I coronaepidemiens spæde start var der betydelig optimisme om, hvor omfattende epidemien ville blive, hvor lidet alvorlig sygdommen var, og at der vil være gode muligheder for at behandle sygdommen medikamentelt. Ingen af disse forhåbninger holdt stik, og inden længe kunne de fleste eksperter enes om, at det vigtigste redskab til at inddæmme smitten ville være en effektiv vaccine.
Dette førte til et uværdigt slagsmål præget af nationalistiske interesser – såkaldt vaccinenationalisme – hvor den rigeste del af verden gjorde alt, hvad den kunne for at sætte sig på store mængder vaccine til egen befolkning.
Men verdenssundhedsorganisationen WHO og andre globale organisationer gik hurtigt i brechen for de fattigste lande, så de ikke skulle blive hægtet helt af vaccineræset. Det er nemlig kun muligt at standse eller inddæmme pandemien, hvis man vaccinerer nogenlunde samtidig i alle lande.
I en nylig artikel i tidsskriftet The Lancet gennemgår en gruppe vaccineeksperter hele vaccinespørgsmålet grundigt og præsenterer rationalet for bred vaccinering således: Den samfundsmæssige værdi af en sikker og effektiv Covid-19-vaccine er enorm, men vaccinationerne får kun betydning, hvis alle klodens mennesker bliver vaccineret uden for megen forsinkelse. Først da kan man fjerne restriktioner og få sat økonomien og den sociale udvikling i gang igen.
WHO har estimeret, at en lige adgang til vaccination kan generere økonomisk vækst i omegnen af 153 milliarder dollars i 2021 – og hele 466 milliarder i 2025 alene i verdens ti største økonomier.
Der er altså god logik i at sikre, at verdens ni milliarder får adgang til vacciner på cirka det samme tidpunkt.
En fair fordeling
I april 2020, tre måneder efter Covid-19-epidemiens start, og cirka en måned efter WHO havde erklæret det for en pandemi, blev ACT Accelerator initiativet (Access to Covid-19 Tools) søsat under ledelse af WHO sammen med den internationale vaccinealliance GAVI og CEPI – Coalition for Epidemic Preparedness Innovation. Formålet med initiativet var at sætte turbo på udvikling af, produktion af og adgang til Covid-19-tests, -medicin og -vaccine.
Unicef er siden kommet til som ansvarlig for den logistiske del af vaccineudrulningen, noget FN’s børneorganisation er ekspert i efter årtiers børnevaccinationsprogrammer, hvor indkøb og transport af vacciner og udstyr til det meste af den tredje verden koordineres fra Unicefs kontor i København.
Den komponent under ACT, som skulle tage sig af vaccinedelen, fik navnet COVAX.
COVAX er en fælles, global løsning på pandemien, der samler regeringer, internationale sundhedsorganisationer, producenter, forskere, privat sektor, civilsamfund og filantroper om formålet at få hele verden hurtigst og sikret muligt igennem pandemien.
COVAX’ primære opgave er at sikre udviklingen af en effektiv vaccine, at understøtte opbygningen af produktionskapacitet samt sikre en fair og ligeværdig fordeling af vaccinen blandt verdens lande. Altså, at alle 190 lande, der deltager i COVAX får samme adgang til vacciner – uanset hvor velstående de er.
92 lav- og mellemindkomstlande lande har kvalificeret sig til at modtage gratis vacciner gennem COVAX; de øvrige lande skal selv betale – det gør de, fordi de forventer, at COVAX kan købe billigere ind og kan sikre kvaliteten af vaccinen, og fordi COVAX stiller værktøjer til rådighed, der støtter de enkelte lande i udrulningen af deres vaccinationsprogrammer og hjælper med de operationelle elementer af vaccinering.
Værktøjskassen indeholder retningslinjer, træning, informationsmaterialer og råd og vejledning til at tackle de forskellige elementer af og led i vaccinationsprogrammet, og disse kan tilpasses lokale forhold.
Har du penge, så kan du få
Ved udgangen af 2021 er det COVAX’ mål at have distribueret to milliarder vacciner, der vil sikre vaccinering af 20 procent – herunder højrisiko grupper samt sundhedspersonale – af de deltagende landes befolkninger.
Flertallet af lande betaler for deres egne doser, men COVAX er afhængig af donationer for at sikre vacciner til de 92 lande, der ikke selv kan betale.
I slutningen af februar havde lande, sammenslutninger, fonde med mere lovet bidrag på cirka 4 milliarder dollars, men WHO og GAVI har meldt ud, at der mangler yderligere 6,8 milliarder i 2021. G7-landene har lovet at øge deres bidrag til COVAX til i alt 7,5 milliarder dollars, men det er ikke alle pengene, der kommer i år.
Der kommer hele tiden flere donationer til, så COVAX er optimistisk med hensyn til at nå målet for 2021.
Udover pengene kommer tilgængeligheden af vacciner.
I skrivende stund, 19. marts, har COVAX kun distribueret 30 millioner doser fordelt på 52 lande. De første vacciner var alle AstraZeneca, produceret i Indien, men for nylig har COVAX fået lovning på 500 millioner doser af Johnson & Johnson-vaccinen samt 1,1 milliarder doser af Novavax-vaccinen – ingen af de to er godkendt endnu, men det forventes snart at ske. Der er især store forhåbninger til Johnson & Johnson-vaccinen, der gives som enkeltdosis og desuden er væsentligt lettere at transportere og opbevare, hvilket gør den mere velegnet til vaccinering i udviklingslande.
Næste fase af COVAX står klar til at blive rullet ud, hvor man efter planen vil distribuere 237 millioner doser inden udgangen af maj måned. Blandt de lande, der får vacciner i denne runde, er Afghanistan (2,6 millioner), Algeriet, (1,9 millioner), Bangladesh (10,9 millioner) Indonesien (11,7 millioner) og Nordkorea (1,7 millioner).
COVAX står ikke alene
Et af problemerne med at sikre COVAX’ mål er den vaccinenationalisme, der har præget situationen indtil nu. På basis af tilgængelige oplysninger har regeringer i højindkomstlandene, som huser 16 procent af verdens befolkning, indgået aftaler med producenterne på mindst 4,2 milliarder doser, mens COVAX – der skal sikre vacciner til en store del af de resterende 84 procent af verdens befolkning – har fået aftaler om to milliarder doser.
Flere andre initiativer bidrager dog også til at sikre vacciner til verdens fattigste.
Et af disse er Quad-initiativet. Det er udsprunget af et samarbejde om global sikkerhed mellem fire store nationer, nemlig USA, Indien, Japan og Australien, men har levet et hensygnende liv siden sin lancering i 2007. Nu er der imidlertid blevet pustet nyt liv i alliancen med en beslutning om at stille en milliard doser af Johnson & Johnson-vaccinen til rådighed for – primært – de ti ASEAN-lande samt til stillehavslande inden udgangen af 2022. Vaccinen skal produceres i Indien.
Den Afrikanske Union (AU) har også søsat et initiativ, der skal sikre flere vaccinedoser til sine medlemslande. Initiativet styres i praksis af Afrikas Center for Disease Control and Prevention og er et supplement til COVAX, som man vil arbejde tæt sammen med.
Det anslås, at Afrika behøver 1,5 milliarder doser for at vaccinere 60 procent af den afrikanske befolkning, og at det vil koste mellem 7 og 10 milliarder dollars. Hvis vaccinerne leveres, er der tegn på, at det kan lykkes. P.t. er der nemlig givet tilsagn om i alt 1,27 milliarder doser til Afrika – 600 milliarder doser via COVAX og 670 millioner doser fra AU’s initiativ.
Også nationer har meldt sig på den filantropiske vaccinebane – hvad der hurtigt har fået navnet vaccinediplomati. Blandt andet Kina, Indien og Rusland har gjort aktivt brug af deres vacciner til at opnå goodwill hos en række lande over hele verden. Kina har således doneret vacciner til 53 lande, og Indien til en række nabolande – herunder Pakistan, hvilket nok vil overraske de fleste.
Quad-initiativets tiltag i Asien opfattes da også som et forsøg på at minimere Kinas indflydelse i regionen.
Hvordan tegner fremtiden sig?
Udviklingen af Covid-19-vacciner går lige nu stærkt, og en stor mængde vaccinekandidater står over for at blive godkendt. Produktionskapaciteten vil desuden øges drastisk i de kommende måneder, blandt andet fordi store producenter som AstraZeneca, Johnson & Johnson og Novavax har indgået licensaftaler med producenter i Indien, der i forvejen producerer den største del af verdens vacciner, og i Sydkorea.
Samtidig er der diskussioner i verdenshandelsorganisationen WTO om ophævelse af patenter for coronavacciner. Forslaget er stillet af Sydafrika og Indien, men har indtil nu ikke mødt meget medvind, da lande som USA, Storbritannien og andre OECD-medlemmer modsætter sig det for at beskytte deres medicinalindustrier og den dermed forbundne profit.
Uanset hvad, er det forventeligt, at vi inden udgangen af 2021 har mange flere godkendte vacciner – og dermed meget mere vaccine – til rådighed.
Det er godt, for lige fra pandemiens begyndelse har den vestlige verden haft en slags postkolonial tilgang til vaccineudvikling og -produktion ved udelukkende at støtte egne biotech- og produktionsvirksomheder, som om man alene kunne udvikle og producere Covid-19-vaccine. Men de vestlige vaccineproducenter har hele tiden haft en alt for begrænset produktionskapacitet, og derfor bliver hele den idé overhalet af virkeligheden. Rusland, Indien og Kina har alle vist sig i stand til både at udvikle effektive vacciner og producere store mængder.
Det tegner lysere for hele verden, end dommedagsprofeterne prædiker.
Bjørn Melgaard er læge og tidligere chef for WHO’s vaccinationsprogram.
