EU forbyder nu at sende plastikskrald til udviklingslande

gettyimages-1230188773
Det flyder med plastik mange steder i Indonesien
Foto: Afrianto Silalahi/Barcroft Media via Getty Images
Thomas Jazrawi

8. januar 2021

Emballage og flasker af plast flyder rundt i oceanerne og vores floder. Særligt i Asien står det slemt til, men en nyere undersøgelse viser, at skraldet i høj grad stammer fra rigere lande. Der bliver nemlig eksporteret store mængder plastikaffald fra rige lande til udviklingslande.

Læs også: Nye tal peger på en anden skurk bag plastikskrald i oceanerne

I 2018 sagde Kina fra og forbød import af plastikskrald. Flere andre lande er fulgt trop. EU har hørt budskabet, og ved årsskiftet blev det stort set forbudt at eksportere skrald til lande, som ikke er medlemmer af OECD.

”Disse nye regler sender et klart budskab om, at vi i EU tager ansvar for det skrald, vi producerer. Eksporten af plastikaffald kan kun tillades under strenge betingelser. Eksporten af usorteret plastikaffald til lande, som ikke er medlemmer af OECD, vil være helt forbudt. Dette er en vigtig milepæl i kampen mod plastikforurening, omstillingen til en cirkulær økonomi samt opnåelse af målene i den europæiske Grønne Aftale,” lyder det fra EU’s kommissær for miljø, oceaner og fiskeri, Virginijus Sinkevičius.

Kun med samtykke
De nye regler betyder, at det bliver ulovligt at eksportere farligt plastikskrald samt plastaffald, der er vanskeligt at genbruge, til lande, som ikke er medlemmer af OECD. Eksport af rent og ufarligt plastikskrald vil kun være tilladt, såfremt skraldet lever op til særlige regler, som de importerende lande indberetter til EU-kommissionen, eller hvis der forelægger information og samtykke. Eksporten af plastikskrald til OECD-lande kan foregå, hvis der er samtykke fra både det eksporterende og det importerende lands myndigheder.

Det bliver sandsynligvis modtaget med glæde i flere lande. Nationer som Filippinerne og Malaysia har tidligere sendt containere med ubrugeligt skrald tilbage til afsenderen. I Malaysia blev affaldet importeret af virksomheder imod regeringens ønske. Den tidligere miljøminister i landet kaldte tilbage i 2019 firmaerne for ”forrædere” og krævede, at de betalte for at sende affaldet tilbage.

Læs også: Asien siger stop: Tonsvis af skrald på vej tilbage til rige lande

Frygter deponering og forbrænding
Der kan imidlertid også være negative konsekvenser af de nye, stramme EU-regler, påpeger grønne organisationer.

For ligesom udviklingslandene sjældent har haft ressourcerne til at håndtere det plastikskrald, der er uegnet til genbrug, har europæiske lande heller ikke den fornødne teknik på plads.

”Desværre har Europa ikke den nødvendige infrastruktur i genbrug på plads. Der er en risiko for, at dette plastikaffald ender med at gå i forbrænding,” siger Janek Vähk fra organisationen Zero Waste Europe, ifølge Euractiv.

Han peger på, at det er nødvendigt med bedre sortering af affaldet.

Plastikskrald fra Danmark er sandsynligvis også – ad omveje – tidligere endt i Asien.