Den palæstinensiske valgkamp har allerede i mange uger optaget sindene. Der hænger valgplakater på gaden i Ramallah, Gaza, Nablus og de øvrige byer på Vestbredden og Gazastriben, og selv om den islamiske Hamas-bevægelse længe har stået som storfavorit, har der været stor spænding om udfaldet.
Dette hænger ikke mindst sammen med, at der ikke har været afholdt valg siden 2006, selv om palæstinensisk lovgivning tydeligt stipulerer, at befolkningen skal give den politiske ledelse nyt mandat hvert fjerde år.
Men i de mellemliggende 16 år har Abbas gang på gang udskudt valget, hvilket han er i stand til at gøre ved et simpelt præsidentielt dekret. Hver gang er det sket med henvisning til den fortsatte israelske besættelse eller blokade af de palæstinensiske selvstyreområder, samt en situation der generelt set er mere end almindeligt kompliceret.
Ramadan-uro
Denne gang sker udsættelsen, der efterhånden har mere og mere karakter af aflysning, med begrundelse i tilstanden i Østjerusalem.
Sagen drejer sig om de 325.000 palæstinensere, der bor i byen. De har naturligvis stemmeret, på lige fod med palæstinensere på Vestbredden, men eftersom Israel annekterede Østjerusalem tilbage i 1980, var det uklart, om de israelske myndigheder overhovedet ville lade dem deltage i valget. I 2006 deltog de, men de politiske omstændigheder har ændret sig siden.
Hertil kommer, at Jerusalem i godt en uge op til aflysningen af valget var hjemsøgt af dramatiske sammenstød mellem unge palæstinensere og jødiske højrefløjsradikalister. I april startede ramadan, den muslimske fastemåned, og i den forbindelse er det almindeligt, at mennesker samles på den store trappe foran Damaskus-porten, en af vejene ind i den gamle bydel.
Det plejer at foregå som fredelige familiesammenkomster, men i år gik små grupper ekstremister til angreb og spolerede helligdagsstemningen. Som en uundgåelig følge blev sikkerhedsstyrker sat ind for at dæmpe gemytterne, og en række af voldsmændene blev anholdt. Men uroen fortsatte i flere døgn, parkerede biler blev sat i brand og det kom også til sammenstød mellem politi og unge palæstinensere.
Der er ikke på noget tidspunkt blevet sat forbindelse mellem urolighederne og aflysningen af valget, men det er nærliggende at se en forbindelse. For under de givne forhold vil de israelske myndigheder muligvis være endnu mere utilbøjelige til at lade valghandlingen finde sted i Østjerusalem.
Splittelse i Fatah
Imidlertid har Mahmoud Abbas også haft andre bevæggrunde, og ser blot de ydre omstændigheder som en kærkommen anledning til at træffe den kontroversielle beslutning. Gennem længere tid har hans chancer for at blive genvalgt nemlig fortonet sig med stigende fart, og det politiske parti, han repræsenterer, Fatah, står tilsvarende svagt i vælgernes anseelse.
Både på Vestbredden og Gazastriben anklages han for at have tilsidesat de demokratiske spilleregler alt for længe, og han kritiseres for at regere gennem en snæver kreds af mænd fra den gamle garde. Han er selv 85 år gammel og tilhører en generation, der blandt mange yngre palæstinensere anses for at være indspist og korrupt.
Den ødelagte Yasser Arafat International Airport på Gazastriben og palæstinensernes nationale flyselskab er blevet en varm kartoffel i valgkampen.
Foto: Gisha Access via Wikimedia Commons
Således er sagen om Palestine Airlines blevet en varm kartoffel i valgkampen. Det lille selskab blev etableret i 1995, altså i kølvandet på Oslo-aftalerne, og det opererede fra Yasser Arafat International Airport på Gazastriben. I oktober 2000 blev lufthavnen gjort uanvendelig som følge af israelske bombeangreb, men flyselskabet fortsatte driften fra den egyptiske by El Arish.
Palestine Airlines blev aldrig nogen sund forretning, men den blev betragtet som et nationalt symbol og fik derfor kunstigt åndedræt frem til december 2020, hvor corona-krisen gennemtvang en likvidering af selskabet. Dette kan betragtes som en helt naturlig udvikling, idet store dele af global luftfart har lidt samme skæbne i den aktuelle krise, men i Palæstina fik historien ikke desto mindre en særlig vinkel.
I debatten bliver lukningen af selskabet fremstillet som et resultat af dårlig og korrupt ledelse, og dermed er sagen blevet et symbol på, at selvstyret under Mahmoud Abbas har udviklet sig fra demokrati til kleptokrati.
Dette har gennem mange år været en vigtig del af striden mellem Fatah og Hamas. Sidstnævnte fremstår i mange palæstinenseres øjne som ren og uplettet af korruption, og det appellerer til mange vælgere, selv om de ikke nødvendigvis sympatiserer med den islamiske dagsorden. Og korruptionsanklagerne har også været med til at skabe den splittelse i Fatah, som lige nu har taget omfang af en alvorlig trussel mod Mahmoud Abbas og hans politiske liv.
Slaget om Gaza
Til valget er der opstillet 29 forskellige partier og lister, hvilket ikke er usædvanligt. Men hvor vi i 2006 så Hamas og Fatah rage op som to store blokke i det kaotiske landskab, er det kun Hamas, der står samlet. Fatah er reelt splittet i tre lister, der er nogenlunde jævnbyrdige.
Marwan Barghouti er palæstinensisk folkehelt med stor vælgertække. Her ses han afbildet på den israelske mur i nærheden af Ramallah.
Foto: Wikimedia Commons
Den ene består af gruppen omkring Mahmoud Abbas. Hertil kommer den nye fraktion omkring den karismatiske Marwan Barghouti, der under al Aqsa-intifadaen stod i spidsen for Tanzim, den væbnede del af Fatah. Han er i årevis blevet set som en mand, der vil være i stand til at samle det palæstinensiske folk, og som modkandidat til Mahmoud Abbas forventes han at kunne opnå store stemmetal. At han siden 2002 har siddet i israelsk fængsel og nu afsoner fire livstidsdomme, gør ham kun til et frihedssymbol, og man hører ham ofte omtalt som en palæstinensisk Nelson Mandela.
En anden markant kandidat er Muhammed Dahlan, der ligeledes har haft sin politiske opvækst i Fatah. Men i 2011 beskyldte Mahmoud Abbas ham for at have myrdet Yasser Arafat, som døde tilbage i 2004, og striden endte med at Dahlan blev ekskluderet af Fatah. Sagens egentlige indhold var nok, at Abbas så en farlig rival i Muhammed Dahlan, som derfor valgte at gå i eksil i Abu Dhabi.
Dér har han lige siden ventet på den rette lejlighed til igen at gøre sig gældende i palæstinensisk politik. Den synes at være kommet nu. I hvert fald kan man se ham rykke, og han har helt tydeligt indset, at slaget om magten kommer til at stå i Gaza. Dahlan er født og opvokset i Khan Younis flygtningelejren i den sydlige ende af Gazastriben, og denne lokaltilknytning forstår han at udnytte. I januar brugte han således kontakter i Abu Dhabi til at skaffe 50.000 doser covid-19-vaccine, som blev sendt til Gaza under stor lokal pressebevågenhed.
Endnu en markant person i kapløbet er Nasser al-Qudwa, der som nevø til Yasser Arafat hævder at ville føre Fatah tilbage til den rene og uplettede ideologi – uden den nepotisme og korruption, der i dag er blevet så kendetegnende.
Mange førstegangsvælgere
Alt dette kunne muligvis komme til at fungere og hænge sammen under mere normale forhold. Men fordi Mahmoud Abbas har udskudt valghandlingen så mange gange siden 2006, ser tilsidesættelsen af den demokratiske proces nu ud til at kunne ramme ham som en boomerang. For på grund af den lange mellemliggende tid, er det uhyre vanskeligt at gisne om et resultat.
Den palæstinensiske journalist og analytiker Nadia Harhash siger til POV International, at mindst en tredjedel af de palæstinensiske vælgere endnu ikke har taget stilling til, hvem de vil stemme på.
”Det er ekstremt mange,” siger hun. ”Og husk på, at antallet af førstegangsvælgere er meget højt, fordi ingen palæstinenser under 34 år var gammel nok til at stemme i 2006. Det skaber et kæmpe usikkerhedsmoment.”
Det er ikke mindst i den unge del af befolkningen, at mistilliden til Mahmoud Abbas hersker. Men den er ligeså skeptisk overfor Hamas, og hælder typisk til enten Barghouti eller Dahlan – eller til et af de mange små partier. Så uanset hvad, var der udsigt til et uoverskueligt resultat på valgdagen, som skulle have været den 23. maj.
Fatah og Mahmoud Abbas havde kun begrænsede udsigter til at kunne bevare magten, og selv om Hamas skulle have klaret sig godt, ville de også have haft svært ved at samle et flertal af parlamentets 132 mandater bag sig.
Man kan sige, at Mahmoud Abbas med sin beslutning har afværget dette kaos, men han har også tabt endnu mere i international og lokal anseelse. Og når han på et tidspunkt igen tager tilløb til at få afholdt valg, vil hans udsigter til genvalg sandsynligvis kun være blevet endnu ringere.
Hans Henrik Fafner er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – blandt andet som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten.
“Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.”.
“POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.”
