Med sit strålende smil og skarpe vid gjorde Eva indtryk på alle de mennesker, hun mødte. Udover en lang karriere som journalist på Ekstra Bladet var hun også chef og mentor for et helt hold af unge mennesker på UNDP’s (FN’s udviklingsprogram) Nordic Liaison Office (NLO) i København. Hun var chef for kontoret fra 1993 til 2000, hvor hun gik på pension fra FN, men fortsatte sit journalistiske arbejde mange år derefter med fokus på udvikling og med en forkærlighed for især Afghanistan.
De nordiske lande stod i halvfemserne for over en tredjedel af UNDP’s årlige budget. Det var på den baggrund, at Eva Arnvig vendte tilbage til Danmark i 1993 efter at have arbejdet for UNDP i Geneve. Opgaven, som lå forude, var Eva ikke i tvivl om. Når nordiske skatteydere bidrog så meget til UNDP’s arbejde, så havde de ret til at vide lige præcis, hvad deres hårdt tjente skattekroner gik til. Det var en opgave, hun gik kompromisløst til i løbet af sin lange karriere i UNDP, hvor hun stolt var fortaler for vigtigheden af FN i en ulige og konfliktfyldt verden, samtidig med at hun aldrig var bange for at blive udsat for kritik, hvis den var berettiget. Eva var nemlig journalist af hjertet, og den journalistiske pligt til at afdække og fortælle også svære sandheder, veg hun aldrig fra.
Helt alene med en sekretær i 1993 og med mandat til at dække fem nordiske lande som kommunikationschef gik Eva i gang med at opbygge en af de stærkeste kommunikationsenheder på daværende tidspunkt med fokus på udviklingsarbejde i Norden.
Eva Arnvig var en sjælden leder. Som vores chef var hun en kreativ dynamo, et festfyrværkeri af idéer, frygtløs og med en menneskelig indsigt, der er de færreste forundt. Man kunne mærke, at hun også var psykolog, men derudover besad hun en unik intuition, der kom os alle til gavn. Hun troede på og stolede på sine unge medarbejdere og fik os tit til at føle os som noget særligt, og ikke mindst som en del af noget stort – himmelstormere med hjertet på rette sted. Eva havde mod og vilje til at give unge mennesker de vildeste chancer til at folde sig ud og lære FN-systemet at kende som praktikanter, informationsmedarbejdere og Junior Professional Officers (JPO’ere), og alle skulle prøve deres vinger af på presseture til svære steder, hvor UNDP stadig laver noget af deres vigtigste arbejde (f.eks i Somalia, Afghanistan, Sudan, Bangladesh og Kyrgyzstan), lancere UNDP Human Development rapporter, eller store debatseminarer om svære udviklingstematikker.
Særlig kontroversielt var et seminar, hvor Eva inviterede et medlem af Taleban til København for at debattere udviklingsbistand i Afghanistan, men formålet var netop at se hudløst ærligt på de realiteter, som de svagest stillede var udsat for. Det var noget alle voksede af. Hun var forud for sin tid i forhold til medarbejderpleje og at skabe holdånd. Hendes motto var, at “vi skal fejre vores sejre” – og hver gang nogen havde gennemført et projekt, været på rejse eller lignende, så blev der dækket op til morgenmad, og så lyttede vi alle til den ansvarlige og glædede os som team over endnu et vellykket projekt.
Eva var et varmt og generøst menneske, der elskede at samle folk og gøre ting sammen. Der var store seminarer med repræsentanter fra ministeriet, NGO’er, medier, forskere – alle var med, og der var flot mediedækning! Hun havde altid fingeren på pulsen og var først til at reagere, diskutere og debattere. Hun levede og åndede for sit arbejde for FN, og det var ikke for pengenes eller karrierens skyld, men EMNERNE, der var vigtige: fattigdom, kvinder, børn, de svagest stillede og miljøet.
Også når Eva i FN-regi og senere som dokumentarist rejste kloden tynd, mødte hun mennesker dér, hvor de var, i øjenhøjde og med respekt. Altid nysgerrig, med et glødende engagement og aldrig bange for at stille spørgsmål, udfordre eller udvikle – sig selv og andre. Hun var sin egen, en ildsjæl uden lige, et lokomotiv med en utrættelig motor, et frygtløst, kærligt menneske med vilje til at udforske verden og belyse den fra nye perspektiver.
Eva har som chef og menneske præget mange af os – sine medarbejdere – for livet, både professionelt og personligt. Det er ikke mange mennesker, om hvem man kan sige, at de er larger than life, men for os, der arbejdede sammen med Eva på NLO, var hun præcis det – og meget andet. Hun var et generøst menneske. Der var julefrokoster hjemme hos hende med masser af god mad, snaps, sang og festlighed til hele kontoret. Og her var alle velkomne – også rengøringshjælpen, familien, der pludselig dukkede op, kærester og kontorets venner, der lagde vejen forbi. The more, the merrier!
Tak for turen, Eva! Vi vil savne dig!
Elisabeth Houe Hansen
Minna Elo
Ayo Wahlberg
Rolf Aspestrand
Helle Wahlberg
Lotte Dahlmann
Tony Paso
Klaus Greifenstein
Michael Bang Sørensen
Susanna Inkinen