Hvornår skal hjælpeorganisationer trække deres folk ud fra en krisesituation?
”Should I stay or should I go now?
Should I stay or should I go now?
If I go there will be trouble
And if I stay it will be double
So come on and let me know”
Sådan sang (råbte, vil nogle af læserne måske mene) punkgruppen The Clash første gang i 1981, og det er også det dilemma, som flere humanitære organisationer står overfor i Etiopien, hvis man skal tro et blogindlæg hos organisationen Global Interagency Security Forum, GISF, som er et uafhængigt forum for omkring 130 humanitære organisationer – herunder ActionAid, Oxfam, CARE og Dansk Flygtningehjælp.
Her på Globalnyt har vi tidligere beskrevet, hvordan humanitære organisationer er blevet smidt ud af Etiopien og lukket ind igen.
Spørgsmålet om at forlade landet blev især aktuelt, da regeringerne i flere lande, herunder Danmark og USA, i november 2021 opfordrede deres statsborgere til at forlade Etiopien. Årsagen var, at oprørsstyrker fra Tigray People’s Liberation Front (TPLF) og Oromo Liberation Front (OLF) bevægede sig mod hovedstaden Addis Ababa. I den forbindelse trak Udenrigsministeriet også nogle af sine ansatte på ambassaden hjem.
UM opfordrer danskere til at forlade Etiopien imens der stadig er tid. Tilpasser ambassadens bemanding i lyset af sikkerhedssituationen. Følger den dybt bekymrende situation tæt. #dkpol
— Jeppe Kofod (@JeppeKofod) November 6, 2021
Ifølge GISF-skribenten blev flere af de internationale hjælpeorganisationer også kontaktet og opfordret til at sende deres udenlandske medarbejdere ud af landet via kommercielle flyruter, fordi de vestlige regeringer ikke kunne garantere en evakueringsindsats, som den, verden var vidne til i august 2021, da tusindvis af mennesker blev fløjet ud af Kabul, mens Taliban spadserede ind i byen.
I forbindelse med evakueringen fra Kabul var kommunikationen mellem hjælpeorganisationerne og ambassaderne i Kabul angiveligt ikke ret god, og derfor blev situationen ekstra kaotisk. Så for at undgå en lignende situation i Etiopien, hvis oprørerne lige pludseligt skulle strømme ind i Addis Ababa, var især de vestlige lande meget tidligere ude.
Det sætter hjælpeorganisationerne i et dilemma i tre dele:
1. De var nødt til at se på sikkerheden for deres internationalt ansatte og holde det op mod konsekvenserne for de lokalt ansatte og hjælpeprogrammerne ved en tidlig evakuering.
2. De var nødt til at spørge sig selv, hvordan en eventuel afvisning af af råd og henstillinger fra regeringerne i organisationernes hjemlande ville afspejle sig i forholdet til regeringerne og fremtidig finansiering.
3. De skulle forsøge at analysere sig frem til den etiopiske regerings reaktion på det internationale samfunds handlinger. Hvordan ville regeringen for eksempel reagere, hvis det så ud som om organisationerne deltog i evakueringen af udenlandske statsborgere?
I tilfælde, hvor organisationerne har trukket ansatte ud af bestemte områder, har regeringen i Addis Ababa været meget kritisk og i nogle tilfælde angiveligt krævet, at de vendte tilbage eller risikerede, at de helt kunne miste retten til at arbejde i landet, skriver GISF-skribenten.
De internationale hjælpeorganisationer skal lære af begivenhederne i Afghanistan og Etiopien. For eksempel skal beredskabsplanerne hele tiden opdateres. Og så skal de holde bedre øje med begivenheder og udviklinger, som kan have konsekvenser for organisationens ansatte.
Kom nu med pengene til Afghanistan, siger FN
Afghanistan er gledet ud i periferien af vores kollektive bevidsthed, men det er bestemt ikke fordi der ikke er noget at rapportere om fra landet. Som Klaus Løkkegaard, der er sekretariatschef for organisationen Dacaar, som i mere end 35 år har udført bistandsprojekter i Afghanistan, fornylig fortalte på disse sider, så har det aldrig før set så sort ud for den almindelige afghaner.
Den besked bakkes op fra FN-systemet, der tidligere på ugen udsendte sin hidtil største humanitære appel – altså bad om et hidtil uset højt beløb til at hjælpe befolkningen, som sulter, fryser og mangler adgang til de mest basale ydelser, som man kan forestille sig i et samfund.
Appellen lyder på 4,4 milliarder dollars for at dække udgifterne i 2022. Det er over 28,5 millarder danske kroner. Det er tre gange så meget, som der blev indsamlet til humanitær hjælp i landet i hele 2021.
En årsag til det store behov er, at Afghanistans valutareserver i USA er blevet indefrosset af den amerikanske regering. Det betyder, at Talibanstyret ikke har meget at betale landets offentlige ansatte med.
FN’s nødhjælpschef, Martin Griffiths, undveg ifølge FN’s egen nyhedstjeneste spøgsmålet, om pengene vil være med til at sikre Talibans greb om landet. Han sagde, at midlerne vil gå direkte i lommen på sygeplejesker og sundhedsmedarbejdere i felten uden dog at gå i detaljer med, hvordan det præcis skal foregå.
Diskussionerne om, hvorvidt økonomisk og sådan set også andre former for støtte til Afghanistan er lig med støtte til Taliban har stået på siden bevægelsen overtog magten i landet i august 2021, for det er et dilemma.
Men det skal vi sætte os ud over, lyder det fra Taliban. En af bevægelsens ledere, Abdul Ghani Baradar, der nu er vicestatsminister, siger ifølge det pakistanske medie Ary News, at verdenssamfundet er nødt til at se ud over sine kvababbelser ved Taliban og hurtigst muligt sende humanitær bistand.
Hvem skal have CISUs initiativpris i år?
I 2021 fik warfair, tidligere udviklingsminister Christian Friis Bachs firma, som blandt andet importerer kaffe og nødder fra krigshærgede lande, initiativprisen fra CISU. Det er bestyrelsen i foreningen, som bestemmer, hvem prisen skal gå til – men på baggrund af indstillinger fra medlemmerne.
Men hvem skal have prisen i år? Det kan du komme med bud på, men du skal gøre det senest på søndag den 16. januar. For at indstille en kandidat, skal du skrive en kort begrundelse og sende den til Andrea Kiel Christensen i CISU på [email protected]
Den rette kandidat til prisen skal med CISUs ord have ”gjort noget særligt for at engagere danskerne i det globale udviklingsarbejde gennem oplysning eller politisk arbejde.” Og så må det gerne være gjort på en ”nytænkende og kritisk måde, der vækker debat og diskussion.”
Om det er et enkeltstående initiativ eller en årelang indsats er ikke afgørende.
Vinderen bliver offentliggjort på generalforsamlingen 30. april i Odense. Med prisen følger 25.000 kr. til at støtte det folkelige arbejde. Beløbet kan bruges efter organisationens bestyrelses eget valg.
De seneste års vindere af initiativprisen:
2021: warfair
2020: Ulandssekretariatet
2019: Skoleliv i Nepal
2018: Spejderne
2017: Danwatch
Fra vores egen navle vil jeg lige nævne, at Globalnyts grundlægger, Jesper Søe, var den første modtager af prisen. Det var i 2009.
Læs mere om prisen og tidligere vindere her.
Lego penge til uddannelse for piger
Salget af Lego er gået amok i de seneste år, og pandemiens lidt stuearrest-lignende situation har nok givet det et ekstra boost. Så pengene vælter ind hos ejerne.
En af dem er Lego Fonden, som ejer en fjerdedel af koncernen. Den har netop annonceret, at den donerer 50 millioner kroner til organisationen Global Partnership for Education (GPE).
Donationen kommer som et såkaldt match til Udenrigsministeriets bidrag til GPE på ligeledes 50 millioner kroner.
De 100 millioner kroner skal gå til Global Partnership for Educations nye initiativ, kaldet Girls’ Education Accelerator. Det har særlig fokus på at få flere piger i skole og gennem en uddannelse i 30 lande, hvor der er et særligt behov. Det er blandt andet Etiopien, Mali, Niger, Pakistan og Somalia, fortæller Udenrigsministeriet.
Danmark forventer at støtte GPE med 250 mio. kr. i årligt kernebidrag fra 2022. Med udmøntningen af et dansk bidrag på 50 mio. kr. til GEA understreges Danmarks fokus på at sikre ligestilling i og gennem uddannelse, hvilket endvidere er en kerneprioritet i Danmarks organisationsstrategi med GPE.
Det var alt, vi valgte at bringe i denne uge. Har du eller din organisation tips til nyheder og andre historier fra det danske udviklings- og bistandsmiljø, så tøv ikke med at sende dem til os på [email protected]
