Tue Magnussen
Tue Magnussen (født 1955) er cand.phil. i historie fra Københavns Universitet 1981 og tillige cand.mag med fagene geografi og internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitetscenter (RUC) 1983.
Udover kortvarig undervisning i gymnasieskolen underviste han i årene 1983-99 bl.a. på geografi, internationale udviklingsstudier og den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC, Institut for Statskundskab (international politik) og Østeuropa-instituttet, KU, og Østasien-studier, Århus Universitet.
Fra 1999-2011 har han været ansat på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT). Fra 1999-2002 som international programkoordinator med ansvar for Balkan og Mellemøsten, og siden som kommunikations- og advocacy-koordinator.
Han har i en årrække arbejdet med globalisering, udenrigspolitik, udvikling, menneskerettigheder og sociale forhold.
Udover Balkan har han et mangeårigt engagement i u-lands- og solidaritetsarbejde samt på venstrefløjen.
Han er eller har været bestyrelsesmedlem i FN-forbundet, Rådet for Mellemfolkeligt Samvirke og den Danske Helsinki-komité.
Tirsdag 11. januar er det 20 år siden, USA åbnede fangelejren ved Guantánamo Bay i Cuba. Det er der ingen grund til at fejre.
Guantánamo-fangelejren blev oprettet den 11. januar 2002 i kølvandet på terrorangrebene i USA den 11. september 2001, og den blev hurtigt et symbol på de omfattende menneskerettighedsbrud, som kendetegner USA’s påståede ”krig mod terror”.
Guantánamo-lejren er blevet brugt til at afhøre og torturere vilkårligt fængslede personer uden nogen juridisk beskyttelse fra det amerikanske retssystem. Waterboarding og andre bestialske torturmetoder har hørt til dagens orden.
Netop fordi Guantánamo-lejren i den grad er blevet synonymt med brug af tortur og underminering af internationale konventioner, er det vigtigt, at fængslet så hurtigt som muligt bliver lukket, og at de ansvarlige for torturen bliver retsforfulgt.
I en rapport sidste år dokumenterede Amnesty International de fortsatte brud på menneskerettighederne, som finder sted mod de indespærrede i fangelejren. I dag er 40 mennesker stadig tilbageholdt i USA’s mest berygtede militærfængsel. Udstrakt brug af tortur og utilstrækkelig medicinsk behandling er nogle af de eksempler, som den 52-sider lange rapport fra Amnesty ‘’USA: RIGHT THE WRONG ” opregner.
Fangerne tilbageholdes fortsat i lejren på ubestemt tid, selvom de egentlig skulle være løsladt. Nogle har været tilbageholdt i mere end 17-19 år – uden sigtelse eller adgang til en forsvarer og udsat for årelang systematisk tortur. Flere har i årenes forløb begået selvmord, og flere har forsøgt at begå selvmord, og man må frygte, at de fleste er torturofre mærket for livet.
Præsidenterne lover
Da Joe Biden for knapt et år siden stod for at overtage præsidentposten, var der mange, der håbede, at 20-årsdagen ikke ville oprinde. Som USA’s vicepræsident udtalte Joe Biden allerede i februar 2009: ”Vi vil respektere rettighederne for dem, vi vil holder ansvarlige, og vi vil lukke fangelejren ved Guantánamo Bay”. Men endnu en gang er håbet om en snarlig lukning af Guantánamo blevet gjort til skamme,
Præsident Barack Obama lovede ved sin tiltræden 2009 at lukke Guantánamo-lejren inden for ét år. Det skete som bekendt ikke. Tværtimod undlod Obama i sine to embedsperioder at retsforfølge torturbødlerne og dem, der var ansvarlige for de åbenlyse brud på menneskerettighederne.
Og det haster med et retsopgør med torturen. I juli døde Donald Rumsfeld uden, at han var blevet retsforfulgt for sit ansvar for brug af de såkaldte ”udvidede afhøringsteknikker”, et udtryk der er en hvidvaskning af systematisk brug af tortur.
Læs også: Donald Rumsfeld blev 88 år og aldrig straffet
Trods de internationale protester fra blandt andre Amnesty International og løfterne om at lukke Guantánamo fortsætter den ulovlige, konventionsstridige indespærring af fanger på basen. I det forløbne år, siden Joe Biden blev udnævnt til præsident, er kun én af 40 fanger blevet løsladt. Biden lovede under sin valgkamp i 2020, at han ville lukke Guantánamo før hans embedsperiode er slut .
Og dermed er en lukning endnu en gang blevet udskudt – foreløbig – til 2024.
Amnesty opfordrer Biden til snarest at indfri løftet om at lukke Guantánamo. “Jo længere fængslet forbliver i brug, jo længere fortsætter det med at underminere USA’s troværdighed globalt med hensyn til menneskerettigheder,” udtaler Daphne Eviatar, direktør i Amnesty International, USA , i en erklæring forleden op til årsdagen.
Ansvaret for Guantánamo ligger hos USA. Ingen tvivl om det. Men den øvrige verden bør hjælpe eller presse på for at få afviklet fængselslejren og få retsforfulgt de ansvarlige for tortur.
Danmark bør gøre sit
Selvom Danmark traditionelt har været et foregangsland i arbejdet mod tortur, har man svigtet, når det gælder Guantánamo. Ganske vist fik man løsladt den danske Guantánamo-fange, Slimane, men kritikken af USA har været for nedadgående og er i dag yderst spag. Men Danmark bør både kræve en lukning, men samtidig række USA en hjælpende hånd ved at modtage nogle fanger i forbindelse med afvikling af Guantánamo og få retsforfulgt de ansvarlige.
Lederen af Amnesty International i Tyskland Matthias Schreiber foreslog forleden, at flere fanger kunne overføres til lande som Tyskland, som allerede i Angela Merkels regeringstid har modtaget tre Guantanamo-fanger og har mulighed for at modtage flere.
Danmark har om noget land årelang ekspertise i tværfaglig rehabilitering af torturofre. Allerede i 1982 åbnede Inge Genefke Rehabiliteringscentret for Torturofre (RCT) ved Rigshospitalet i København, et af de første centre i verden mod tortur samtidig med at en dansk diplomatisk indsats førte til vedtagelsen af FN’s konvention mod tortur i 1984.
FN’s konvention mod tortur pålægger de lande, der har ratificeret konventionen – heriblandt USA – at retsforfølge tortur. Derfor bør Danmark samtidig opfordre USA til at få undersøgt anklagerne mod Bush-administrationen for dens ansvar for tortur på Guantánamo.
Når Guantánamo er afviklet, de tilbageholdte er kommet for en dommer og har fået en fair rettergang – hvad enten de er blevet dømt eller er blevet løsladt – samt har fået et tilbud om rehabilitering, og ikke mindst når der er indledt en retsforfølgning, som kan placere ansvaret for overgrebene, er der grund til fejring og festivitas. Det vil nemlig være en historisk milepæl og et vigtigt bidrag til arbejdet mod tortur.
