Tidslinje, den sudanske revolution:
Den 19. december 2018: demonstrationer i mange byer mod høje priser mødes med vold og udvikler sig til at kræve Omar al-Bashirs afgang.
Den 11. april 2019 Bashir afsættes efter 30 år ved magten af generalerne al-Burhan og ”Hemedti”. Demonstranterne kræver en ren, civil overgangsregering.
Forhandlinger mellem ”Alliancen for Frihed og Forandring” og generalerne med USA, Storbritannien og Norge som mæglere.
Den 3. juni 2019, Drabet på 104 demonstranter og andre grusomheder i ”Khartoum-massakren” afbryder forhandlingerne.
Juli 2019 En forfatningsdeklaration med køreplan mod demokrati i løbet af tre år og tre måneder underskrives mellem repræsentanter fra ”Alliancen for Frihed og Forandring,” generalerne Hemedti og al-Burhan m.fl. I august 2019, indsættes Abdalle Hamdok som premierminister. Generalerne beholder den øverste magt.
2020: Sammenstød, skyderier mod demonstranter, komplicerede forhandlinger med oprørsbevægelser, attentatforsøg mod premierministeren forsinker tidsplanen med nogle måneder. Men frihedsrettighederne forbedres i landet.
Samtidigt undergraver militæret åbenlyst køreplanen mod demokrati på flere punkter.
25. oktober 2021: Generalerne afsætter regeringen ved et kup. Det internationale samfund fordømmer. Voldsomme protester bryder ud, og der skydes med skarpt mod demonstranterne. Mindst 40 bliver dræbt.
Generalerne aflyser en afgivelse af den øverste magt, som skulle have været fundet sted senest i november.
21. november 2021: Premierministeren Abdalla Hamdok genindsættes, men størstedelen af hans politiske bagland kalder den aftale, han indgår med militæret et forræderi.
Da Sudans premierminister Abdalla Hamdok efter en måned i husarrest den 25. november tonede frem på tv-skærmen sammen med de selv samme kupgeneraler, som havde buret ham inde, og underskrev en aftale om at danne en ny regering, brød helvede endnu engang løs blandt demonstranterne i hovedstaden Khartoums gader og i mange af delstaternes byer.
I den forgangne måned havde de ellers deltaget i landsdækkende strejker og protester imod militærkuppet og krævet premierministeren og hans regering genindsat, og mindst 40 af dem mistede livet. Men nu fik synet af den løsladte Hamdok, der lod sig genindsætte uden at rokke nævneværdigt ved generalernes overherredømme, demonstranterne til at eksplodere i vrede og stemple ham som forræder.
Fra grundlægger til sekretær
“Jeg gør det for at standse blodsudgydelserne, så Sudan ikke skal styrte ned i det ukendte,” sagde Hamdok i forbindelse med underskrivelsen af den ny aftale og forsikrede, at det stadig var hans hovedopgave at fuldføre revolutionens mål fra 2019 og sikre overgangen til et demokratisk Sudan.
Kupmageren, Sudans de facto præsident, Abdel Fattah al-Burhan, roste dernæst Hamdok for hans forsvar af revolutionen og lovede at militæret stadig står fast på at træde helt ud af politik, når der er afholdt demokratiske valg i 2023.
Det er der bare ikke mange, der tror på – altså måske lige bortset fra Hamdok.
Ifølge den tidligere director of content for Sudans Nationale Radio og TV, Mohanad Hashim, er der ingen anden forklaring på Hamdoks aftale med generalerne end, at ”han har valgt at indgå en pagt med djævelen,” som han siger til Globalnyt.
”Fra at Hamdok var Sudans ubestridt mest populære politiker med tilnavnet ‘grundlæggeren’, hører han nu til blandt de mest upopulære og går under øgenavnet ‘sekretæren’,” siger Mohanad Hashim i telefon fra London.
Den genindsatte premierminister har med sin pagt med militæret vendt ryggen til størstedelen af den politiske base, der i sin tid udpegede ham, nemlig Alliancen for Frihed og Forandring, som blandt andet består af en samling politiske partier og græsrodsbevægelser med de højtuddannedes fagforbund som spydspids.
”De har stort set samstemmigt fordømt hans nye aftale med militæret, og det rejser et meget simpelt spørgsmål:
”Hvilken legitimitet har Hamdok nu?” siger Mohanad Hashim.
Abdalla Hamdoks genindsættelse har da heller ikke betydet større frihed i landet, hvis man lige ser bort fra genåbningen af internettet, et par symbolske fyringer i politiledelsen og nogle meget sendrægtige løsladelser af de mest berømte politiske fanger.
Den gamle garde er tilbage
På militærkuppets første dag besatte generalerne bogstaveligt talt Sudans Radio og TV, og ved et dekret mistede Mohannad Hashim og en stribe andre chefer deres arbejde. På det tidspunkt var han tilfældigvis tilfældigvis i London på en kort ferie for at besøge familien, og siden har han ikke haft noget at vende tilbage til sin fødeby for.
I de 14 måneder, Mohanad Hashim var ansat mødte han en høj grad af frihed:
”Der var kronisk pengemangel som i resten af landet, og det alt for talrige personale var måske nok præget af 30 års ensretning under Omar al-Bashirs islamistiske militærstyre. Men det, der kom ud i æteren, bidrog til samfundsdebatten,” siger han.
I dag er den nationale tv- og radiostation tilbage til, hvad den var under Omar al-Bashir: Propaganda og ligegyldigheder fylder størstedelen af sendefladen, demonstranter skydes ned, uden at det nævnes med et ord, og politisk debat er skrumpet ind til analytikeres udlægninger af generalernes ”nødvendige korrektion af 2019-revolutionen.”
Mohanad Hashims øverste chef er blevet udskiftet med en tidligere chef fra Bashir-tiden, og i et hele taget har generalerne efter kuppet indsat gamle Bashir-loyalister i chefstillingerne i centraladministrationen, sådan som de i øvrigt også har gjort det i landets delstater i løbet af de seneste par år som forberedelse til deres kontrarevolution.
“I bakspejlet kan vi se, hvor meget militæret har arbejdet på at befæste magten, siden de i juli 2019 skrev under på den forfatningsdeklaration, som skulle bane vej for demokrati. Og alt peger på, at nøglepersoner fra Bashirs gamle kongresparti er rykket tæt sammen med den islamistiske kerne i militæret,” siger Mohanad Hashim.
Mange hundrede mindre kendte politiske fanger, som ifølge Hamdoks aftale med militæret nu alle for længst burde være ude i det fri, er stadig ikke blevet løsladt.
”Det blev derimod en af de mest korrupte finansmænd fra Bashir-tiden her forleden,” siger Mohanad Hashim.
Og en komite, som skulle opspore de mange stjålne milliarder fra Bashir-tiden, som blev lukket på dagen for kuppet, er ikke blevet genåbnet. Det skyldes formentlig, at komiteen var i færd med at optrevle sager spændende fra guldsmugling til illegal valutahandel og bestikkelser, som rakte lagt ind i de militære rækker.
Generalernes manøvrer
Så tegnene på, at Hamdoks genindsættelse betyder en tilbagevenden til køreplanen mod demokrati, er svære at få øje på. Hvorimod at grundene til, at de færreste tror på, at generalerne nogensinde vil afgive magten frivilligt, er iøjnefaldende:
General Abdel Fatah al-Burhan – øverstkommanderende i hæren og de facto præsident – og general Mohamed Hamad Dagalo, kaldet ‘Hemedti’ – øverstkommanderende over den 30.000 mand store RSF-milits (Rapid Support Forces) og de facto vicepræsident – lagde begge grunden til deres karriere som håndlangere for Omar al-Bashir under folkemordet i Darfur i begyndelsen af nullerne. Al-Burhan var militær efterretningsofficer, og Hemedti var bandeleder i en af de frygtede Janjaweed-militser, som forestod afbrændinger af landsbyer, massevoldtægter og drab på kvinder og børn.
Da det landsdækkende, folkelige oprør brød ud imod Omar al-Bashirs 30-årige diktatur i december 2018, belønnede han al-Burhan og Hemedti for deres mangeårige loyalitet med at udnævne dem begge til sit sikkerhedsråd.
Efter fire måneders protester med krav om Bashirs afgang slog de to generaler sig imidlertid sammen om at ofre deres velgører, og efter at have sikret sig opbakning fra Saudi Arabiens og Emiraternes kronprinser, Mohamed bin Salman og Mohamed bin Zayed, tog de magten og burede Bashir inde.
Men det gjorde ikke sudanerne tilfredse. De ville sende al-Burhan og Hemedti samme vej og have en demokratisk valgt civil regering: Og efter endnu 3 måneder med generalstrejker og demonstrationer næsten overalt i landet, blev Hemedti og al-Burhan – med stor hjælp fra internationalt diplomati – tvunget til forhandlingsbordet og underskrev åbenlyst modstræbende den forfatningsdeklaration og køreplan mod demokrati, som de den 25. oktober i år ”korrigerede” med deres kup.
Indtil da havde de åbenlyst undergravet aftalen.
Hæren ejer staten
”På nuværende tidspunkt skulle hærens mange forretningsinteresser have været sat under regeringens kontrol, og en proces skulle være i gang med at integrere militserne i hæren. Ingen af delene er sket,” siger Mohanad Hashim.
Allerede sidste år erklærede al-Burhan åbent, at han aldrig ville lade hærens forretninger sætte under regeringens kontrol. Hamdok har anslået, at det drejer sig om over 80 procent af statens retmæssige ejendom, og ifølge en rapport fra 2020 fra European Council on Foreign Relations, (ECFR), dækker hærens og andre dele af sikkerhedsapparatets forretningsimperium stort set alt:
Våbenproduktion. Udvinding og eksport af guld, olie, gummi og sesam. Import af brændstoffer, hvede og biler. Telekommunikation, bankvæsen, vandforsyning, entreprenørvirksomhed, ejendomsudvikling, luftfart, limousinekørsel og management af turistparker. Fremstilling af air condition-anlæg, vandrør, medicin, rengøringsprodukter og tekstiler. Samt drift af marmorbrud, garverier og slagterier. Læg dertil, at også Sudans seddelpresse styres af hæren.
Når det gælder Hemedtis modstand mod at integrere sine styrker i hæren, hænger det formentligt sammen med den magt, det giver at have kontrol over 30.000 våbenføre mænd, som er ham behjælpelig med guldsmugling fra Darfur, og som har suppleret hans i forvejen enorme formue ved at tjene som lejesoldater under Saudi Arabiens og Emiraternes overkommando i blandt andet Yemen.
Nabolagenes styrke
Det vigtigste af generalernes mange løftebrud er imidlertid, at de også har svigtet forfatningsdeklarationen af 2019 ved at undlade at afgive den præsidentielle magt i det øverste styrende råd til en civil formand, som så skulle have overtaget al-Burhans plads og været Sudans de facto præsident fra november i år og indtil valget i 2023.
Det aflyste de med kuppet i oktober, da de i stedet rensede det øverste styrende råd for civilister og sikrede sig, at al-Burhan fortsat skal være de facto præsident og Hemedti vicepræsident, indtil det forventede valg.
Indtil da har de ifølge the Economist magt til at fyre premierministeren når som helst. Og dermed er generalerne også den øverste myndighed, når en valglov skal skrives.
Et løfte om at iværksætte en uvildig undersøgelse af, hvem der stod bag en massakre på 104 ubevæbnede demonstranter under revolutionen den 3. juni 2019 er generalerne også løbet fra – formentlig fordi alle pile peger mod Hemedti.
Den manglende opklaring af massakrer, tortur og forsvindinger har skabt en ulmende vrede, og ifølge Mohanad Hashim har Hamdok ikke på noget tidspunkt reageret, selvom der siden 2019 er blevet dræbt yderlige over 3.000 i delstaterne og i Khartoum.
Så det klingede hult i demonstranternes ører, da Hamdok i forbindelse med sin genindsættelse lovede at iværksætte en ny, uvildig undersøgelse for at afdække, hvem der står bag drabene på de mindst 40 fredelige demonstranter, som blev skudt ned efter kuppet den 25. oktober i år.
”Folk er vrede. De føler sig forrådt, og det har ført til en ny mobilisering af nabolagskomiteerne, hvor i hundredtusindvis af unge kvinder og mænd har engageret sig i en landsdækkende græsrodsøvelse i at artikulere demokratibevægelsernes krav. Og jeg tror, at udholdenheden, modenheden og graden af bevidsthed og engagement i disse nabolagskomiteer kan være med til at tvinge den politiske elite til at forstå, at de bliver nødt til at stille sig bag dem,” siger Mohanad Hashim.
Nabolagskomiteerne spillede en afgørende rolle i 2018 og 2019. Deres decentrale organisation gør dem svære at slå ned på. De kan lamme byerne med deres barrikader og er modstandsdygtige over for nedlukning af mobilnettet. De har sammen med kernen i Alliancen for Frihed og Forandring mindst to gange om ugen siden Hamdoks genindsættelse organiseret ‘millionmandsmarcher’ i de fleste store byer, som trods alt har betydet, at sikkerhedsapparatet nu skyder langt mere med tåregas end med skarpt. Til gengæld sårer de mange ved at sigte direkte på demonstranterne.
Taler med to tunger
At generalerne har følt det nødvendigt at genindsætte Hamdok, kan skyldes, at praktisk taget alle vestlige lande og internationale organisationer – inklusive Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og EU – dagen efter kuppet afbrød alle forhandlinger og igangværende processer, som skulle hjælpe landet ud af dets økonomiske dødsspiral.
Straks efter sin genindsættelse gav Hamdok da også en serie interviews til internationale medier, hvor han forsøgte at overbevise det internationale samfund om, at Sudan igen er på rette vej. De blev i høj grad opfattet som en slet skjult bøn om, at det store arbejde, han har gjort for at forhandle i alt omkring 60 livsnødvendige milliarder dollars hjem til Sudan i form af gældssaneringer, donationer og lån, ikke måtte falde på gulvet på grund af generalerne.
Til CNN og Al-Jazeera gentog han sit mantra, om at han har ladet sig genindsætte for at standse blodsudgydelserne. Han forsikrede gentagne gange, at han ikke har indgået den ny aftale for sin egen personlige vindings skyld, og at det vigtigste nu bliver at danne en teknokratisk, civil regering og få institutioner og love på plads, så man kan gennemføre et demokratisk parlamentsvalg senest i juni 2023.
Hårdt presset på, hvordan han kunne skrive under på en aftale, som i den grad var imod hans politiske baglands ønsker, svarede Hamdok:
“Jeg regner ikke med at blive populær. (….) Aftalen er et udtryk for, hvad der var menneskeligt muligt for at komme tilbage til en vej mod demokrati.”
Også al-Burhan og Hemedti er flere gange gået på skærmen for at overbevise det internationale samfund om, at de vil overlade al magt til en civil regering i 2023. Men især Hemedti skabte i stedet yderligere skepsis. Først med en påstand på tv-stationen al-Jazeera om, at Hamdok var indforstået med kuppet fra første dag, og dernæst med trusler i det amerikanske netmedie Politico om, at hvis ikke udlandet vil støtte Sudans ny regering, så kan han åbne landets grænser for millioner af flygtninge og give ”hele verden et stort problem.”
”Der kan du se, hvad slags folk, det er, vi har at gøre med,” siger Mohanad Hashim fra sin lejlighed i London. ”De lyver i samme tempo som de taler.”
Presset må opretholdes
I Mali, Guinea og Chad har der i løbet af 2021 været militærkup, uden at det internationale samfund har reageret med meget andet end tomme fordømmelser, og det har ifølge Mohanad Hashim virket opmuntrende på generalerne.
Nu, da Hamdok er tilbage, ser Mohanad Hashim ikke tegn på, at det internationale diplomati for alvor har appetit på at konfrontere militæret yderligere. Men så længe de ikke åbner for de mange, nødvendige milliarder dollars i international støtte, opretholder de presset.
”Diplomatiet ser dybest set stadig hæren som en partner i denne overgangsperiode og mener at Hamdok er manden, der kan fuldføre arbejdet,” siger Mohanad Hashim.
Derfor sætter han først og fremmest sin lid til nabolagskomiteerne:
”Det er dem, der med deres store udholdenhed bliver ved med at lægge pres på generalerne. Deres slogans er ‘intet samarbejde, ingen forhandlinger, intet kompromis, militæret tilbage til barakkerne’. Men det er nu deres måde at opretholde presset på, for før eller siden skal der jo forhandles,” siger Mohanad Hashim.
Til den tid bliver det internationale diplomatis mægling nødvendig, ligesom i 2019, og ifølge Mohanad Hashim er militæret trods alt ikke helt umuligt at forhandle med.
”Jeg gjorde mit bedste for at mødes med så mange officerer som muligt, mens jeg var i Khartoum. De er i mine øjne ikke de mest selvkritiske og intelligente mennesker, man kan finde. Men i det omfang, man kan forhandle sig frem til en sikker udgang, hvor de højst rangerendes interesser bliver tilgodeset, så tror jeg på, at de kan presses til, at der med tiden kan komme et valgt parlament og en valgt regering, som kan tvinge militæret under civil kontrol.”
Så du tror, at Sudan kan få et demokratisk valg i 2023?
”Nej. Jeg, tror, det vil kunne lade sig gøre i løbet af måske ti år, og at der skal utroligt mange forhandlinger til. Men hvis det lokale og internationale pres letter nu, så vil militæret betragte det, som at de har vundet denne runde,” siger Mohanad Hashim.
Efter at have arbejdet i 13 år for BCC World Service i London fik Mohanad Hashim i 2020 lejlighed til at arbejde i sin fødeby Khartoum på den nationale radio- og tv-station SNBC. Læs her hans betragtninger om militærkuppet, inden premierminister Hamdok blev genindsat: How the generals betrayed my generation.
