John Harrington og David Ngira
John Harrington er professor i Global Health Law på Cardiff University School of Law and Politics. Harrington er desuden leder af forskningscentret Cardiff Law and Global Justice.
Twitter: @harringtonj3
David Ngira er Postdoctoral Research Associate på Cardiff University School of Law and Politics.
Twitter: @davidngira
Kenyas reaktion på den globale pandemi har hidtil været præget af to faser. Den første var en hurtig, men tvangsbaseret og dårligt gennemtænkt lockdown, der blev retsligt udfordret for at krænke borgerlige og politiske frihedsrettigheder.
Den anden har været det meget langsommere ryk henimod at skaffe og distribuere vacciner. Denne nuværende fase har også konsekvenser for menneskerettighederne. Ifølge både Kenyas forfatning og folkeretlige principper skal staten tage effektive og hurtige skridt for at beskytte og fremme folkesundheden. I tilfældet Covid-19 betyder dette en sikring af, at der er vacciner til rådighed, at de er tilgængelige på trods af geografiske og økonomiske barrierer, at de til en vis grad er kulturelt acceptable, og at de er af ordentlig kvalitet.
Dette kan blive lidt af en udfordring. Ifølge Verdenssundhedsorganisationens (WHO) Vaccine Introduction Readiness Assessment Tool (en hjælp til lande i forbindelse med Covid-19-vaccineudrulning, red.) er de afrikanske landes gennemsnitlige score, i forhold til hvor beredte de er på at udrulle vaccinen, blot 33 procent mod den anbefalede score på 80 procent.
Hvordan klarer Kenya sig med hensyn til indkøb (“rådighed”), distribution (“tilgængelighed”) og udbredelse (“acceptabilitet”)?
Indkøb
Kenya har brug for 30 millioner doser for at kunne vaccinere 60 procent af sin befolkning, hvilket er anbefalingen fra GAVI, det globale sundhedssamarbejde mellem offentlige og private. Bestræbelserne på at indkøbe vacciner har imidlertid været ramt af forhindringer – først satte sundhedsministeren spørgsmålstegn ved vacciners effektivitet, og siden blev oprettelsen af den nationale taskforce for vaccinationsprogrammet forsinket indtil december 2020.
Ikke desto mindre er der også sket fremskridt. Kenya står til at modtage 24 millioner doser af Oxford/AstraZeneca-vaccinen gennem WHO og GAVIs COVAX-alliance, og yderligere 12 millioner gennem bilaterale aftaler. Landet står også til at modtage 10,8 millioner af de 270 millioner doser, Den Afrikanske Union (AU) har skaffet gennem sit African Vaccine Acquisition Task Team (AVATT), selvom dette bliver forsinket på grund af kravet om en WHO-godkendelse. (AU har modtaget yderligere 400 millioner doser, men det er endnu ikke besluttet, hvordan de skal fordeles mellem landene).
COVAX har lovet at levere de første fire millioner doser ved udgangen af februar, men derudover har Kenya ingen tidshorisont for levering af sine vacciner. Landet skulle efter planen have modtaget de første Oxford/AstraZeneca-vacciner i denne måned (februar, red.), men denne plan er der gået koks i, efter EU forbød eksport af vacciner, der er produceret i medlemsstaterne. Manglen på vacciner forværres af, at Storbritannien har underskrevet kontrakter, der forbyder eksport (til andre lande, red.), indtil dets nationale behov er opfyldt. Denne vaccine-nationalisme har overhovedet ikke taget højde for, at Kenya lagde territorium til forsøg med vaccinen. Indien har ligeledes blokeret eksporten fra sit seruminstitut, indtil mindst 100 millioner doser er tilgængelige til indenrigs brug.
Udfordringer med at få adgang til de indkøbte Oxford/Astrazeneca-vacciner kan ikke afhjælpes gennem adgang til Pfizer/BioNTech eller Moderna-vaccinerne, da de kræver opbevaring ved -70 grader celsius, hvilket ikke er muligt i stor skala i Kenya.
Distribution
Lignende forsinkelser har ramt distributionsplanlægningen. Vi var helt fremme ved 29. januar, før Kenyas sundhedsministerium skitserede de tre faser af vaccineudrulningen. Fase et (februar til juni 2021) vil være rettet mod 1,25 millioner sundhedsarbejdere og ansatte inden for sikkerhed og immigration. Fase to (juli 2021 til juni 2022) vil dække 9,7 millioner mennesker over 50 år og folk over 18 år, der har særlige helbredsmæssige problemer. Fase tre, der skal køre sideløbende med fase to, vil omfatte 4,9 millioner sårbare personer som for eksempel mennesker i uformelle bosættelser.
Dette følger i det store og hele WHO’s retningslinjer, som prioriterer de mest udsatte befolkningsgrupper. Det, udrulningsplanen forsømmer at tage højde for, er det faktum, at plejen af sårbare mennesker i Kenya ofte finder sted inden for familien og varetages af ulønnede kvinder.
The Kenya-GAVI Technical Assistance Plan 2021 opstiller mål for flere dele af vaccineudrulningen, men det bliver på et forhåbningsniveau. Eksperter advarer især om, at al planlægningsarbejdet kan blive undermineret af den manglende forberedelse af selve transporten af vacciner til mere fjerntliggende amter samt dårlig opbevaring og administration.
Mangel på personale og utilstrækkelig uddannelse vil med stor sandsynlighed også udgøre en udfordring. Ved pandemiens udbrud blev Kenyas respons ledet af “Ebola Heltene”; de 155 læger, der blev sendt til Vestafrika under ebolaudbruddet i 2016. Selvom denne gruppe – flankeret af folk med erfaring inden for administration af andre vacciner – kommer til at være uvurderlig, har der til dato ikke været nogen specifik uddannelse i administration af Covid-19-vaccinerne. Disse udfordringer undergraves yderligere af sundhedspersonalets strejke i nogle amter. Landets ulige fordeling af sundhedsfaciliteter kan endvidere underminere distributionsindsatsen i marginaliserede områder.
Udbredelse
Alt dette risikerer at blive forstærket af visse befolkningsgruppers manglende mulighed for eller vilje til at møde op i vaccinationscentrene. Dårlige rejsevilkår, mistillid til statsstøttede interventioner og nogle landdistrikters nomadiske levevis har tidligere spændt ben for vaccinationsprogrammer og kan gøre det igen. Kvægnomaders bevægelser på tværs af landegrænser kan være skyld i, at de går glip af vaccination, mens folk i meget fattige områder kan stå i den situation, at de ikke føler, de kan prioritere at få vaccinen.
Ligesom i resten af verden, er der også vaccineskepsis i Kenya. Her har trosgrupper som Kavonokoya og Wakorino længe afvist moderne medicin enten på grund af religiøs overbevisning eller deres præference for traditionel medicin. Disse samfund har afvist at følge restriktioner som kravet om at bære ansigtsmaske og vil være tilbøjelige til at nægte at blive vaccineret mod Covid-19, ligesom de har gjort med polio-vaccinen.
Kenya i internationalt regi
Kenya er endnu ikke klar til at levere tilstrækkelig med vacciner til samfundets mest udsatte eller til befolkningen som helhed. Mens der er taget vigtige skridt, udgør tidligere passivitet fra regeringers side, vedvarende strukturel diskrimination og udbredt mistillid til staten store udfordringer.
Samtidig er Kenyas skæbne blevet afgjort af beslutninger truffet af stater og forretningsaktører i det globale nord. Storbritannien, EU og USA har alle kastet sig ud i konkurrencedygtige nationale indkøbsstrategier, hvor der er taget ringe hensyn til behovene hos sårbare befolkningsgrupper i det globale syd. Dette er ikke blot et spørgsmål om realpolitik, der dæmpes af en lejlighedsvis hensyntagen til blød magt og diplomati i form af velgørenhed. Det er i strid med staters juridiske forpligtelse til at give hinanden mulighed for at sikre retten til sundhed inden for deres egne grænser, hvilket FN-komitéen for nylig har understreget.
Kort sagt: Opkøb af tilgængelige vaccineforsyninger og spærring af disses eksport samt håndhævelsen af gældende patenter midt i en global nødsituation ér vaccine imperialisme, hvilket er i strid med international retfærdighed baseret på menneskerettigheder.
Denne artikel trækker på ” COVID-19 in Kenya: Global Health, Human Rights and the State in a time of Pandemic” – et samarbejdsprojekt mellem Cardiff Law and Global Justice, African Population and Health Research Centre og Katiba Instituttet, og som er finansieret af Arts and Humanities Research Council (UK).
Den originale udgave af denne artikel er udgivet af African Arguments under Creative Commons-licens. Forfatterne har givet Globalnyt tilladelse til at oversætte artiklen til dansk.
Oversat fra engelsk af Gerd Kieffer-Døssing.