Tidligt søndag morgen den 7. november bliver tre sprængladte droner affyret fra en bro ved Tigris-floden i Bagdad, Irak. De har kurs mod den bevogtede zone i det centrale Bagdad, der blandt andet huser den amerikanske ambassade, flere regeringsbygninger og den irakiske premierminister, Mustafa Al-Kadhimis, embedsbolig.
Da dronerne nærmer sig zonens forskansninger, spotter irakiske sikkerhedsstyrker dem og åbner ild. To af dronerne bliver skudt ned, men den sidste når igennem og eksploderer, idet den rammer premierministers embedsbolig.
Eksplosionen sårer seks af premierministerens sikkerhedsvagter; nogle af dem hårdt. Premierministeren slipper med småskader. Han optræder på fjernsyn samme dag, hvor han beskriver angrebet som fejt og opfordrer til ro, omtanke og dialog.
”Det er bestemte shiitiske partier, han [premierministeren, red.] opfordrede til at gå i dialog med hinanden for at undgå en voldelig eskalering,” fortæller Helle Malmvig, der er seniorforsker ved Dansk Institut for International Studier, DIIS, med fokus på blandt andet sikkerhedspolitik og konflikter i Mellemøsten og Nordafrika.
To forskellige visioner
Der var valg i Irak den 10. oktober. Her vandt Sadrist-bevægelsen ledet af den karismatiske, men kontroversielle Muqtada al-Sadr en jordskredssejr, mens Fatah-bevægelsen mistede mere end to tredjedele af sine parlamentspladser. De to udgør de mest toneangivende partier inden for den shiitiske blok i Iraks sekteriske politiske system.
På trods af deres fælles religiøse rødder, så repræsenterer de dog vidt forskellige visioner for Irak. Muqtada al-Sadr advokerer for et Irak, der er politisk uafhængigt af både amerikansk og iransk indflydelse. Fatah-bevægelsen vil ligeledes gøre en ende på den amerikanske indflydelse i Irak, men ønsker derimod, at Iran fortsat skal spille en betydelig rolle i landet.
Læs også: Demokratiske valg i Irak tjener eliten og ændrer reelt intet
Før valget var de to bevægelser næsten ligeligt repræsenteret i det irakiske parlament. Efter valget er Sadrist-bevægelsen mere end fire gange så stort som Fatah-bevægelsen.
”Efter valget har der været forlydender om, at sadristerne var begyndt at indlede spæde regeringsforhandlinger med nogle af de kurdiske og sunnitiske partier,” siger Helle Malmvig.
Der var derfor udsigt til, at pro-iranske Fatah kunne blive sat helt uden for indflydelse i en kommende regeringskonstellation.
Angreb som politisk opråb
Ligeledes har der efter valget været en stigende mobilisering fra pro-iranske gruppers side. Der er blevet råbt højt om valgsnyd, organiseret demonstrationer ved den bevogtede zone og affyret skud og missiler. Så selvom ingen har taget ansvar for droneangrebet, vurderer Helle Malmvig, at angrebet udgør en yderligere optrapning orkestreret af nogen fra den pro-iranske bevægelse.
Hun mener dog ikke, at det nødvendigvis var intentionen at dræbe premierministeren.
”Det var en magtdemonstration. Fatah har haft behov for at vise, at selvom partiet fik et dårligt parlamentsvalg, så er det stadig en magtfaktor, der skal tages alvorlig, fordi konsekvensen ellers kan være, at volden eksploderer.”
Vold og politik er ofte kædet sammen i Irak. Både Sadrist-bevægelsen og Fatah-bevægelsen har velkendte væbnede fløje, der fungerer parallelt med deres politiske virke.
Disse fløje eller militsgrupper er de seneste år blevet anklaget for at stå bag intimideringer og likvideringer af modstandere og aktivister især blandt toneangivende medlemmer af den protestbevægelse, der opstod i 2019, og som krævede et opgør med korruptionen, det sekteriske system og militsgruppernes hærgen.
Læs også: Aktivister dræbes på åben gade i Irak, og gerningsmændene går fri
Hvor den væbnede fløj af Sadrist-bevægelsen udspringer fra den politiske fløj, så er Fatah-bevægelsen i højere grad blevet til for at give et politisk ansigt til en række iransk-støttede militsgrupper.
Og netop den voldsparate historie, der kendetegner de pro-iranske grupper knyttet til Fatah-bevægelsen, blandet sammen med at de føler sig snydt ved valget, betyder, at volden kan eskalere.
”Regeringsforhandlinger i Irak er lange, og et kludetæppe af etniske og religiøse grupper har behov for at markere sig politisk. For nogle af grupperne er politiske markeringer lig med voldelige markeringer,” siger DIIS-forskeren
