Så kom den: Bredt flertal bag Danmarks nye udviklingspolitiske strategi

ny_strategi
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (A) præsenterer Danmarks nye udviklingspolitiske strategi til arrangement hos Globalt Fokus.
Foto: Laurits Holdt
Gerd Kieffer-Døssing

24. juni 2021

’Fælles om verden’. Det er navnet på Danmarks nye udviklingspolitiske strategi, der, efter en lang proces, blev offentliggjort torsdag den 24. juni. Bag strategien står et bredt politisk flertal, der spænder fra Enhedslisten til Det Konservative Folkeparti – udenfor står Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Frie Grønne oplyser til Globalnyt, at de ikke var inviteret.

På et debatmøde arrangeret af Globalt Fokus samme dag ærgrede Venstres udviklingspolitiske ordfører Karen Ellemann sig over, at det ikke var alle de ”blå” partier, som var med i aftalen. Nye Borgerlige havde mere eller mindre meldt sig ud fra begyndelsen, og Dansk Folkeparti, som ellers havde være med langt hen ad vejen, stod af, da de andre partier holdt fast i, at strategien skulle være baseret på de internationale konventioner.

”Tryg og bæredygtig verden”
Strategien vil ”tage kampen op mod ulighed og fattigdom, forebygge konflikt, skrøbelighed, fordrivelse og irregulær migration og øge modstandsdygtigheden over for klimaforandringerne,” hedder det i Udenrigsministeriets pressemeddelelse.

’Fælles om verden’ kredser om fire hovedområder, der overordnet set ikke er nye: Opbygningen af demokratiske, lige samfund uden fattigdom, klimadagsordenen, adgang til sundhed, uddannelse, fødevarer og job og partnerskaber. Hvert af de fire områder sigter mod opnåelsen af et eller flere af de 17 Verdensmål.

Download strategien på Udenrigsministeriets hjemmeside.

”Vores mål er en mere tryg og bæredygtig verden fri for fattigdom og med mere frihed og demokrati. Derfor har regeringens klare fokus været på at fremme demokrati og menneskerettigheder, på klimaet, fordrivelse og irregulær migration. Det er jeg glad for er tydeligt afspejlet i den nye strategi. Det understøtter også arbejdet med et nyt og mere retfærdigt og humant asylsystem,” siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (A).

Et nyt element i forhold til tidligere udviklingspolitiske strategier er, at udviklingsministeren har forpligtet sig til at komme med en årlig redegørelse for, hvordan det går på området. Redegørelsen skal invitere til indspark fra civilsamfundet, og så skal den debatteres i Folketingssalen.

Ros fra civilsamfundet
Den nye strategi er blevet til på baggrund af flere end 100 indspil og høringssvar fra civilsamfundet, interesseorganisationer, erhvervslivet og andre interessenter. Modtagelsen af den endelige strategi har overordnet set været positiv blandt det danske civilsamfund, der deler umiddelbare reaktioner på Twitter:

”Stærk udviklingspolitisk strategi med bred opbakning. Godt med fokus på humanitære principper, rettigheder skrøbelige stater og fordrivelse, men kortsigtet migrationsfokus kan underminere langsigtede udviklingsbestræbelser,” skriver Dansk Flygtningehjælp.

Fra Care Danmark lyder det: ”Stor ros for ny strategi med fokus på klimatilpasning samt anerkendelsen af klimaforandringernes betydning for konflikt og fordrivelse,” mens Dansk Industri (DI) skriver: ”Danmark skal engagere sig massivt i klima og grøn genopretning i udviklingslande […] DI bakker op om strategien.”

”Ny strategi fra gør det meget klart, at man vil bekæmpe fattigdom og ulighed og samtidig have fokus på bæredygtighed og klimakrisen. Det er vigtigt at tage hånd om årsagerne til kriser og konflikter!” tweeter Oxfam IBIS.

Asger Gørup Trolle, policy officer hos International Media Support bemærker, at den frie presse og adgang til information for første gang nævnes specifik i en dansk udviklingspolitiskstrategi og tilføjer: ”Pressefrihed er en forudsætning for demokratisk udvikling.”

’Fælles om verden’ afløser den forrige strategi, ’Verden 2030’ fra 2017, og tegner rammen for dansk udviklingspolitik i de kommende fire år. Strategien lægger op til, at Danmark i de næste fire år lever op til sin forpligtelse via FN om at give minimum 0,7 procent af sin BNI i udviklingsbistand.

I 2021 bruger Danmark lidt over 17 milliarder kroner på udviklingssamarbejde.