Søndag den 22. november går burkinerne til stemmeurnerne for at vælge deres præsident og parlamentsmedlemmer for de næste fem år. Det er det andet parlaments- og præsidentvalg siden 2014, hvor en folkelig opstand afsatte Blaise Compaoré, der havde været præsident siden et kup i 1987.
Landets siddende præsident, Roch Marc Christian Kaboré, vandt med 53,3 procent af stemmerne i første valgrunde den 29. november 2015 ved det første demokratiske valg i det vestafrikanske lands historie.
Der var høje forventninger til den nye præsident, der overtog magten efter Blaises knap 30 år lange regime. Kaboré lagde da også ud med en ambitiøs økonomisk og social udviklingsplan, men hurtigt kom hans valgperiode til at dreje sig om langt mere negative og alvorlige udfordringer.
Læs også: Ny rapport: Situationen i Burkina Faso er kun blevet værre
Uro koster stemmer
Ikke engang to måneder efter valget blev landets hovedstad ramt af det første af flere terrorangreb. Det seneste var i marts 2018, hvor terrorister angreb den franske ambassade og 30 mennesker omkom.
Burkina Faso har i årevis været et stabilt holdepunkt i en ellers ustabil region. Ludfattigt, men fredeligt og fordrageligt, på trods af sine over 60 forskellige etniske grupper. Danmark har i årevis givet udviklingsbistand til Burkina Faso, og ambassaden i hovedstaden Ouagadougou er da også en af de få tilbageværende danske repræsentationer i regionen.
De seneste år er tingene imidlertid vendt for Burkina Faso, hvor landet i stadig større grad er blevet en del af den konflikt, der siden oprøret i Mali 2012 har hærget hele regionen. Klemt inde mellem Mali og Niger er Burkina Faso blevet hvirvlet ind i et sindrigt net af vold, angreb, terrorisme, etniske konflikter, der først og fremmest har ramt grænseområdet mellem de tre lande. Volden har sendt hundredtusindvis af burkinere på flugt. Alene i år er antallet af internt fordrevne mere end fordoblet til over 1 million i august 2020.
Læs også: Krise og konflikt mellem savanne og Sahara
Uroen i det nordlige Burkina Faso er skyld i, at regeringen bestemte, at det var for usikkert at fortage vælgerregistrering i en række områder, hvilket har betydet, at mindst 400.000 vælgere ikke har kunnet registrere sig forud for valget. Også internt fordrevne, der har mistet deres identitetspapirer, er afholdt fra at registrere sig og dermed stemme ved valget.
Det er interessant, fordi også parlamentet er på valg, og her vælges medlemmerne i de forskellige provinser. At valget alligevel gennemføres i et land, hvor nogle områder er utilgængelige, skyldes, at parlamentet den 25. august vedtog en ændring af landets valglov. Ifølge den nye lov kan et valg i tilfælde af ”force majeure eller exceptionelle omstændigheder”, der forhindrer valghandlingen i dele af landet, alligevel gennemføres baseret på resultater fra de valgsteder, der har åbent.
Lovændringen blev stærkt kritiseret af oppositionen, der havde argumenteret for at udskyde valget. Den advarede om, at valget kan udløse en krise, fordi ”det er utænkeligt, at borgere i en provins med 200 valgsteder accepterer, at det kun er stemmerne fra tyve af dem, der skal udpege provinsens parlamentsmedlemmer,” som en oppositionspolitiker forklarede RFI.
Det har naturligt også udløst vrede og frustration blandt befolkningen. Ikke mindst i de konfliktfyldte områder, der ligger langt fra magtens centrum, og hvor man i forvejen føler sig forladt af staten og overladt til sig selv.
”Det er ikke normalt, at en halvdel stemmer, mens den anden ikke gør,” siger en embedsmand fra en by i konfliktområdet til The New Humanitarian.
Til gengæld kunne man forvente, at en udskydelse af valget også ville blive mødt af kritik og anklager om, at regeringen vil beholde magten.
”Værre end før”
På søndag den 22. november går burkinerne altså til valg. Roch Marc Christian Kaboré, 63, håber på at blive genvalgt og dermed nappe sit andet og – i henhold til forfatningen – sidste mandat.
I en meningsmåling lavet af det burkinske analyseinstutut IRSOA og publiceret 29. oktober, er ingen af Kaborés 12 modkandidater bare i nærheden af at slå ham. Hele 44,4 procent af de adspurgte vil stemme på den siddende præsident; den nærmeste kandidat står til 12,2 procent. Holder målingen stik kan Kaboré dog ikke vinde i første valgrunde, da det kræver over halvdelen af stemmerne. Til gengæld viser målingen, at 27 procent af vælgerne endnu ikke har besluttet sig.
Men det hele er ikke så enkelt.
Som Blaises tidligere kronprins er Kaboré ikke ukontroversiel. Han har i høj grad ikke levet op til de høje forventninger til hans embedsperiode, og især de mange unge, der var motoren bag den folkelige opstand i 2014, står desillusionerede tilbage.
”Vi var overbeviste om, at intet ville blive som før. Vi kæmpede for et bedre liv – unge mennesker mistede livet, alt det for det her … Sikke et spild! Det er værre end før,” sagde en bitter Marcel Tankoana, leder af en civilsamfundsorganisation, til Le Monde sidste år.
Og i kulissen lurer Blaise Compaoré fra sit eksil i Elfenbenskysten. Den franske avis referer i samme artikel til en meningsmåling, hvor hele 67 procent af burkinerne var positive over for muligheden for den tidligere præsidents tilbagekomst – for Blaise var en garant for, om ikke demokrati, så stabilitet og fred.
Mange er af den opfattelse – godt hjulpet på vej af Kaborés udtalelser – at Blaise som præsident var i tæt kontakt og indgik aftaler med bevæbnede islamister og oprørsgrupper i regionen, hvilket betød, at de omkringliggende områders konflikter ikke rykkede ind i Burkina Faso. Det ændrede sig brat ved Blaises afgang. Nostalgikerne tror derfor, at Blaises tilbagevenden vil føre til fredens tilbagevenden.
Men Blaises navn deler vandene. Han mistænkes for at stå bag mordet på sin forgænger, Burkina Fasos landsfader, den voldsomt populære Thomas Sankara, som også var nær ven af Blaise. Den sag er ved at blive undersøgt, og 21. december 2015 udstedte Burkina Fasos militærdomstol en international arrestordre på Blaise Comparoé for hans indblanding i likvideringen af Sankara.
Læs også: Kommer der omsider lys over mordet på Sankara?
Frygten for Malis skæbne lurer
I overgangsperioden fra Blaises afgang og til valget i 2015, forsøgte en general, der var tro mod Blaise, at tage magten ved et militærkup. Befolkningen protesterede.
En hastig indsats fra det økonomiske samarbejde i Vestafrika, ECOWAS, afværgede kupforsøget, og overgangsregeringen blev geninstalleret efter blot et par uger. Den eneste håndgribelige konsekvens var, at det planlagte præsidentvalg blev skubbet nogle uger, før det blev gennemført den 29. november med en vælgerdeltagelse på over 60 procent og som det mest fair, fri og gennemsigtige valg nogensinde, siden Burkina Faso blev selvstændigt i 1960.
Det fik dengang internationale observatører til at lufte høje forventninger til demokratiet i Burkina Faso. Men visheden om, at det kunne være endt i den helt anden grøft, betyder, at der holdes nøje øje med valget på søndag. Her skæmmer erfaringerne fra nabolandet Mali også, hvor julis præsidentvalg udløste en bølge af folkelig protest, der kulminerede med et militærkup i slutningen af august.
Hvis det samme overgår Burkina Faso, eller hvis valget sætter landets rolle som bastion for fred i regionen mere over styr, end de sidste fem års negativ udvikling allerede har gjort, så er gode råd dyre.
Derfor klynger alle sig til forhåbningen om, at burkinerne genfinder stemningen fra valget for fem år siden, hvor eufori, stolthed og glæde var de altdominerende følelser.
