Lars Engberg-Pedersen
Lars Engberg-Pedersen (født 1964) er forskningsleder og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med forskellige sider af udviklingssamarbejdet.
Han har tidligere været rådgiver i Burkina Fasos indenrigsministerium med fokus på decentralisering og kommuner, og han har været international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
Forskningsmæssigt har han især erfaring fra Burkina Faso, men også lidt fra Karnataka i det sydlige Indien.
Han har forsket i emner som lokale organisationer, fattigdom, naturressourceforvaltning, lokal politik, institutionel udvikling og decentralisering.
Den nye udviklingspolitiske strategi blev offentliggjort torsdag den 24. juni. Den er resultatet af forhandlinger i Folketinget, og hele otte politiske partier står bag den. Overordnet tænker jeg, at den er bedre, end jeg havde frygtet, fordi den et langt stykke ad vejen fokuserer på reelle udviklingsproblemer.
Ganske i overensstemmelse med loven for udviklingssamarbejdet har den nye strategi et stærkt fokus på fattigdomsbekæmpelse, menneskerettigheder og demokrati. Det er glædeligt i en tid, hvor der ikke altid er interesse for det første, og de to sidste er under hårdt pres mange steder.
Strategien er bygget op omkring tre centrale elementer: Et såkaldt fundament bestående af demokratiske værdier og menneskerettigheder og så to indsatsområder, hvor det ene drejer sig om at bekæmpe fattigdom og ulighed, konflikt og fordrivelse, irregulær migration og skrøbelighed, mens det andet handler om tilpasning til og begrænsning af klimaforandringerne.
Man kan selvfølgelig sige, at der er kommet lidt meget med i det første indsatsområde, og det er bestemt heller ikke klart, hvorfor demokrati og menneskerettigheder ikke er et selvstændigt felt, hvor man ønsker at gøre en indsats og nå nogle resultater, men treenigheden er ikke så ringe som ramme for de kommende års udviklingssamarbejde.
Samtidig understreger strategien betydningen af Verdensmålene, Paris-aftalen og et forpligtende internationalt samarbejde i Norden, EU, FN og det multilaterale system. Strategien hedder Fælles om Verden, og det peger da i retning af, at Danmark ikke skal gå enegang, men tværtimod samarbejde til højre og venstre for at løse de mange og forskelligartede problemer verden står med.
I forlængelse heraf lægger strategien vægt på partnerskaber og ”på at styrke den lokale forankring og ejerskab mest muligt.” Forebyggelse og langsigtet udviklingssamarbejde bliver også understreget. Det er principper, som har vist deres værd, hvis man ønsker at skabe fremgang og resultater med udviklingsbistanden.
Bredt perspektiv er vigtigt
Det er også interessant, at ulighed nævnes et stort antal gange, og at teksten i høj grad fremhæver betydningen af at skabe muligheder for alle. Det gælder ikke mindst dem, der af den ene eller anden grund er marginaliserede eller undertrykte.
Danmark har en lang tradition for at understøtte kvinders og oprindelige folks rettigheder, og disse uligheder skrives nu ind i en bredere sammenhæng, som måske kan føre til større opmærksomhed omkring de strukturelle årsager til ulighed.
Endvidere synes jeg, det er glædeligt, at sociale sikkerhedsnet er nævnt i strategien. Fattige mennesker har en markant anden og mindre produktiv tilgang til livet, fordi de på daglig basis skal fokusere på at undgå ulykker og skabe en umiddelbar indtægt. De kan ikke investere i uddannelse eller tillade sig at tænke langsigtet. Sociale sikkerhedsnet kan give disse mennesker nye muligheder, så de kan opbygge sig en fremtid.
Det er også bemærkelsesværdigt, at strategien nævner indsatser inden for sundhed, uddannelse, fødevaresikkerhed, rammebetingelser for den private sektor med videre. I de senere år har den bilaterale bistand i høj grad fokuseret på vand og energi, og det er ikke klart, om den bredere palet af emner vil holde sit indtog i den bilaterale indsats, eller om det fortsat er igennem multilaterale organisationer, at man vil støtte for eksempel uddannelse. Under alle omstændigheder er det dog vigtigt, at det brede perspektiv fastholdes, for udvikling kan ikke skabes i sektorer.
De indsatser, man tidligere gjorde for at forbedre love, regler og institutioner til fordel for erhvervslivet – de såkaldte rammebetingelser – har været meget fraværende i de senere år, men nu lader det til, at de er på vej tilbage. Det er vigtigt, da danske og internationale virksomheder ikke kan udfylde den rolle, som det lokale erhvervsliv kan og bør.
Anledning til bekymring
Der er således meget i strategien, man kan være rigtigt godt tilfreds med, hvis det ikke kun forbliver ord i et smukt opsat dokument. Samtidig er der også elementer, der kan give anledning til bekymring.
Først og fremmest er strategien holdt i overordnede, generelle vendinger, der giver regeringen gode muligheder for at gøre, som det passer den. Der er næppe den aktivitet, som ikke på en eller anden måde kan legitimeres af strategien. Derfor bliver det helt afgørende, hvordan strategien udmøntes.
Her giver teksten dog nogle ’kroge’, som kan bruges til at holde regeringen ansvarlig. Ord er taknemmelige, men de kan også forpligte. Når strategien vil ”styrke biodiversitet og fremme naturbaserede løsninger”, hvilket, en dugfrisk evaluering dokumenterer, er faldet helt ud af dansk udviklingssamarbejde, kan man jo ved næste finanslovsforslag passende spørge, hvad der sker på den front.
For det andet er der den irregulære migration, som nu ses som et monster på lige fod med fattigdom, ulighed, konflikt, fordrivelse og skrøbelighed. Fair nok, at man ikke ønsker migration til Danmark, men det har i årtusinder været mange menneskers udvej at flytte sig – regulært eller irregulært – så at putte det begreb i bås med de mange svøber menneskeheden slås med, forekommer en kende misvisende, men selvfølgelig politisk opportunt.
Elefanten i rummet, som en norsk journalist spurgte interesseret ind til, nemlig lejre for asylansøgere uden for Danmark, nævnes kun under pseudonymet ”et retfærdigt og humant asylsystem”, men strategien kan fint rumme det initiativ. Det bliver interessant at se, hvor stor en andel af bistandsmidlerne der skal anvendes på det.
For det tredje nævnes nogle gængse påstande af tvivlsom karakter. Fattigdomsbekæmpelse ses for eksempel som et middel til at forebygge irregulær migration. På den meget lange bane kan der være noget om snakken, men på den korte kan det forholde sig omvendt. Fremgang giver appetit på og muligheder for at være fælles om verden. Det er derfor værd at få undersøgt nærmere, om bistanden faktisk kan sættes sammen, så den tilbyder et attraktivt alternativ til dem, der ellers tiltrækkes af fremmede himmelstrøg.
Et andet eksempel er, at løsningen på udfordringerne i skrøbelige samfund er at styrke statens evne til at levere sikkerhed m.v. Samtidig beskrives mange stater og magthavere som autoritære og korrupte. Det er et klart dilemma, som i hvert fald ikke er blevet mindre de senere år. Den tyr bør tages ved hornene, og det må i allerhøjeste grad afhænge af den konkrete situation, om en styrkelse af staten reelt er i fattige menneskers interesse.
For det fjerde er jeg lidt loren ved en ny opdeling i udvidede og målrettede partnerskaber. De udvidede partnerskaber er genkendelige og minder om de tidligere landeprogrammer. De målrettede af slagsen beskrives som ”et mere snævert engagement” relateret til ”særlige danske interesser og kompetencer”. Det åbner for, at ressourcer flyttes rundt, alt efter den politiske dagsorden, og at langsigtede indsatser undergraves. Det borger ikke for solide resultater af bistandsindsatsen.
Kan de bage brødet?
Endelig nævnes der ikke noget om den faglige kapacitet, som kræves for at gennemføre denne brede og ambitiøse strategi. Udenrigsministeriet har på det seneste fået tilført lidt ekstra ressourcer, men der er for mig ingen tvivl om, at nedskæringerne over de seneste 20 år i meget høj grad forklarer, at mange midler sendes igennem multilaterale kanaler, mens den bilaterale bistand er svundet ind til 20-30 procent. En bedre balance ville sikre, at Danmark bevarer indsigt i og erfaring med løsningen af udviklingsproblemerne.
Den kritik, der kan rejses af dansk udviklingssamarbejde for manglende faglighed og til tider få resultater, hænger også sammen med udenrigsministeriets bemanding. Derfor kunne det være på sin plads, hvis folketingets flertal ikke kun slår et stort og smukt brød op, men også sikrer at det kan blive bagt.
Kanel er dejligt, men flyvsk. Hvis ikke der er det nødvendige mandskab, eller hvis de kortsigtede danske indenrigspolitiske interesser kommer til at dominere udmøntningen, bliver de lovende takter i strategien næppe til konkrete resultater.
