”Først og fremmest vil jeg takke jer for det ekstraordinære eksempel, I sætter ved at være en forkæmper for det gode langt ud over, hvad jeres størrelse tilsiger.” Sådan lød det fra en rasende populær Bill Clinton, da han besøgte Danmark i 1997 og talte til en jublende folkemasse på Nytorv i København:
”I det seneste halve århundrede har I skuet ud over grænserne for jeres eget rige land og gjort andres frihed og velfærd til jeres sag. I har bekæmpet fattigdom i lande langt herfra og forsvaret menneskerettighederne ude i verden… I har forsøgt at bremse dem, der udøver terror mod uskyldige. Danmark står bag flere fredstiltag end noget andet land i verden, og det håber jeg, I alle er meget stolte af,” fortsatte Bill Clinton.
Og bedømt på den tusindtallige skares reaktion den sommerdag på Nytorv, VAR danskerne stolte over at høre vores lilleputland blive beskrevet på den måde af lederen af verdens mest magtfulde nation.
25 år senere: Ak, hvor forandret
Clintons tale er gengivet i et af de utallige programmer, der i disse uger bliver sendt i anledning af dronningens 50 årsjubilæum som regent, og her 25 år senere illustrerer den på smertelig vis den dramatiske forvandling af den globale rolle og det globale image, det officielle Danmark forfølger på Danmarks vegne. Og som cementeres med den Udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, regeringen offentliggjorde i sidste uge.
Næsten 60 sider er strategien på. Men det langsigtede udviklingssamarbejde, som lagde grunden til Danmarks stærke globale brand dengang i 1990erne, er knapt nævnt. Og Danida, som var inkarnationen af dette brand, og som var kendt og respekteret lige fra regeringskontorer til fattige landsbyer i masser af lande, er slet ikke nævnt.
Til gengæld er hele otte sider i strategien viet til regeringens nye globale slagnummer: Indsatsen mod migration – et begreb, der nævnes 42 gange. Så skulle proportionerne lige som være feset ind!
Fra udviklingsbistand til -samarbejde. Og tilbage igen
I tiden omkring Clintons besøg i Danmark i 1997 begyndte retorikken i Nord-Syd-samarbejdet at ændre sig. Nu skulle vi ikke længere tale om udviklingsbistand, men om udviklingssamarbejde. Ligegyldig retorik, kan man mene (og det var der en del, der gjorde). Men skiftet var et vigtigt signal om og en erkendelse af, at udvikling kan kun ske, hvis vi samarbejder om det. Udviklingsbistand kan bidrage, men ikke gøre det alene. Den tilgang vandt frem og kom til udtryk ved gensidigt forpligtende og langsigtede landeprogrammer. Udvikling tager tid.
Den udvikling og erkendelse synes at være gået helt hen over hovedet på forfatterne til den nye strategi: De bruger ordet udviklingssamarbejde en enkelt gang, udviklingsbistand 10 gange. De tre af gangene i forbindelse med klima og ikke færre end seks gange i forbindelse med migration og hjemsendelse. Den fattigdom, som Bill Clinton i 1997 fremhævede Danmarks indsats imod, er nævnt tre (3) gange i den strategi, der afstikker pejlemærkerne for Danmarks rolle på den globale scene.
En ordoptælling siger ikke alt, men i dette tilfælde bekræfter den det indtryk, man sidder tilbage med, når man læser strategien: Udviklingssamarbejdet er forvandlet fra et gensidigt forpligtende samarbejde om at bekæmpe global fattigdom, ulighed og nød til at være bistand, lande kan gøre sig fortjent til at modtage fra Danmark, hvis de gør, som vi siger.
Et par eksempler fra strategien: ”Vi vil styrke de politiske, kommercielle og udviklingsmæssige relationer til lande, der vil et tættere migrationssamarbejde.” Og Danmark skal “i udgangspunktet ikke give langsigtet udviklingsbistand til lande, der nægter at samarbejde om at modtage egne statsborgere”.
I 1997 brugte Danmark næsten 1 procent af den danske bruttonationalindkomst på udviklingssamarbejde og gjorde det på en måde, der gjorde Danmark kendt i verden og inspirerede Bill Clinton til at hylde Danmark. Den nye strategi bekræfter endnu engang, at dét brand er fortid. Den kanoniserer, at det er ikke længere globale, men danske behov og interesser, der er styrende for, hvordan Danmark bruger de nu 0,7 procent, vi afsætter af den danske bruttonationalindkomst til det formål, der stadig officielt kaldes udvikling.
