Ngo-chefer skal lade visionen vise vejen

gettyimages-1232442035
Civilsamfundsorganisationer agerer i et komplekst landskab, hvilket stiller store krav til ledelsen. Her er det en demonstration på Christiansborg Slotsplads mod hjemsendelse af syriske flygtninge 21. april 2021 arrangeret af flere organisationer.
Foto: Davut Colak/Anadolu Agency via Getty Images
Gerd Kieffer-Døssing

29. maj 2021

Først i maj lancerede paraplyorganisationen Globalt Fokus fire nye uddannelsesforløb målrettet chefer i udviklingssektoren. Både topledere, mellemledere og kommende ledere og dertil bestyrelser.

De nye uddannelser er blevet til, fordi Globalt Fokus har oplevet, at udvikling og videreuddannelse af ledere i branchen generelt ikke har været prioriteret særlig højt, fortæller Peter Christiansen, der er sekretariatsleder i Globalt Fokus.

”I Globalt Fokus har vi haft diskussionen i flere år, hvor det har været tydeligt, at der er behov for ledelse på flere niveauer. Der er behov for netværk, for at lære mere om ledelse og for at forstå kompleksiteten omkring civilsamfundets rolle i dag. Det fordrer, at vi har bedre og mere fokus på ledelse.”

En dårlig byttehandel
Man kan med rette indvende, at kompleksitet er et faktum i verden i dag og noget, som ledere, hvad end de sidder i privat, offentligt eller foreningsregi, skal forholde sig til. Men, påpeger Peter Christiansen, så er der flere ting at forholde sig til som civilsamfundsleder. Organisationer kan have en indviklet foreningsstruktur med frivillige og en finansiering der bygger på både funding og statstilskud, der er underlagt mere og mere bureaukrati.

”Man skal jonglere mellem nogle meget abstrakte og politiske målsætninger og er komponent i at løse politiske spørgsmål og det skaber en højere grad af kompleksitet frem for eksempel virksomheder, der har et mere begrænset mandat eller målsætning. Hvis dit primære mål som leder er at skabe overskud og øge indtjeningen, så er kompleksiteten alt andet lige ikke så stor,” siger han.

De sidste 10-15 år har det været et stadig større krav til kommercielle virksomheder, at de skulle have en vision. Det var ikke nok bare at ville tjene penge, men der har været en forventning om, at virksomhederne skulle have mere på hjerte og noget at arbejde henimod. Et why, som det hedder i businesslingo. Her har civilsamfundsorganisationer til gengæld en kæmpe fordel, som cheferne imidlertid skal være langt bedre til at fremhæve og bruge aktivt i deres ledelse.

”Hos civilsamfundet ligger visionen i vores DNA. Alle ngo’er har nogle fantastiske visioner – hvem kan ikke skriver under på gerne at ville gøre verden til et bedre sted?! Men vi har været for dårlige til at omsætte visionerne og bruge dem til at drive vores organisationer,” siger Peter Christiansen og fortsætter:

”Erhvervslivet har overtaget vores vision og givet os new public management i stedet. Det er en rigtig dårlig byttehandel, og det skal vi gøre op med. Vi skal blive bedre til at samarbejde. Vi skal blive bedre til at fremhæve de gode takter, italesætte dem og sætte dem i form, så vi kan være stolte af det, vi kan. Så skal vi nok se erhvervslivet komme løbende for at lære det.”

Væk fra organisationschauvinisme
I dag er ledelse langt hen ad vejen en videnskab, og der findes utallige kurser, efteruddannelser og tilbud til ledere inden for snart sagt alle genrer og typer. Peter Christiansen anerkender bestemt, at der allerede er gode kurser derude, men alligevel mener han og Globalt Fokus, at det giver mening at lave en specifik uddannelsesskole for ledere i civilsamfundet, fordi der ”i høj grad” er forskel på ledelse fra branche til branche, som Peter Christiansen siger, og tilføjer, at der i civilsamfundet er brug for en ændring i måden, man snakker om sig selv på:

”For civilsamfundet gælder det om at lave en samlet fortælling om, hvad det er vi kan. Det handler om at internalisere vores værdier – hvad det er, vi slås for. Verden er fuld af ekstremt store kriser og udfordringer, som civilsamfundet skal spille en rolle i at løse – klimakrisen, flygtninge, you name it. Den rolle, kan vi ikke spille, hvis vi kun bruger tid på vores egne organisationer. Der har været rigtig meget fokus på, hvad jeg kalder organisationschauvinisme, altså hvor ledere har fokuseret på at drive deres egne organisationer, og hvis den kører okay, ja, så er mit job gjort godt nok som leder. Her skal vi til at kigge mere ud af og se, hvordan man kan være mere udadvendt for at opnå ens mål.”

Grundlæggende drejer det sig om at lede på visioner. At skabe følgeskab på store visioner om at ændre verden.

”Det skal vi blive bedre til,” siger Peter Christiansen og forklarer, at det især handler om at turde sætte en retning og træffe beslutninger: Hvilke kampe skal vi vinde, og hvilke alliancer skal vi indgå.

Horisontal ledelse
Når sekretariatslederen, der selv er chef for en stab på omkring 15 medarbejdere, snakker om ledelse i civilsamfundssektoren, er det tydeligt, at det ligger ham meget på sinde, og at det er noget, han har gjort sig mange tanker om. I hans optik skal civilsamfundet kunne jonglere i tre forskellige arenaer, hvor man både skal kunne være solidarisk talsperson for marginaliserede grupper, man skal kunne anlægge et kritisk perspektiv, hvor man snakker magten imod, og man skal være foregangseksempel, hvor man tør eksperimentere og vise vejen for politiske forandringer.

”I civilsamfundet skal vi være klar over, at det er vores spilleplade. For mig er det centrale, at en leder skal skabe følgeskab, engagement og handlerum – det er meget vigtigere end økonomi og bundlinjen, og derfor skal vi blive bedre til at lede på tillid og inkorporere de nye måder at lede på horisontalt,” siger han og tilføjer, at det med den horisontale ledelse sådan set ikke er noget nyt i denne branche:

”Det har vi gjort i 20-30 år, uden at vide at det var guld værd – og det skal vi genopdage nu og fremhæve som noget særligt, vi kan.”

Når det handler om ledelse i civilsamfundet må samtalen også dække det faktum, at branchen ikke er kendt for de bedste arbejdsforhold. Det er Peter Christiansen helt klar over og lægger ikke skjul på.

”Der er HR-issues!” siger han. ”Mange har stress, og folk har det svært. Der tror jeg, at hvis ledelsen er stærkere og er bedre til at sætte retning og sige: Det her er vores vision, det er den her vej, vi skal, så vil det fjerne en del af de problemer. Det er ikke nogen silver bullet, men som hovedregel kan man sige, at jo mere retning, stolthed og vision, ledelsen etablerer, jo færre problemer vil det give på HR-siden. Der ligger et kæmpe ansvar på ledelsens skuldre. Det er komplekst, og der er så meget i spil – dér må vi se, om vi kan hjælpe hinanden og blive bedre.”

Vil skabe stolthed om ledelse
De fire uddannelser udgør ét af tre ben i Globalt Fokus’ nye Center for civilsamfundsledelse, som er under udarbejdelse. Beslutningen om at etablere centret er kommet efter flere år med samtaler, netværksopbygning og undersøgelser.

Tanken er, at centret skal være med til at understøtte hele udviklingen inden for ledelse i ngo-branchen og levere både research, forskning og tænkning omkring ledelse, udgive bøger og artikler og udvikle kurser, mentorordninger og online værktøjer.

Forventningerne til det nye center er høje.

”I løbet af et år har vi etableret et ledelsescenter, der er toneangivende for ledelse inden for civilsamfundet i både Danmark og hele verden. Vi vil gerne samarbejde med alle dem, der gerne vil det – også internationale aktører. Håbet er, at centret kan være med til at skabe en samtale og stolthed om ledelse i vores sektor,” siger Peter Christiansen

Du kan læse mere om de fire uddannelser og Center for Civilsamfundsledelse på Globalt Fokus’ hjemmeside.

Hvis du er interesseret i god ledelse i den frivillige sektor, har Frivilligrådet en liste med 17 anbefalinger.