UNDP: Afghanistan står på randen af universel fattigdom

gettyimages-1235163577
Afghanistan står over for en enorm humanitær krise, der blot forværres af landets økonomiske situation efter Talibans magtovertagelse. Her ses en kvinde i burka med to børn i gaden i Herat den 10. september 2021.
Foto: Stringer/Anadolu Agency via Getty Images
Gerd Kieffer-Døssing

13. september 2021

To dage inden hele verden markerede 20-årsdagen for angrebet på World Trade Center i New York, hvilket blev startskuddet til USA’s krig i Afghanistan, udkom FN’s udviklingsorganisation, UNDP, med en dyster undersøgelse:

Afghanistan står på randen af universel fattigdom. Hele 97 procent af afghanerne risikerer at falde ned under fattigdomsgrænsen i 2022, medmindre der handles hurtigt.

Undersøgelsen kigger på fire potentielle scenarier af eskalerende intensitet og økonomisk isolation og skrækscenariet er, at Afghanistans BNP kan falde med hele 13,2 procent, hvilket vil medføre en stigning i fattigdomen på op mod 25 procent.

Skal det undgås, skal der hurtigst muligt sættes ind over for landets politiske og økonomiske kriser:

“Vi står over for et fuldstændigt udviklingskollaps oven på humanitære og økonomiske kriser. Halvdelen af befolkningen har allerede brug for humanitær hjælp. Denne analyse tyder på, at vi er på vej mod en hurtig, katastrofal forværring af livet for Afghanistans mest sårbare mennesker,” siger Kanni Wignaraja, FN’s assisterende generalsekretær og UNDP’s regionaldirektør for Asien og Stillehavet, i en pressemeddelelse.

Afghanistans mange problemer
Allerede inden Talibans nylige magtovertagelse stod Afghanistan over for en lang række udfordringer.

Landet kæmper med en langvarig tørke, en halv million børn lider allerede af akut underernæring, og Afghanistan har den højeste rate for mødredødelighed i Asien. Dertil kommer, at 72 procent af befolkningen allerede nu lever under fattigdomsgrænsen, og at fem millioner lever som internt fordrevne. FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, frygter, at Talibans magtovertagelse kan øge tallet med op mod en halv million. Flygtningestrømmene forventes også at stige – flere end 2,5 millioner afghanere er i dag registrerede som flygtninge, hovedparten befinder sig i nabolandene Pakistan og Iran.

Den nye politiske virkelighed har også medført en række økonomiske faldgruber: indefrosne udenlandske reserver, kollaps af de offentlige finanser og stigende pres på banksystemet.

Udsigten til at modtage fortsat udviklingsbistand ser ikke gode ud, da en række lande har sat prop i pengestrømmen, indtil Taliban kommer dem i møde på en række krav i forhold til blandt andet kvinders rettigheder.

Læs også: EU har fem betingelser til Taliban

Og nu står vinteren for døren, hvilket gør den humanitære situation desto mere desperat.

”En overgang til nye myndigheder, en pandemi, en tørke, en kommende vintersæson – hver enkelt af disse ville alene udgøre en stor udfordring. Tilsammen udgør de en krise, der kræver øjeblikkelig handling”, siger Kanni Wignaraja.

Nyt dansk bidrag
Det danske udenrigsministerium har mandag den 13. september annonceret et nyt dansk bidrag på 240 millioner kroner til humanitære indsatser i Afghanistan og nabolande allerede i 2021. Det bringer det samlede danske bidrag op på en halv milliard kroner for i år.

Annonceringen af den nye pose penge kommer, på samme dag som FN afholder en konference i Genève i Schweiz om den humanitære situation Afghanistan. Blandt deltagerne er den danske udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S), der udtaler:

”Det er hjerteskærende at følge udviklingen i Afghanistan – og situationen ser kun ud til at blive forværret i de kommende måneder, hvor vinteren nærmer sig. Derfor skal vi fortsat hjælpe det afghanske folk. Det er vigtigt, at det internationale samfund står sammen og graver dybt i lommerne for at afhjælpe den forværrede humanitære situation i Afghanistan. Det er netop formålet med konferencen i dag, og den besked vil jeg også overbringe FN’s generalsekretær. Danmark står klar, og derfor sender jeg nu yderligere 240 millioner kr. til akutte humanitære indsatser i Afghanistan og nabolandene.”