Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Begge var aktive eksponenter for et åbent samfund med plads og kærlighed til alle uanset tro, hudfarve, etnisk oprindelse og køn. De var også engagerede i at bygge med på et Danmark og en verden, der åbnede sig tolerant for andre lande, samfund og kulturer.
Der er blevet langt mellem danskere af deres slags. Derfor fortjener de at mindes.
Flugten til Sverige
Herbert Pundik og Bent Melchior var begge jøder. De flygtede begge med deres familier til Sverige i 1943, da den tyske, nazistiske besættelsesmagt forsøgte at indfange de danske jøder og deportere dem til tyske koncentrationslejre ene og alene fordi de var jøder.
Både Pundik og Melchior overlevede. Begge blev zionister. De rejste begge til Palæstina og deltog i jødernes væbnede kamp for et nyt Israel, hvor de var fri fra forfølgelse. Begge engagerede sig samtidig kortvarigt i den utopiske bevægelse Én Verden, der går ind for verdensborgerskab og udslettelse af alle nationale skel mellem mennesker.
Ret til at leve
Bent Melchior blev ortodoks rabbiner i København. Pundik var ikke religiøs og blev redaktør for dagbladet Politiken, der siden gammel tid stod på frisindets side mod snæversyn. Vigtigere end konfessionelle forskelle var dog, at både Pundik og Melchior bevarede et klippefast engangement i en verden, hvor ingen behøver at frygte forfølgelse. Menneske først, som Grundtvig sagde.
Begge engagerede sig i palæstinensernes ret til at leve fri i og ved siden af Israel og muslimernes ret til at leve i Danmark med samme rettigheder og pligter som alle andre danskere. Pundik slog sig ned i Israel og var med til at grundlægge en sammenslutning for jødiske og palæstinensiske forældre, der havde mistet børn i årtiers krige mellem jøder og palæstinensere. Melchior engagerede sig i Dansk Flygtningehjælp og sammen med Özlem Cekic i foreningen Brobyggerne, der aktivt arbejder for dialog mellem muslimer, kristne, jøder og andre religiøse og etniske samfund i Danmark.
Sort humor
Pundik og Melchior fik mange lovord ved deres død, men deres tolerance er i dag i miskredit i Danmark og i det meste af verden. Verden og dens mennesker har ikke åbnet sig, sådan som de begge ønskede og kæmpede for. Begge kæmpede videre livet igennem og havde endda overskud til at gøre det med humor. Tit af den sorte slags.
En af Pundiks historier var om den paradoksale forskel mellem sortsyn og optimisme i Mellemøsten, der har lidt under krig og ødelæggelse i de sidste 100 år.
”Nu kan Verden da ikke blive værre!” sukker pessimisten efter endnu en krig mellem Hamas og Israels hær i Gaza.
”Ok jo,” svarer optimisten.
Uden sort humor når en begavet jøde ikke langt efter at have overlevet Hitlers forsøg på folkemord.
