At komme op med en dansk udviklingsstrategi er komplekst og udvikler sig altid til en længere affære, når alle aspekter og interesser skal inkluderes. Processen er ikke blevet nemmere af de 17 verdensmål og FN’s 2030-dagsordenen, som alle udviklingsorganisationer nu arbejder med og som selvfølgelig skal afspejles i donorlandes strategier for udviklingsbistand.
Det er godt, vi har et fælles sprog, men de 17 verdensmål er brede og dækker stort set alt – fra det overordnede (stop sult #2) til det mere sektororienterede (kvalitetsuddannelse #4).
En anden udfordring med 2030-dagsordenen er, at udviklingslande nu skal udvikle verdensmålsrelaterede planer i stedet for at arbejde direkte med deres egne nationale strategier og mål, som passer til den nationale kontekst og derfor er mere relevante for dem. Sådanne nationale strategier vil i øvrigt altid omfatte nogle af de 17 verdensmål.
Derudover står dansk bistand over for en stor udfordring. Engang var Danida et brand, som var velkendt og højt respekteret, og hvis indsatser var kontekstspecifikke og designet i grundig dialog med partnere. Nu lyder spørgsmålet i den internationale udviklingsbranche stadig oftere: ”Where is Danida these days?”
Dansk udviklingsbistand følger nogle overordnede principper, der er beskrevet i Verden 2030, den nuværende danske udviklingspolitiske og humanitære strategi, der blev vedtaget i 2017. Den officielle bilaterale bistand implementeres i femårs landeprogrammer/-partnerskaber, men flyder dog mere og mere ind i programmer og projekter, der udføres af andre udviklingsorganisationer inklusive multilaterale organisationer.
Der er således mindre direkte bilateral bistand og deraf mindre opfølgning og forståelse for, hvordan pengene bruges.
Opbygning af stærke institutioner er alfa og omega
Dansk udviklingspolitik skal selvfølgelig forholde sig til verdensmålene, og en fremadrettet og praktisk tilgang ville være at udvælge et eller et par af målene som flagskib for den danske udviklingsstrategi.
Mit forslag er at fokusere på verdensmål #16 (Fred, retfærdighed og stærke institutioner).
Målet for dansk udviklingsbistand må være at støtte partnerlande i at definere og gennemføre en national udviklingsstrategi. Det kræver stærke nationale institutioner, der kan varetage opgaven. Den nationale strategi skal selvfølgelig tage udgangspunkt i de mål, som partnerlandet selv udvælger – og som altid kan omformuleres til verdensmål, hvis de ikke allerede er det.
Ved at støtte partneres arbejde med nationale strategier arbejder man altså indirekte henimod opnåelsen af verdensmålene. Institutionsopbygning er en dansk force med vores viden om og erfaring med opbygning af upartiske offentlige institutioner, vores lave korruption, stærke retsvæsen og solid offentlig styring.
Institutionsopbygning indgår som et centralt element i noget af det mere innovative, jeg har set inden for dansk udviklingsbistand i de senere år, nemlig myndighedssamarbejdet – eller Strategic Sector Cooperation, der forkortes SSC.
SSC dækker over et samarbejde mellem ministerier, styrelser og kommuner i Danmark og ditto i udviklingslande. Samarbejdet dækker over både vidensdeling og rådgivning og kan fokusere på alt fra miljø og energi til fødevarer, digitalisering og byudvikling. En sådan udveksling på tværs af grænser er med til at sikre, at projekter, der støtter nationale udviklingsstrategier i partnerlande, bliver gennemført – det er ganske enkelt en god idé – og det skaber resultater. Det viser evalueringen af SSC fra 2020, som jeg selv var med til at lave, og erfaringen fra Sverige, hvor man har kørt et tilsvarende program i mange år.
SSC har selvfølgelig også sine problemer, som Udenrigsministeriet ser nærmere på. For eksempel har modtagerorganisationerne i nogle tilfælde en for begrænset evne til at indgå i et samarbejde, eller de danske myndigheder har svært ved at afsætte de relevante medarbejdere. Men det er udfordringer, som i høj grad kan løses ved en bedre udveksling af gode erfaringer på tværs af de danske myndigheder og de forskellige projekter.
En del af myndighedssamarbejdet handler i øvrigt også om at inddrage den private sektor og involvere dansk erhvervsliv i projekter om blandt andet miljø og fødevarer.
Et større fokus på lighed
Skal udviklingsstrategien fokusere på endnu et verdensmål, er min favorit #10 Mindre ulighed. Målet kunne dårligt være formuleret mere vattet, men det taler selvfølgelig ind i en politisk agenda.
Stigende ulighed er på mange måder hovedproblemet for vor verden. Verdens ressourcer er rigelige, men de er ulige fordelt, og det bliver kun værre – bare læs ’Kapital og Ideologi’ (2020) af Thomas Piketty, og se, hvad der er sket under Covid-19. Globalt set er der derfor i dag et vist fokus på den stigende ulighed, men en progressiv fordelingspolitik er dog ikke lige om hjørnet.
Det ville være fantastisk, om Danmark i sin udviklingsstrategi opprioriterede og promoverede lighed i vores partnerlandes nationale udviklingsstrategier. Mange lande, som Danmark har samarbejdet med i en årrække, har ikke gjort noget ved dette problem. Det handler basalt set om at skabe mere lighed via progressive skattesystemer – indførelse af marginalskat og beskatning af kapital, ejendom og arv – men fordelingspolitik handler selvfølgelig også om adgang til offentlige services og ressourcer for alle socioøkonomiske grupper.
At lave god bistand er komplekst. Det viser adskillige evalueringer. Det kræver god forberedelse og forståelse for modtagerlandenes nationale kontekst, politiske økonomi og lokale behov. Det er landene bedst til at definere selv, men det kræver institutionel kapacitet, og derfor er #16 bare et godt verdensmål at prioritere.
Philip Bøttern er økonom og har siden 1998 arbejdet med udvikling for adskillige udviklingsorganisationer og som senior udviklingsekspert i Verdensbanken.
