Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (A) – og hans forgænger Rasmus Prehn (A) – havde travlt, da forhandlingerne om en ny udviklingspolitisk strategi skulle planlægges sidste efterår. De ville have strategien forhandlet på plads allerede i januar, men det fik flere af udviklingsordførerne til at slå sig i tøjret. De forlangte grundige forhandlinger og tilstrækkelig tid til at holde møder med relevante aktører, der også skulle have mulighed for at komme med gennemarbejdede, skriftlige indspark. Og sådan blev det. Til gengæld måtte ordførerne love at holde alle forhandlingsoplæg og detaljer fra forhandlingerne tæt til kroppen.
I torsdags kunne udviklingsministeren og ordførere fra de i alt otte partier, der står bag forliget, så præsentere resultatet af forhandlingerne, ’Fælles om Verden’. Og de var alle – også udviklingsministeren – begejstrede for både resultatet og for den forudgående proces.
”Det har været et godt teamwork. I ordførerkredsen og med de mange aktører udefra, der har leveret relevante indspark. Den store deltagelse fra civilsamfundet og den brede politiske opbakning illustrerer det folkelige engagement i udviklingssamarbejdet, som er en stor national styrke. Det her er en stor dag for mig,” lød det blandt andet fra Flemming Møller Mortensen.
Han modtog til gengæld ros fra Venstres Karen Ellemann: ”Den strategi, vi står med nu, er langt bedre end det første oplæg, vi modtog, og jeg fornemmer, at din sundhedsfaglige baggrund (Møller Mortensen er uddannet sydeplejerske, red.) har gjort dig særligt lydhør over for vore ønsker om et skærpet fokus på kvinders og pigers rettigheder og på reproduktiv sundhed.”
Modtagecentre slet ikke nævnt
Regeringens forkætrede mål om at oprette et modtagecenter for asylansøgere er ikke direkte nævnt i den godt 40 sider lange strategi. Faktisk optræder ordet ”modtagecenter” slet ikke. Om det har gjort det i tidligere oplæg til strategien, har det ikke været muligt at få oplyst. Strategien slår dog fast, at ”vi vil arbejde for at opbygge et mere retfærdigt og humant asylsystem for dem, der har brug for det”. Og at: ”Danmark vil arbejde for nytænkende tilgange og for et mere retfærdigt og humant asylsystem. Der skal gøres op med svaghederne i det internationale asylsystem, så der ydes en bedre beskyttelse til flere flygtninge og dæmmes op for irregulær migration.”
Migration og indsatser i nærområder fylder i det hele taget meget i den nye strategi, men flere udtrykker lettelse over, at strategien ikke baner vejen for, at udviklingslandes vilje til at huse et modtagecenter kan blive afgørende for, om de kan gøre sig fortjent til dansk bistand.
Fortsat, men ikke skærpet fokus på hjemsendelse
Regeringen kom heller ikke igennem med sit ønske om at lægge yderligere pres på modtagerlande for at hjemtage afviste asylansøgere. Strategien taler ganske vist om at ”styrke samarbejdet om frivillig hjemsendelse af afviste asylansøgere uden lovligt ophold i Danmark”, men, som Enhedslistens Christian Juhl sagde ved præsentationen:
”Det er jo ikke nyt, så det er ikke et skærpet fokus, og vi vil holde nøje øje med, at regeringen ikke misbruger den bestemmelse, der jo også tolkes sådan, at vi fra Danmarks side skal gøre mere for at hjemtage danske statsborgere, der er kommet i klemme ude i verden.”
Ifølge Kristeligt Dagblad forsøgte Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen at få en formulering med om at tage udviklingsbistand fra lande, hvis de fortsætter med at forfølge kristne. Det lykkedes ikke, blandt andet på grund af modstand fra Kristendemokraternes Isabella Arendt: ”Jeg mener ikke, at man skal betinge udviklingsbistand af andet end behov,” siger hun til avisen.
Denne uenighed var – sammen med forligskredsens stædige insisteren på, at det danske udviklingssamarbejde skal ske i overensstemmelse med internationale konventioner, inklusive Flygtningekonventionen – afgørende for, at Dansk Folkeparti til sidst forlod forhandlingerne og ikke er med i forliget.
Asien og Latinamerika lever endnu
Vil den nye strategi blive brugt til at droppe de sidste modtagerlande af dansk bistand i Asien: Afghanistan, Bangladesh og Myanmar? Og til at indsnævre danske civilsamfundsorganisationers indsatser i Asien såvel som Latinamerika? Begge dele for at efterkomme regeringens ønske om et skærpet fokus på Afrika, i en tid hvor den samlede, danske bistand er konstant.
Nej, er det korte svar. Strategien nævner ganske vist Afrika langt flere gange end Asien og Latinamerika, men den lægger ikke op til at indskrænke den danske bistand til de to sidstnævnte verdensdele. Hvorvidt regeringen ønsker at gøre det, bliver vi først for alvor klogere på, når den sidst i august fremlægger sit finanslovsforslag for 2022.
Slut med prioritetslande
Den nye strategi afskaffer i øvrigt begrebet prioritetslande, der også er blevet kaldt programsamarbejdslande. Nu tales der i stedet om ”landepartnerskaber”, der både fås i ’udvidede’ og ’målrettede’ udgaver. Globalnyt har spurgt Udenrigsministeriet om baggrunden for den ændrede terminologi, og i et skriftligt svar skriver ministeriet, at det nye begreb, landepartnerskaber, signalerer mere ligeværdighed i de bilaterale partnerskaber.
”I de udvidede partnerskaber vil Danmark have dybe og langvarige udviklingsindsatser, hvor alle udviklingspolitiske værktøjer kan bringes i spil. Det kan sammenlignes med det, der i ’Verden 2030’ (den gamle udviklingspolitiske strategi, red.) kaldes prioritetsland.”
I de målrettede partnerskaber ”er der tale om et mere snævert engagement fokuseret på en eller flere specifikke problemstillinger af særlig dansk interesse. Det kan handle om at fremme den grønne dagsorden og bæredygtig udvikling i centrale vækstlande med udgangspunkt i danske kommercielle styrkepositioner.
Det kan også være målrettet civilsamfundsstøtte vedrørende demokrati og menneskerettigheder. Det vigtige samarbejde med fx Indien eller Indonesien på det grønne område er også højt prioriteret, men bare af en anden karakter, end med udvidede partnerskaber. Der kan i kategorien af målrettede partnerskaber også være samarbejde om at håndtere fordrivelse og irregulær migration.”
Et “Juhl-mærke”: En årlig redegørelse
Som noget nyt forpligter strategien udviklingsministeren til at komme med en årlig redegørelse om det danske udviklingssamarbejde fulgt op af en debat i Folketinget. En idé fra Enhedslistens Christian Juhl.
”Det giver os mulighed for at følge op på og få en debat om, hvordan regeringen udmønter strategien, der jo i sagens natur er meget overordnet. Det giver mere åbenhed og bedre mulighed for både os politikere og for civilsamfundet for at følge med og påvirke tingene,” siger Christian Juhl, der gerne ser, at den årlige redegørelse kan udvikle sig til en egentlig årsberetning, som Danida afskaffede for flere år siden.
Otte partier med – tre udenfor
I alt otte partier står bag strategien. Seks af dem var også med i 2017-strategien ’Verden 2030’. Det er Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, SF, Radikale og Alternativet. Med er kommet to nye partier: Enhedslisten, der som det eneste parti i Folketinget ikke lagde stemmer til ’Verden 2030’, og Kristendemokraterne.
Kristendemokraterne blev inviteret med, da Jens Rohde i slutningen af april skiftede til partiet fra de Radikale, og fordi partiet er godkendt som opstillingsberettiget. Partiet blev under forhandlingerne repræsenteret af sin formand, Isabella Arendt, der nåede at sætte sit mærke på strategien. Hun var med til at sikre, at religionsfrihed og støtte til trosbaserede aktører for første gang er skrevet ind i en udviklingsstrategi, og hun får ros for at understrege religionsfrihed for alle og støtte til alle trosbaserede aktører, ikke bare kristne.
Uden for forliget står Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der begge stemte for ’Verden 2030’. Nye Borgerlige, der senest har markeret sig med et forslag om helt at droppe udviklingsbistanden, meldte sig nærmest selv ud af forhandlingerne fra starten, og Fri Grønne blev ikke inviteret med, fordi partiet ikke er godkendt som opstillingsberettiget og i øvrigt heller ikke var med i det seneste forlig.
