Ruslands beslutning om at anerkende udbryderregionerne Donetsk og Lugansk i det østlige Ukraine som ”republikker” bliver mødt med skarp kritik fra store dele af verden.
Med beslutningen om at afvise diplomatiet og ty til militær magt har den russiske præsident, Vladimir Putin, lagt multilateralismen på ”sit dødsleje”, siger en af kritikerne, Kenyas FN-ambassadør, Martin Kimani.
Han brugte sin taletid ved et krisemøde i FN’s Sikkerhedsråd tirsdag til at trække tråde til Afrikas historie og opfordre alle til at se fremad i stedet for at se tilbage mod fortidens stormagtsidealer.
”Denne situation er et ekko af vores historie. Kenya og næsten ethvert andet afrikansk land blev født ud af imperiers afslutning,” sagde Kimani.
”Vores grænser var ikke nogen, vi selv trak op. De blev tegnet op i de fjerne koloniale metropoler i London, Paris og Lissabon uden hensyn til de ældgamle nationer, de kløvede fra hinanden. I dag bor der på tværs af grænser vores landsmænd, som vi deler dybe historiske, kulturelle og sproglige bånd med,” sagde Kimani.
Gløder fra døde imperier
Den kenyanske FN-ambassadør brugte Afrikas fortid med kolonimagter som et eksempel, der understreger faren ved at puste til ”gløderne fra døde imperier”.
”Hvis vi ved vores uafhængighed havde valgt at etablere stater baseret på etniske, racemæssige eller religiøse homogenitet, ville vi stadig føre blodige krige her flere årtier senere. I stedet blev vi enige om at bevare de grænser, vi havde arvet. Men vi ville stadig forfølge kontinental politisk, økonomisk og juridiske integration,” sagde Kimani.
“I stedet for at danne nationer, der så tilbage på historien med en farlig nostalgi, valgte vi at se fremad til en storhed, ingen af vores mange nationer og folk nogensinde havde kendt. Vi valgte at følge regler fra Organisation of African Unity (der senere blev afløst af Den Afrikanske Union, red.) og FN’s charter. Ikke fordi vores grænser gjorde os tilfredse, men fordi vi ville have noget bedre, der var opstået ud af fred.”’
Længsel forfulgt med magt
”Vi mener, at alle stater, der er dannet af imperier, som er kollapset eller har trukket sig tilbage, har mange folkeslag, der længes efter integration med folkeslag i nabostater. Det er normalt og forståeligt. Hvem vil ikke gerne samles med deres brødre og have en fælles sag med dem? Men Kenya afviser en sådan længsel, hvis den bliver forfulgt med magt.”
”Vi afviste irredentisme (politisk bevægelse, der gør krav på territorium i et andet land, red.) og ekspansionisme på ethvert grundlag, herunder racemæssige, etniske, religiøse eller kulturelle faktorer. Og vi afviser det igen i dag.”
Martin Kimani har været fast repræsentant for Kenya siden december 2020, fremgår det af hans biografi på FN’s hjemmeside.
Inden da har han blandt andet været Kenyas særlige udsending inden for terrorbekæmpelse og har beskæftiget sig med adskillige andre aspekter af krig og væbnet konflikt.
Kimani har blandt andet en PhD og en masteruddannelse i krigsstudier fra King’s College, University of London, fra henholdsvis 2010 og 2003.