Som knægt i starten af 60’erne spillede jeg håndbold på en pløjemarkslignende bane bag forsamlingshuset i Eggeslevmagle, fem kilometer uden for Skælskør. Den sprællemandslignende landsholdsmålmand, Erik Holst, så jeg første gang på en sort-hvid fjernsynsskærm, og han var ét af mine idoler. Mine tykke brilleglas, blandt andet, forhindrede en karriere udover drengeholdet. Men jeg er stadig håndboldfan! Som resten af Danmark følger jeg i disse dage landsholdets vej mod endnu en finale, med eller uden corona.
Derfor skal der ikke lyde ét eneste bebrejdende ord fra min side, når håndboldherrerne løber på banen med Danmarks Indsamling på trøjerne. Jeg er også ret sikker på, at mit barnebarn ville være pavestolt, hvis han fik en landsholdstrøje med indsamlingens logo på og derved kom til at reklamere for ”det lille land med det store hjerte.” Et slogan hans morfar fortsat mener er problematisk.
Inden jeg tager fat på dagens egentlig tema, vil jeg kort genbesøge min kritik af indsamlingens officielle programerklæring, som i december 2021 blev formuleret på følgende måde (med min fremhævelse):
”Coronakrisen har delt verden i to. Under vores himmelstrøg er vi langsomt vendt tilbage til en tryg hverdag. Men i mange af verdens fattigste lande er krisen ude af kontrol. Hvor nøden før var stor, er den nu ekstrem.”
Jeg gør mig ingen illusioner om, at det er mine indvendinger, som har ført til nogle mindre, men ingenlunde betydningsløse, formuleringer. Det kan være eftertanken, som har grebet ind. Nu står der i hvert fald dette på hjemmesiden:
”Coronapandemien har forandret vores verden. I Danmark må vi leve med afstand og nye restriktioner, og epidemien gør hverdagen svær for mange. Men i verdens fattigste lande er situationen langt mere katastrofal, og hvor nøden før var stor, er den nu ekstrem.”
Det er bedre end før. Men det er stadig milevidt fra at erkende det medansvar, vi har for, at der lige nu er akut behov for hjælp. Jeg fastholder, at indsamlingen burde have stået ved denne erkendelse i programerklæringen.
En retfærdig fordeling af vacciner, som vi har undladt at bidrage tilstrækkeligt til, kunne have medvirket til at forhindre, at krisen fik det nuværende omfang. Det ved vi i dag med sikkerhed. Det er en sandhed, vi må leve med.
Og vinderen er….
Siden sidst har jeg taget mig tid til at læse, hvad de 12 medvirkende organisationer fortæller om deres projekter. Humanitære og udviklingsmæssige indsatser for børn, især piger, i lande som bl.a. Sudan, Irak, Syrien, Zimbabwe, Togo, Colombia og Laos. Lande med meget forskellige udfordringer, nogle præget af voldelige konflikter, andre af autoritære styreformer. Flere af dem lande, som Danmark har arbejdet tæt sammen med i mange år.
Indsatserne er ved første øjekast ikke så forskellige fra den slags indsatser for sårbare børn og unge, vi også samlede penge ind til i 60’erne.
Og det er der bestemt ikke er noget forkert i. Behovet for støtte til for eksempel bedre skolegang, rent drikkevand, tilstrækkelig ernæring, basal sundhed, beskyttelse mod seksuelt misbrug er der desværre stadig. Forårsaget af fattigdom, svage institutioner, klimaets menneskeskabte udskejelser, voldelige konflikter, korruption, lokale politiske eliters ligegyldighed – og det er blot toppen af isbjerget.
Pandemien har mildest talt ikke gjort situationen bedre for de millioner af i forvejen sårbare børn og unge. Det ville absolut give god mening at samle penge ind til de projekter, organisationerne præsenterer, selvom der ikke var nogen pandemi.
Nu lever vi som bekendt ikke længere i 60’erne, hvor begreber som partnerskab og folkelig forankring ikke optrådte i bistandsverdenens ordbog. Derfor satte jeg mig for at finde ud af, hvilken rolle organisationernes partnere spiller, og ligefrem udpege en vinder blandt de 12. Jeg er ikke i tvivl, det er Red Barnet.
Red Barnet fortæller stilfærdigt den frygtelige historie om 17-årige Laveen, som har været gift to gange. Historien handler om flugt fra borgerkrigen i Syrien, som ender i en flygtningelejr i det nordlige Irak. Laveen tvinges til at blive gift, faren dør, hun udsættes for fysisk og psykisk vold, et nyt ægteskab slutter tragisk med mandens død i en ulykke, og familien er helt afhængig af bistand. Laveen og hendes mor hjælper med at passe høns på en lokal fjerkræfarm, hvilket er deres eneste indtjening.
Selvfølgelig ønsker Laveen at få arbejde og tjene nok til, at hun kan hjælpe sin mor og søskende. Heldigvis kan hun snart få hjælp af Red Barnet og den irakiske ngo Harikar. Midlerne fra indsamlingen skal bruges til at etablere et projektcenter, som skal ruste flygtninge, kvinder og unge mødre til at finde job og blive iværksættere. Centeret etableres i samarbejde med Harikar, og måske kan det medvirke til at gøre Laveens drøm til virkelighed.
De ansigtsløse partnere
De læsere, som ikke er vant til at gennemskue, hvordan danske organisationers projektarbejde er skruet sammen, kan heller ikke være i tvivl om, at projektet gennemføres i tæt samarbejde med den lokale ngo Harikar. Men det undrer mig, at Red Barnet ikke gør mere ud af at forklare, hvad Harikar står for. Eller i det mindste henviser til organisationens fine hjemmeside, for den giver et godt indtryk af de mange kompetencer, Harikar råder over.
Derfor må jeg desværre også konkludere, at Red Barnet vinder konkurrencen om partnerskab på en ynkelig baggrund. Kun enkelte af de 11 øvrige organisationer (se alle organisationer på hjemmesiden) har så meget som en henslængt bemærkning til overs for deres partner. De fleste omtaler slet ikke en partner, selvom vi ved, at en eller flere sådanne må findes. De er ansigtsløse!
Heller ikke ’min egen’ organisation gennem mange årtier, Mellemfolkeligt Samvirke (som nu er en del af ActionAid føderationen), som i starten af 90’erne var blandt de første til at tage folkelig forankring og partnersamarbejde alvorligt, har noget at sige om, hvordan indsatsen for udsatte piger i Harare-forstaden Hopley er organiseret. Sendes der en check til ActionAid organisationen i Zimbabwe? Står ActionAid Zimbabwe selv for projektet? Gennemføres det i praksis af andre lokale organisationer? Er lokale myndigheder involveret? Og så videre.
Svarene må MS rimeligvis give os ved lejlighed. Indtil da kan man forsøge sig med at finde svar på deres egne hjemmesider, i Danmark og i Zimbabwe. Medmindre andre er bedre til at støvsuge nettet, end jeg er, vil de opleve, at svarene blafrer i vinden.
”Men kan det ikke være lige meget?” vil ansatte i de 12 organisationer måske en smule irritable spørge. ”Det vigtigste må vel være, at støtten når frem til de sårbare ofre for pandemien!”
Tag en slapper i forsvaret
Nej, sådan spiller klaveret ikke. I år 60 efter vedtagelsen af den første lov om Danmarks udviklingsbistand kan vi ikke længere tillade os at give danskerne det indtryk, at det kun er, når vi træder i karakter, at verdens sårbare og fattige får hjælp. Selv de steder, hvor vi har svært ved at forestille os, at der findes lokale organisationer med kapacitet, findes de rent faktisk. Hvis de ikke gjorde, ville det være grænsende til umuligt for danske organisationer overhovedet at levere noget som helst.
Igen en opfordring til at checke ind på Harikars hjemmeside og bliv overbevist, at der i Irak findes ngo’er, som kan gøre en forskel. Og som er forudsætningen for, at Red Barnet kan gøre en forskel.
Derfor en opfordring til, at der på indsamlingsdagen den 29. januar, mellem de mange hektiske indslag om, hvor store eller små beløb der er indsamlet her og der, bliver mulighed for at høre en lokal repræsentant for hver af de 12 indsatser fortælle, hvordan aktiviteten er forankret lige præcis dér, hvor pengene skal gøre en forskel. Jeg gætter på, at danskerne vil være glade for at få at vide, hvorfor de med god samvittighed kan donere til Harikars og andre lokale organisationers indsatser.
Også en opfordring til, at komikeren og medværten, Anders Bo, i sin annoncerede reportage fra SOS Børnebyernes projekt i Rwanda får mulighed for at dække den lokale vinkel. SOS har gjort sig den ulejlighed at afholde et kick-off-møde med repræsentanter fra Rwandas uddannelsesministerium, sundhedsministerium, universitetet og aktører i civilsamfundet. Hvad betyder begrebet kick-off i denne sammenhæng. Orientering af organisationer og myndigheder? Eller reelt medansvar og institutionel forankring?
Til sidst håber jeg, at forsvarsspillerne på alle de håndboldhold, som har været i kamp i den netop overståede weekend, ind imellem tog sig en blunder, eftersom hvert eneste scorede mål i weekendens kampe udløste 50 kroner fra A.P. Møllers pengekasse. Jeg har ingen idé om, hvor mange kampe der blev spillet, og hvor mange mål, der normalt scores. Men for at nå op på én million kroner skal der altså scores 20.000 mål. Hvis der i weekenden spilles 500 kampe, skal der blot scores 40 mål i snit i hver kamp.
Det må da være muligt! Selv på pløjemarken i Eggeslevmagle kunne vi tilbage i begyndelsen af 60’erne nå derop, når Ejnar og Erling var i hopla.
