Den 4. november præsenterede Samantha Power sin vision for USAID på Georgetown Universitetet i Washington DC, 60 år og en dag efter at præsident John F. Kennedy grundlagde hjælpeorganisationen.
Det er en vision, som kan være med til at skubbe på nødvendige forandringer i både udviklingsarbejdet og den humanitære bistand mange steder i verden – altså hvis det lykkes at få transformeret visionen til konkret handling på de tre hovedpunkter.
Flere forskellige medarbejdere og partnere
For det første skal USAID blive bedre i og for USA. Organisationen skal tiltrække en mangfoldighed af medarbejdere. I forhold til USA’s befolkningssammensætning er Hispanic, oprindelige amerikanere og mennesker med handicap markant underrepræsenterede i USAID. Det ser bedre ud for amerikanere med asiatisk eller afrikansk baggrund – blot ikke i ledelsespositioner. Det skal der rettes op på.
USAID skal også samarbejde med mange flere private virksomheder – og blive markant bedre til at samarbejde med dem. Det er kun de mest tålmodige blandt de private, der magter det idag. Det samme gælder den amerikanske underskov af småvirksomheder, ngo’er, civilsamfundsgrupper, diaspora-grupper, trossamfund – de skal alle have lettere adgang til USAID.
Budgettet for lønnede praktikanter bliver forøget med 700 procent, fordi mindre bemidlede ikke har råd til at arbejde gratis. Og så skal der være flere fastansatte. I vigtige afdelinger som global sundhed, humanitær bistand og konfliktforebyggelse er 90 procent af medarbejderne ansat på korttidskontrakter, uden pension, ret til barsel, sundheds- og livsforsikringer. Lokaltansatte i de lande, hvor USAID arbejder skal også have bedre arbejdsvilkår og karrieremuligheder.
Bedre forhold for alle ansatte, synes beskeden at være fra Samantha Power, der ellers selv har ry for at være noget af en bisse og i stand til at arbejde sine folk til sammenbruddets rand. Politico har talt med hendes tidligere medarbejdere på USA’s FN-ambassade, hvor den tidligere menneskeretsaktivist, nu nærmest celebrity-diplomat, var ambassadør i Barak Obamas administration. Mange spår, at chefstolen i USAID kun er et skridt på hendes vej opad.
Lokale partnere skal have penge og indflydelse
For det andet, og nok det mest bemærkelsesværdige, annoncerede Samantha Power det, der lyder som et delvist opgør med det donor-drevne hjælpearbejde. Lokale partnere, altså lokale organisationer og virksomheder, skal ikke bare være nogle, der udfører et stykke arbejde for USAID men være med til at beslutte, hvad der skal gøres og hvordan. Og midlet til det er penge.
I løbet af fire år skal 25 procent af USAID’s midler sendes direkte til lokale samarbejdspartnere.
“Det er svært, det tager tid, der er mere risikabelt,” sagde Samantha Power. Lokale partnere har ofte ikke den ekspertise, der skal til, for at aflægge regnskab på en måde, som en kontrakt med os kræver. Eller de har ikke den juridiske bistand, der er nødvendig, for at udforme deres kontrakter, der kan være på flere hundrede sider. De seneste 10 år har USAID haft en ambition om at kanalisere flere midler til lokale partnere, men er kun lykkedes med at kravle fra fire til seks procent af budgettet.
“Der er meget der trækker den modsatte vej. Men vi bliver nødt til at prøve,” sagde USAID-chefen, og lovede sine egne landekontorer flere ressourcer og større selvbestemmelse for at lette samarbejdet med og støtten til de lokale.
Men hun stoppede ikke her:
“I dag kan jeg meddele, at ved udgangen af dette årti vil 50 procent af vores programmer, mindst halvdelen af hver dollar vi bruger, have lokale samfund placeret i ledende roller enten i udformningen af programmerne, i prioriteringen, i implementeringen eller til at evaluere virkningen af vores programmer,” lød det på Georgetown Universitetet.
Omfordelingen af pengene til lokale partnere er et vigtigt skridt, som ifølge USAID vil fordoble effekten af midlerne, og som hænger nøje sammen med det tredje vigtige punkt i visionen, nemlig et større fokus på dem, der har størst behov.
USAID vil lytte
For det tredje skal USA’s bistand være mere inkluderende, og det betyder, at USAID skal lytte til lokale i alt, hvad organisationen foretager sig. Lokale samfunds viden og erfaringer skal udnyttes. Ellers risikerer hjælpen at forstærke de eksisterende uligheder.
“Hele udviklingsverdenen bliver nødt til at granske de traditionelle magtforhold og dynamikker i det donor-drevne udviklingssamarbejde og se på hvordan, de kan forstærke de lokale stemmer, der ofte slet ikke er med i samtalen,” lød det fra Samantha Power.
“Det er da vidunderligt, hvis lokale kræfters indsatser bliver anerkendt. Men vi bliver nødt til at se på, hvordan USA’s administration er klædt på til at vurdere sine samarbejdspartnere og gennemskue deres eventuelle skjulte dagsordener. Og vi bliver nødt til at se, hvad USA vil opnå med støtten til bestemte partnere – om det for eksempel er at forrykke magtbalancen i det pågældende land. Før vi ved det, synes jeg ikke, man kan vurdere den nye vision,” siger Bjørn Førde, forfatter, FN-landechef og tidligere generalsekretær i MS blandt meget andet.
”Eller forestiller vi os, at USA fremover vil holde helt op med at bruge bistanden som en vigtig del af deres udenrigs- og sikkerhedspolitik?”
