Naturgas er et fossilt brændstof, men alligevel diskuterer EU-landene, om det skal med på en liste over energikilder, der kan modtage grøn støtte. Europas energiforsyning er nemlig dybt afhængig af gas. I Afrika er der mange millioner uden adgang til strøm, og her finder man det uretfærdigt, at der er ikke er støtte til gas på kontinentet, mens europæerne selv fyrer med det fossile brændstof.
Det var tydeligt på et webinar i sidste uge, hvor ledere og andre stemmer fra de to kontinenter deltog. En af dem var Senegals præsident, Macky Sall.
Han understregede, at der er mange millioner uden adgang til elektricitet i Afrika, og nævnte, at kontinentet taler med én stemme i energiomstillingen.
”Gas er en vigtig kilde til energi, ikke bare i Afrika, men også i Europa. Jeg ved, at mange europæiske lande stadig bruger gas. Vi må sammen komme frem til en fælles strategi, der er god for klimaet, men også tager hensyn til niveauet af udvikling i afrikanske lande. Det er uretfærdigt at sige til afrikanske lande, der har håb om at levere energi fra gas, at der ikke længere er subsidier til gas,” lød det fra det senegalesiske statsoverhoved.
Webinaret var arrangeret af Friends of Europe, og foregik som en dialog med fokus på energi op til et vigtigt topmøde mellem EU og Den Afrikanske Union i februar. EU har længe varmet op til et tættere samarbejde med nabokontinentet mod syd. EU-kommissionen præsenterede sin strategi for partnerskabet i 2020, og her er den grønne omstilling en af de fem hovedprioriteter.
Læs også: Her er EU’s grønne og globale tiltag i 2022
EU presser på for grøn afrikansk omstilling
EU betragter gas som en energikilde på vejen til vedvarende energi, da brændstoffet er mindre klimaskadeligt end olie og kul. Om det er også er tilfældet for EU i Afrika, er stadig uvist. EU’s ansvarlige for klima og miljø, Frans Timmermanns, havde et direkte svar til Macky Sall angående støttemidler fra EU til gas.
”EU betragter gas som en bro til klimaneutralitet, men kun hvis det giver mening. Hvornår er det tilfældet? Hvis der ikke er andre muligheder. Hvis det erstatter kul. Og hvis investeringerne er klar til brint (kan overføres til at køre på brint, red.), for rene gasser er de rigtige svar på vores fremtidige energibehov,” lød det fra den hollandske EU-kommissær.
Vera Songwe, der er generaldirektør for FN’s Økonomiske Kommission for Afrika (UNECA), deltog i debatten i sidste uge, og hun nævnte, at det er hyklerisk af EU at nægte støtte til gas i Afrika, når man selv ikke kan frigøre sig fra den fossile energikilde – og endda importerer det fra Afrika.
“Ud for kysten ved Mozambique, hvor vi har en krise i dag, og hvor væksten styrtdykker, udvinder man stadig gas til Europas forbrug. I Mozambique har kun kun 17 procent adgang til energi, og de ser europæiske virksomheder fortsætte med at udvinde gas og fragte det til Europa. Samtidigt siger man til Afrika, at landene ikke kan bruge gas. Jeg mener, det er umuligt,” sagde hun.
Storbritannien i retten for at støtte gas i Mozambique
Opdagelsen af gas i Mozambique har foreløbig ikke udviklet sig særligt positivt. Nogenlunde samtidigt med opdagelsen brød et oprør ud i regionen Cabo Verde, hvor gasforekomsterne er. Regeringen har haft meget vanskeligt ved at bekæmpe oprøret, og islamistiske grupper har blandet sig i striden.
Flere europæiske virksomheder har været involveret i udvindingen, herunder franske Total. Det britiske eksportagentur (UKEF) har netop været i retten anklaget for at bryde med Paris-aftalen ved at investere i det mozambiquiske gasprojekt. Friends of the Earth har anlagt sagen, og organisationen peger ud over hovedanklagen på, at støtten er med til at forværre konflikten i landet. En afgørelse ventes i starten af dette år.
Læs også: Britiske myndigheder i retten for at støtte omstridt projekt i Mozambique
Danmark valgte for et par måneder siden at stoppe al støtte til fossile brændstoffer i udlandet. Her er naturgas undtaget under visse betingelser, herunder, at det ikke sinker omstillingen til vedvarende energi. Undtagelsen udløber imidlertid i 2025.
Lige nu er der stor debat i EU om, hvorvidt naturgas og atomkraft skal med i kommissionens taksonomi over grønne kilder til energi. I et forslag, der bliver diskuteret, er begge energiformer inkluderet, og det betyder, at de under visse betingelser vil kunne modtage støtte fra midler til den grønne omstilling. Det er mange lande, herunder Danmark, stærkt utilfredse med. Østrig har truet med at gå til EU-domstolen for at holde naturgas og atomkraft ude af EU’s grønne omstilling, mens Frankrig og flere øst- og centraleuropæiske lande vil have dem med.
Der er flere årsager til, at rige lande har lovet at støtte udviklingslande med 100 milliarder dollars årligt til den grønne omstilling fra 2020. En af dem er, at de bliver bedt om at finde en anden vej til rigdom end den som den rige verden har taget ved at fodre vækstmotoren med fossile brændstoffer.
Sidste år advarede det Internationale Energiagentur om, at der ikke er plads til flere investeringer i ny udvinding af olie, gas eller kul, hvis de globale klimamål skal indfries. Generaldirektøren for agenturet nævnte samtidigt, at det ikke er nødvendigt med nye investeringer i fossile brændstoffer, da teknologierne til at erstatte dem allerede eksisterer.