Engang var Nauru blandt verdens rigeste lande. I dag er den lille østat i Stillehavet udfordret økonomisk og kæmper en ulige kamp mod havet.
Som med andre Stillehavsnationer er de stigende vandstande i verdenshavene en essentiel trussel mod ønationen. Nu arbejder landet med en plan, der skal flytte huse og vigtig infrastruktur fra kysten og længere op i højderne på den lille ø.
Der er bare et problem. Minedriften efter fosfat, der gjorde landet rigt i sin tid, har ødelagt naturen, så de højere egne i indlandet mest af alt ligner et udpint månelandskab.
“Selvom minedrift under det statsejede selskab RONPHOS gav en høj levestandard til nauruerne indtil slutningen af 1990’erne, efterlod den det meste af øens indland ødelagt med store søjler af sandsten, der har gjort yderligere udvikling af landet umulig, medmindre de bliver fjernet,” lyder det i den klimaplan, som Nauru sendte til FN under Paris-aftalen i sidste uge.
En stor del af Nauru er blevet til søjler af sandsten på grund af minedriften
Foto: Auscape/Universal Images Group via Getty Images
Ressourceforbandelse
Det vil altså sige, at Nauru skal til at rydde op efter flere årtiers udvinding af fosfat, der blandt andet bruges som gødning. Stoffet betød enorme indtægter til landet, som i dag har omkring 11.000 indbyggere, men Nauru kalder selv industrien for en “tvivlsom” arv efter kolonialismen.
De store forekomster af fosfat blev opdaget under det tyske koloniherredømme omkring år 1900. Der blev sat fart på udvindingen i begyndelsen af det forrige århundrede, og det fortsatte, da Nauru blev en koloni under Australien efter første verdenskrig. Millioner tons fosfat blev skibet til resten af verden fra Stillehavsnationen.
Da Nauru opnåede sin uafhængighed i 1968 søgte landet erstatning fra Australien, Storbritannien og New Zealand for de skader, som minedriften havde forvoldt på den lille ø. Emnet blev diskuteret mellem landene i flere år, men i 1989 mistede Nauru tålmodigheden og gik til den Internationale Domstol med et erstatningskrav mod Australien. Det fik australierne til at betale millioner i erstatning, skriver MIT Press i en artikel.
Fra rigdom til skrøbelig økonomi
Nauru valgte imidlertid selv at fortsætte den lukrative udvinding og handel med fosfat. Og det gjorde den lille ønation til en af verdens rigeste lande. I New York TImes’ arkiver er en artikel fra 1982 med titlen “Den rigeste ø i verden”, hvor Nauru beskrives som “det mindste og mest velstående uafhængige demokrati i verden”.
Ønationen havde dengang et velfærdssamfund med gratis uddannelse, og sundhedsydelser. Ja, selv offentlig transport og regeringens avis var gratis, mens nauruerne ikke betalte en øre i skat. Det slidsomme arbejde i minerne tog migrantarbejdere sig af, mens naurerne typisk var ansat i det offentlige på øen, som er en smule mindre end Anholt.
De hurtige penge fra fosfatet var dog midlertidig, og da forekomsterne så småt var ved at blive udtømt, forsøgte Nauru sig med at tiltrække bankvirksomhed til øen. Det blev til mere end 400 tilladelser til udenlandske banker, hvoraf mange aldrig havde sat en fod på øen, og Nauru udviklede sig i 1990’erne til et skattely og center for hvidvaskning af penge, skriver MIT Press.
Nauruer spiller Volleyball
Foto: Australiens Udenrigsministerie
Efter international pres indførte Nauru i 2005 et krav om, at bankvirksomhed i landet var betinget af fysisk tilstedeværelse på øen, hvilket satte en stopper for offshore bankvirksomheden. En ny indtægtskilde blev herefter Australiens kontroversielle flygtningelejr, som Amnesty International kalder et “nedbrydende og ondskabsfuldt system”.
Læs også: Verden rundt: Australien og Nauru fornyer kontroversiel flygtningeaftale og andre historier
Myndighederne i Nauru forventer dog, at også denne kilde snart vil tørre ud.
“Fosfatminedrift og mere nyligt Australiens Regionale Procescenter (flygtningelejren, red.) var pålidelige indkomstkilder i en periode, men begge er nedadgående og forventes at falde endnu mere i fremtiden,” skriver de i den seneste klimaplan, der også betegner landet som “et af de mest økonomisk skrøbelige lande i verden”.
Det er tydeligt angivet ved et gymnasium, at det er støttet af Australien
Foto: Sean Kelleher
Ødelagt land
Klimaplanen fastslår ligeledes, at Naurus fremtid afhænger af at flytte bebyggelse til højere egne på øen, da vandmængderne presser sig på ved kysterne. Problemet er bare, at det netop er de højereliggende områder, kaldet Topside, der er ødelagt af jagten på fosfat.
Nauruerne har historisk foretrukket at bo ved kysterne, men nu er flytningen altså et spørgsmål om overlevelse. Ønationen har derfor udarbejdet handlingsplanen Higher Ground Initiative, der skal sørge for at flytte ejendomme og vigtig infrastruktur væk fra kysterne og længere ind på fastlandet.
Det fremgår ikke helt klart af klimaplanen, hovrdan man vil gendanne det ødelagte land i midten af øen, men i en artikel af Radio New Zealand fra 2019 lyder det, at der er planer om at genoprette 25 procent af det udpinte areal i Topside i løbet af de næste 20 år.
Nauru planlægger også at oprette “smart villages”, der kører på solenergi, i Topside, men det er betinget af, at landet modtager international klimastøtte.
