nøje at kontrollere deres børn, og hvem de skal giftes med.

Undersøgelsen påpeger, at kvinder, som har mistet deres mødom før et ægteskab, er svære at sælge. Det kan rette fokus mod de yngre søskende.

Det er tit udenfor storbyerne, ude på landet, at ægteskaber af den art, der kan sammenlignes med menneskehandel, indgås. Kulturen i landområderne er anderledes end i byerne, fattigdommen mere udbredt og uddannelsesniveauet lavere. Herudover er myndighederne ikke til stede i samme grad som i byerne – de ser ikke, hvad der foregår.

I de fleste tilfælde, hvor små piger sælges, fungerer tætte familierelationer som bagmænd, der faciliterer salget. Ofte går mændene udenom myndighederne og officielle religiøse instanser, hvis der skal indgås ægteskab med en mindreårig. Man kan bruge lokale religiøse ledere, landsbyældre eller andre aktører til at arrangere ulovlige ægteskaber, viser rapporten.

Ægteskaber kan dømmes som menneskehandel
Rapporten konkluderer, at visse påtvungne ægteskaber kan kategoriseres som menneskehandel. Men her er domstolene afhængige af ofrenes vidnesbyrd. Noget som kvinderne ofte ikke stoler tilstrækkeligt på, at myndighederne kan varetage.

Mange sager kommer aldrig til myndighedernes kendskab. Kvinderne eller pigerne tør ikke søge hjælp. De er bange for at blive stigmatiserede, de ved ikke, hvad der så vil ske med deres børn, de er måske bekymrede for deres opholdstilladelse eller for at miste deres hjem.

Hvis sagerne når frem til domstolene, er de ofte komplekse. Domstolene skal tage stilling til kulturelle normer, sædvaner og kønsroller, før man kan dømme de påtvungne ægteskaber efter loven om menneskehandel.

Og fordi ægteskaberne bliver udnyttet på mange forskellige måder, alt efter hvilke lande man fokuserer på, kan man ikke håndtere alle sager ens, står der i rapporten.

Desuden har mange myndigheder svært ved at efterforske de tvungne ægteskaber, fordi myndighederne ikke ser forbindelsen mellem menneskehandel og tvungne ægteskaber.

Det vil FN-organisationen gerne hjælpe myndigheder overalt til at se – blandt andet med den aktuelle rapport. 

Ofrene er tit udsatte kvinder og piger, som udnyttes seksuelt og til at varetage huslige pligter og de holdes ofte inden for husets fire vægge. 

Handlen med ægteskaber foregår både nationalt og internationalt. For eksempel bliver vietnamesiske kvinder solgt til mænd i nabolandene.

Kulturelle normer og økonomiske interesser er hovedårsagerne til at ægteskab bruges som dække over reel menneskehandel, konkluderer undersøgelsen.