Den dansk-afghanske kvindeblog
Bloggen skrives af dansk-afghanske kvinder på skift. De er alle er med i DAKDIF.
DAKDIF er et uafhængigt, rådgivende organ af kvinder fra den afghanske diaspora i Danmark. Som et initiativ fra den danske ngo Dacaar er formålet at støtte kvinders muligheder for uddannelse, indkomst og lederstillinger med videre i Afghanistan.
Bidragsyderne er:
Tahmina Salik – projektleder I DAKDIF. Kandidat i internationale forhold.
Elaha Salik – Læge
Maryam Sidiqi – Kandidat i internationale forhold
Zohreh Faizi – Advokatfuldmægtig hos Vesterbroadvokaterne. Cand Jur.
Khalida Popalzai – MA international marketing management, direktør Girl Power Organisation.
Arezoo Shirdil – sygeplejerske
Enhver, der følger med i nyhederne fra Afghanistan, er garanteret stødt på historien om Afghanistan, der står over for en af de værste humanitære kriser. Ja, FN´s Verdensfødevareprogram frygter, at Afghanistan er på vej ind i verdens værste humanitære krise i vores tid.
Advarsler er der mange af. Men det er som om, der slet ingen løsninger er. EU, FN, og diverse ngo’er der arbejder i Afghanistan, står ret magtesløse overfor Taleban og håndteringen af dem. Det forstår jeg også godt.
Fem eksempler på voldelige terrorister
Taleban er en flok uvidende, hjernevaskede og voldelige terrorister, der ingen respekt har for menneskeliv eller menneskerettigheder. Det er fair at spørge, om det så bare er mig, som synes sådan? Farvet som jeg helt reelt er af min egen familiens skæbne på flugt fra netop Taleban?
Det tror jeg ikke, når jeg læser de seneste måneders nyheder fra Afghanistan efter Talebans magtovertagelse i august sidste år. Lad mig blot give fem eksempler fra nyhederne, der understøtter min lidt firkantede udmelding om Taleban:
Fortsat undertrykkelse af afghanske kvinder har netop fået USA´s udenrigsminister, Anthony Blinken, til at udpege en særlig udsending, Rina Amiri, for afghanske kvinder, piger og menneskerettigheder. Den direkte årsag er et stigende antal dekreter fra Taleban, blandt andet for et par uger siden om, at kvinder ikke må rejse over længere distancer uden mandlig ledsagelse. Det kommer oveni allerede voldsomme restriktioner for kvinders uddannelse og arbejde. Hvor er Danmarks stemme her, vil jeg gerne spørge?
Modige kvinder, som fortsat vover at demonstrere mod undertrykkelsen, mødes nu med skud fra Taleban. Endnu en kvinde-demonstration gik få dage før nytår gennem Kabuls gader med bannere om, at “Vi er trætte af diskrimination” og “Hvorfor har I lukket skolerne?” Kravene om arbejde, mad og uddannelse genlød i gaderne. Taleban skød varselsskud, da kvinderne nærmede sig bygningen, der husede Kvindeministeriet under den tidligere regering. Kvinderne flygtede i panik, for tidligere har de fået tæsk. Skulle de nu også dræbes for at kræve deres ret? Men når de kræver deres ret, så bør vi støtte dem. Har nogen hørt fra Dansk Kvindesamfund, KVINFO eller profilerede, danske feminister i den sag? Hvor er I?
Kort før jul den 15. december kom Amnesty International med en rapport, som dokumenterede Talebans tortur og henrettelser, siden de kom til magten. Det er både gået ud over etniske og religiøse minoriteter samt tidligere soldater fra de afghanske sikkerhedsstyrker. Amnestys rapport føjer sig til listen over utallige overgreb mod tusindvis af kvinder, der har mistet deres arbejde og indkomstkilde, og ikke kan dyrke sport mere. Musik er også blevet forbudt, og musikinstrumenter er blevet brændt og ødelagt for tændte tv-kameraer.
Der er nu et udbredt fænomen, at forældre tvinges af nød til at sælge deres børn, uden at Taleban griber ind eller gør det strafbart at købe børn som en ny form for slavehandel. Gommens familie betaler for, at handlen går i orden, og barnet (pigen) bliver typisk hos sin egen familie til det 15. år. Men nogle har ikke råd til mad og kan ikke vente så længe. De prøver at sælge helt unge piger, ligesom det nu også ses, at man prøver at sælge sønner. I Danmark førte det til en rigsretssag, at der ikke var individuel vurdering ved adskillelsen af barnebrude fra deres mænd, men det rokker ikke ved, at tvangsægteskaber med mindreårige er forbudt i Danmark. Den retssikkerhed er nu helt væk for afghanere. Råbte nogen i Danmark op om det undervejs?
Selv spinkle håb for en form for demokrati i Afghanistan er væk, efter Taleban har opløst to valgkommissioner – ”Independent Election Commission (IEC)” og ”Independent Electoral Complaints Commission (IECC).” Bilal Karimi, vicetalsmand for det Islamiske Emirat, sagde, at der ganske enkelt ikke var brug for dem mere. Den danske regering var helt tavs i den anledning, selv om det spæde, uperfekte demokrati under den nu styrtede, afghanske regering var højt prioriteret i tidligere danske støtteprogrammer.
Store spørgsmål
Når det nu synes dokumenteret, at vi har at gøre med undertrykkende terrorister, hvordan skal man så håndtere eller forhandle med terrorister? Hvor skal man starte? Skal man overhovedet starte, når de har taget Afghanistans befolkning som gidsler?
For mig er det afgørende, at hjælpen til civilbefolkningen ikke legitimerer de overgreb, som vi er vidner til.
Vi bør adressere Talebans diskrimination af og restriktioner mod afghanske kvinder som en af vores topprioriteter, ikke kun i ord, men i handling. Det skal være en betingelse for fortsat hjælp til civile, hvis Taleban kræver eksempelvis kvinder ud af dansk støttede projekter. Hvis vi behandler især kvinders rettigheder som et sekundært problem og noget, som ”vi tager vi os af på et senere tidspunkt,” så vil det vil føre de afghanske kvinder endnu længere ind i en mørk æra. Vi må aldrig se den anden vej, heller ikke, når vi med god grund forsøger internationalt og nationalt at afbøde Afghanistans aktuelle, humanitære katastrofe.
Bliver det svært?
Ja, ikke mindst fordi Vesten mistede troværdighed og handlekraft overfor undertrykkerne ved den tragikomiske aftale mellem USA og terroristerne i Taleban, hvor andre væsentlige parter var udelukket. Sådan kan man ikke forhandle fred.
Doha-aftalen, som skulle sikre fred i Afghanistan, blev også kun underskrevet af USA og Taleban. Aftalen blev til gengæld støttet af Kina, Rusland og naturligvis Talebans partner, Pakistan. Fredsaftalen har været ligeså stor en fiasko som USA´s ”Mission of Freedom” aka Frihedens Mission, som George Bush kaldte den, da han i 2001 sammen med sine allierede, herunder Danmark, angreb Taleban i Afghanistan.
Doha-aftalen er efter min mening et symbol på ligegyldighed over for den afghanske befolkning. Den katastrofe aftale gamblede med en hel nations skæbne og liv: Vi forhandlede med terrorister og prisen blev betalt af den afghanske befolkning.
Verdens illusion
Kan vi så heller ikke tro på aftalens tekst om, at Taleban vil lade resten af verden være? Tillad mig at citere det, som jeg ser som den helt store illusion fra Doha-aftalen:
”Det islamiske Emirat af Afghanistan, som ikke er anerkendt af USA som en stat og som kendes som Taleban, vil ikke tillade nogen af sine medlemmer, andre individer eller grupper, herunder Al-Qaeda, at bruge Afghanistans jord til at true sikkerheden i USA og hos dets allierede.”
Jeg håber ikke, at vi i Vesten allerede har glemt grunden til, at verden i første omgang gik efter at styrte Taleban i 2001. Allerede nu er der faresignaler for Vesten. Ruslands Putin håber, at relationerne mellem Moskva og Kabul udvikler sig bedst muligt. Altså en mulighed for en ny akse, som også omfatter Kina, mod Vesten. Dertil er en ny alliance mellem Iran og Afghanistan undervejs, fordi begge lande er ramt af USA´s sanktioner. Truslen fra Taleban mod Vesten er altså ikke længere ”kun” fra al-Qaedas tilstedeværelse i landet, hvor det endnu er usikkert, hvor stærke de er – og hvor stærke de kan blive. Som jeg ser det er Taleban reelt så marginaliseret allerede, at alt kan ske, når de så søger de forkerte venner for at få støtte.
Også derfor er det katastrofalt i kampen for at hjælpe Afghanistans udsatte civile at indgå aftaler med Taleban, som risikerer direkte at understøtte deres styre. Når det er sagt, er jeg er med på, at hjælpearbejde kan kræve tilladelser fra Taleban og dialog med Taleban. Men det må ikke koste vores bevidsthed om, at vi taler med terrorister – og at vi skal handle derefter for at beskytte både de afghanske civile – og os selv i Vesten.
Hvis bevidstheden om Talebans terror-natur ikke skal forvitre, indebærer det også lidt historie-erkendelse: Hvor gik det galt? Derfor må vi forlange en grundig, ærlig redegørelse for katastrofen med Doha-aftalen. Vi må også fortsat påvise Pakistans direkte rolle i Talebans sejr. Det var betegnende, at en af de første til at besøge Taleban efter sejren var Pakistans spionchef. Vi må dertil kræve af vores medier, at de dækker Talebans kriminelle handlinger i højere grad – og ikke kun, når de har en form for underholdningsværdi med bizarre tiltag mod kvinder.
Der er håb – så længe vi ikke tier som dem, der samtykker.
