Verden rundt: Om svære valg, soldaters overgreb og Buddhas farve

gettyimages-1187996642
Trump-administrationen forsinker udnævnelsen af en ny chef i Verdenshandelsorganisationen.
Foto: Robert Hradil/Getty Images
Kirsten Larsen

15. november 2020

Ny ledelse af WTO udskudt på ubestemt tid
Verdenshandelsorganisationen skulle have udpeget en ny, øverste chef i sidste uge, men udskød det afgørende møde på ubestemt tid.

Donald Trumps administration I Washington blokerede for valget af hende, som langt de fleste af de øvrige 163 medlemmer ville have. Derfor er det stadigt usikkert om WTO får sin første afrikanske kvinde på den post, skriver Guardian.

Ngozi Okonjo-Iweala er tidligere finansminister i Nigeria, hun er også er amerikansk statsborger og har gjort karriere i en anden stor organisation, nemlig Verdensbanken, hvor hun til sidst sad som vicedirektør.

Processen med at udnævne en ny generaldirektør for verdenshandelsorganisationen har været lang, men – troede man – var ved at nå til vejs ende. Listens otte kandidater er reduceret til to, nemlig nigerianske Ngozi Okonjo-Iweala og sydkoreanske Yoo Myung-hee, og uanset hvem af de to, der får posten, bliver der skrevet historie: Begge er nemlig kvinder.

Falder valget på Okonjo-Iweala vil hun også blive den første afrikaner, der kan sætte sig i spidsen for den magtfulde organisation. Og det tydede meget på, indtil USA trak imod. EU har givet sin støtte til Okonjo-Iwealas kandidatur.

Trump-administrationen har i forvejen forhindret udnævnelsen af to personer til det panel, der afgør handelstvister. Det har i praksis betydet, at WTO har været lammet i næsten et år. Begrundelsen er, at WTO er for Kina-venlig.

Som sagt så er mødet, der skal udpege en ny general-direktør, udsat på ubestemt tid. Et godt gæt er til efter præsidentindsættelsen i Washington 20. januar.

Der er gået for mange gæster ind ad flag-alleen, lyder bekymringen


Foto: Gunter Fischer/Universal Images Group via Getty Images

Smittefarligt fredsarbejde i FN
Geneve er hårdt ramt af coronavirus, og måske spreder Covid-19 sig særligt hurtigt på grund af FN. Det er i hvert fald en frygt, som FN-folk giver udtryk for, skriver Foreign Policy.

FN’s hovedkvartersafdeling i Geneve er centrum for de fredsforhandlinger, der foregår i FN-regi. Senere på måneden er der planlagt konferencer om Afghanistan og Syrien. Herudover mødes man for at diskutere fred i Libyen og Yemen. Alle store konferencer med masser af deltagere udefra. FN i Geneve følger de schweiziske regler, modsat FN-hovedkvarteret i New York, der har lukket dramatisk ned for både møder og ansattes adgang til bygningerne.

I Geneve er 125 FN-folk er blevet smittet, 46 af dem i selve Palais des Nationes, resten rundt omkring i særorganisationerne for eksempel 20 på den anden side af vejen hos Flygtningehøjkommissariatet, blandt dem højkommissær Filippo Grandi. I august blev fire syrere testet positive, da de ankom til forhandlinger. Og nu bliver der altså talt om, hvorvidt man er for skødesløs hos FN i Geneve.

Samtidigt bliver der i New York klaget over, at reglerne er for stramme. Rusland protesterede over, at FN’s Sikkerhedsråd skulle mødes virtuelt. Tyskland brugte sit formandsskab til at lade et begrænset antal diplomater sætte sig om bordet – det måtte stoppes igen, da en delegation viste sig smittet. Generalforsamlingens formand, Volkan Bozkir, ville have USA til at lempe indrejsereglerne for at få en åbning af generalforsamlingen med politiske ledere i salen, noget generalsekretær António Guterres fik stoppet. Men nu prøver Bozkir igen – denne gang er anledningen en pandemi-konference til december.

Det er et af FN’s vigtigste hverv, at prøve at bringe folk sammen for at bilægge deres stridigheder. Det er indlysende svært under en pandemi.

Premierminister Scott Morrison advarer om en grum rapport om australske soldater i Afghanistan.


Foto: Sam Mooy/Getty Images

Australske Krigsforbrydelser
Australien udpeger en særlig efterforsker, som skal undersøge, om der skal rejses straffesager mod medlemmer af landets specialstyrker i Afghanistan. Det har Australiens premierminister, Scott Morrison, bestemt, skriver Guardian.

Han vil også oprette et uafhængigt kontrol-panel for at sikre tiltro til, at tingene bliver håndteret korrekt.

Udmeldingen fra Scott Morrison kommer inden årsagen til den, nemlig en rapport som ventes offenliggjort i denne uge, og som med premierministerens ord vil indeholde “meget svære” og “oprivende” oplysninger. Det er fire års efterforskning af de australske specialstyrkers opførsel i Afghanistan, der bliver fremlagt. Ifølge Guardian er der tale om mindst 55 tilfælde af brud på krigens love i perioden 2005-2016 – blandt dem drab på og mishandling af civile.

“Det bliver meget svært for australierne. Det bliver svært for soldater og veteraner. Det bliver svært for os alle, sagde Scott Morrison i torsdags.

Dalai Lama taler for klimaaktivisme


Foto: Pallava Bagla/Corbis via Getty Images

Buddha ville have været grøn
Dalai Lama har bekendt kulør. Han er grøn.

Tibetanernes åndelige overhoved er medforfatter til en bog om klimaforandringer, der på engelsk hedder “Our only home: A climate appeal to the world,”. I den opfordrer han verdens ledere til at gøre mere for at takle klimakrisen og udvise mere omsorg for Jorden, skriver The Hill.

“Buddha ville være grøn,” vurderer Dalai Lama i bogen, som han har skrevet sammen med den tyske miljø-journalist Franz Alt.

Dalai Lama opfordrer sine følgere til ikke længere at tænke “mit land” eller “mit folk”, men i stedet gå sammen om at bevare miljøet.

“Flere og flere mennesker forstår, at det er menneskehedens overlevelse, der er på spil. Det nytter ikke bare at meditere eller at bede for forandring. Der må handling til,” skriver Dalai Lama.

Han har et godt råd til alle, nemlig at spise mindre kød. Det er godt for både regnskoven i Amazonas og for luften. Det handler ikke kun om kærlighed til dyrene, selv om han har det skidt med kødfarme, som han kalder store kvægbrug.

“Vi bør alle promovere vegetarisme, så meget vi kan” lyder rådet fra Dalai Lama.