Lars Engberg-Pedersen
Lars Engberg-Pedersen (født 1964) er forskningsleder og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med forskellige sider af udviklingssamarbejdet.
Han har tidligere været rådgiver i Burkina Fasos indenrigsministerium med fokus på decentralisering og kommuner, og han har været international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
Forskningsmæssigt har han især erfaring fra Burkina Faso, men også lidt fra Karnataka i det sydlige Indien.
Han har forsket i emner som lokale organisationer, fattigdom, naturressourceforvaltning, lokal politik, institutionel udvikling og decentralisering.
Verden forandrer sig. Den består ikke længere af en lang række forarmede lande og en lille klub af velstillede samfund, hvor alt går godt. Alt er blevet mere broget, selv om hungersnød og dyb fattigdom stadig hovedsageligt findes i bestemte regioner af verden.
Alle lande er blevet tættere forbundne både gennem de globale kriser som klimaforandringerne og corona-pandemien og den større mobilitet af varer og mennesker. Danmark er blevet langt mere afhængig af, hvad der foregår andre steder.
Derfor skal udviklingssamarbejdet også ændre sig. Regeringen siger, at den vil reformere det, fordi det ikke længere er tidssvarende. Det er prisværdigt, for det giver jo ingen mening at fortsætte en praksis, der er ude af trit med omgivelserne. Spørgsmålet er så, om det virkelig er tilfældet.
Det er mit indtryk, at omlægningen af udviklingssamarbejdet basalt set handler om to ting: Regeringen ønsker at bruge bistanden dels til at opnå politiske mål på andre områder (kriminalforsorgen og asylbehandlingen) gennem aftaler om ’noget for noget’, dels til at forebygge, at der skal komme, hvad der opleves som problemer (irregulære migranter og flygtninge), til Danmark fra den fattige del af verden.
Tre centrale argumenter
Man kan hævde, at der er tre centrale argumenter for den omlægning af udviklingssamarbejdet.
For det første bør samarbejdet være mere jævnbyrdigt, således at begge parter får noget ud af det. Den manglende jævnbyrdighed har alle dage været akilleshælen i udviklingsbistanden, fordi giverne har haft for stor indflydelse på aktiviteterne, som dermed ikke nødvendigvis er tilpasset udfordringerne.
Hvis Danmark får noget igen (300 fængselspladser i Kosovo eller lejre for asylansøgere i Rwanda), ændrer det grundlæggende samarbejdet, og regeringerne i fattige lande får væsentligt større indflydelse, må man formode.
For det andet opfattes de stadigt flere flygtninge og strandede migranter ikke blot som et problem, når de kommer til Europa og andre rige lande, de kan også ses som vor tids allerfattigste, fordi deres situation er så desperat og til tider livstruende. De mangler i fundamental grad tryghed og muligheder, så man kan mene, at et fattigdomsorienteret udviklingssamarbejde netop bør fokusere på disse grupper.
For det tredje kan man argumentere for, at det i denne brogede verden ikke er givet, at danskerne vil blive ved med at bakke op om udviklingsbistanden, hvis den ikke kommer os selv til gavn. Det er der noget belæg for at mene i de årlige undersøgelser af danskerne kendskab og holdninger til udviklingssamarbejdet, hvoraf det fremgår, at klimaforandringer og hjælp til flygtninge bør prioriteres højt.
Det er tre væsentlige argumenter. Tænk, hvis udviklingssamarbejdet kunne blive mere jævnbyrdigt, hvis det skaber resultater for de allerfattigste, og hvis det kan få stærkere opbakning blandt danskerne. Det ville være en reform, der aftvinger respekt.
Som den skarpsindige læser, der er nået så vidt i teksten, nok vil ane, så er jeg ikke helt overbevist om disse argumenter. Lad mig tage dem et for et.
På den anden side
Jævnbyrdighed i samarbejdet har endnu ikke påvirket hverken strategi eller implementering i dansk udviklingsbistand i synderlig grad. Hvor modtagerlandenes ejerskab af udviklingsprocessen tidligere spillede en vigtig rolle i danske udviklingsstrategier, drejer partnerskaber sig nu om stunder mere om samarbejde med private virksomheder, ngo’er og internationale organisationer. At dansk bistand skal passe ind i modtagerlandenes udviklingspolitik, er ikke nævnt som noget væsentligt i den nuværende strategi.
Mens det endnu er uklart, hvor aftalerne med Rwanda bevæger sig hen, fremgår det af Udenrigsministeriets pressemeddelelse om samarbejdet med Kosovo, at det vil fokusere på den grønne dagsorden samt menneskerettigheder og retsstatsudvikling. Glimrende emner, der dog er i fuldkommen overensstemmelse med den danske udviklingsstrategi og kun marginalt afspejler Kosovos igangværende udviklingsplan, der har fokus på uddannelse, infrastruktur, og erhvervslivet og dets rammevilkår.
En tidligere udviklingsminister talte gerne om et ’noget for noget’ princip, men indtil videre lader det til at Danmark vil bestemme, både hvad vi skal ha’, og hvad vi skal give penge til. Selvom større jævnbyrdighed i samarbejdet er en fremragende ambition, er der ikke meget, der tyder på, at regeringen bevæger sig i den retning.
Kan man heller ikke sige, at flygtninge og irregulære migranter ofte er nogle af klodens vanskeligst stillede? Jo, det kan man bestemt, men samtidig kan man spørge, om udviklingsbistanden kan gøre meget for dem.
I lande (for eksempel Uganda), som tager godt imod flygtninge og ser dem som en ressource, kan en indsats, der kombinerer nødhjælp og udviklingsbistand, utvivlsomt gøre en konstruktiv forskel, men i situationer, hvor flygtninge og migranter er uønskede eller kun midlertidigt tålt, kan udviklingssamarbejdet sjældent opnå langvarige resultater.
For at skabe konkrete resultater er udviklingssamarbejdet grundlæggende afhængig af politisk velvilje hos begge parter og af muligheden for en langsigtet indsats. I politisk uafklarede situationer under stadig forandring er det overordentligt vanskeligt. Den ’resultatdagsorden’, der i en årrække har spillet en væsentlig rolle, lader nu til at være glemt.
Kan man så ikke i det mindst forebygge, at irregulære migranter drager afsted og ender i ulykkelige situationer? Som tidligere nævnt her på Globalnyt, er det ikke let, og der findes endnu ikke gode eksempler på, at udviklingssamarbejdet markant har påvirket potentielle migranters beslutning om at rejse afsted.
Læs også: Kan udviklingsbistand hæmme migration?
Når det gælder det tredje argument, danskernes opbakning til udviklingssamarbejdet, er det oplagt, at den ikke er givet. Den er stærkt påvirket af historier om korruption og om bistandens resultater, men tilsyneladende også af politikernes tilgang til og brug af udviklingsbistanden.
Det virker oplagt, fordi så få danskere har egne erfaringer med udviklingssamarbejdet at bygge på. Der opstår imidlertid et problem, når bistanden bruges til at nå mål, den er uegnet til. Hvis udviklingssamarbejdet fokuseres på at forebygge irregulær migration til Europa, og der så om få år dukker talrige migranter op, vil danskernes opbakning naturligt nok svinde.
Hvad nytter det så, vil man tænke. Derfor er en stor fare ved den nuværende reform, at den snarere lægger grunden til misbilligelse end til påskønnelse blandt danskerne. Konkrete resultater i form af bedre levevilkår for fattige mennesker er sandsynligvis afgørende for danskernes opbakning.
Det er fint at reformere udviklingssamarbejdet, hvis man reelt ønsker at forbedre det i overensstemmelse med formålet om fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling, som det fremgår af loven. Underlægger man det i stedet andre politiske dagsordener, er der ikke tale om en reform, men om en de facto nedlæggelse af udviklingssamarbejdet.