50 års miljøkamp: Vi står nu i den situation, vi forsøgte at forhindre

Indira Gandhi var ud over Olof Palme det eneste statsoverhoved, der deltog i Stockholmkonferencen.
Foto: Sondeep Shankar/Getty Images
Thomas Jazrawi

24. maj 2022

“En kolonialistisk tankegang.” Det var en af de vrede reaktioner fra Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, da en stor del af verdenssamfundet fordømte de omfattende skovbrande i Amazonas i 2019.

Verdens største regnskov er vigtig for hele verden, da den lagrer kulstof og er et af de mest naturrige områder i verden. Bolsonaro har imidlertid holdt stædigt fast i, at Brasilien selv har den fulde ret til at forvalte og udnytte naturen på eget territorium.

Det illustrerer et af dilemmaerne i den globale indsats for klima og miljø. Og mange af disse udfordringer kan spores helt tilbage til fødslen af den internationale kamp for at forhindre miljønedbrydelse, naturødelæggelser og klimaforandringer. Den kamp startede i 1972 med den første internationale konference om miljø, Stockholm-konferencen. I år bliver 50-års jubilæet for denne begivenhed markeret, men det bliver i et lettere dunkelt skær, da alle opgørelser viser, at det går tilbage med natur, miljø og klima i et globalt perspektiv.

“Med de globale miljømæssige ændringer, der udfolder sig i hidtil uset hastighed og omfang, befinder vi os nu i en situation, som Stockholm-konferencen håbede at undgå,” skriver Jan Eliasson, der selv var svensk diplomat i Washington i tiden omkring konferencen.

Det gør han i bogen “Anthropocene (In)securities“, der er udgivet af Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) for at markere det runde jubilæum. Den officielle del af fejringen foregår i starten af juni ved konferencen Stockholm 50+ i den svenske hovedstad.

Ville løsne spændinger

I 1960’erne var der en gryende bevidsthed om truslen fra forurening, men der var endnu ingen lande, der havde miljøministerier eller miljøstyrelser. Klimaforandringerne var stort set ikke på dagsordenen. Til gengæld havde mange tidligere kolonier netop opnået deres uafhængighed, og den kolde krig med truslen om en altødelæggende atomkrig var særdeles nærværende.

Det neutrale Sverige forestillede sig, at en konference om en fælles udfordring som miljø kunne løsne for nogle af de internationale spændinger og styrke FN’s rolle. Sovjetunionen og USA var begge positivt indstillede, og det førte rent faktisk til samarbejde mellem de rivaliserende stormagter, der også rakte ud over Stockholm-konferencen, påpeger SIPRI.

Stemningen var helt anderledes i det globale Syd. Her var der ikke meget forståelse for, at miljø skulle på den internationale dagsorden. Flere udviklingslande mente i stedet, at de havde behov for mere forurening, da de så forurening som et problem primært i de rigere lande, og dermed som et trin på vejen mod større velstand.

“De mindre udviklede lande så skeptisk og fjendtligt på denne fremskydende vestlige diskurs. En konference om forurening havde ingen relevans for udviklingslande og kunne være en hindring for udvikling,” forklarer Michael Manulak fra Carleton University i en videnskabelig artikel.

Brasilien var særligt i front med kritikken, og det store sydamerikanske land pegede på, at det var rige landes ansvar at gøre op med forurening. Samtidigt fastslog brasilianerne, at de ikke ville acceptere formuleringer, der svækkede deres suverænitet over egne ressourcer.

Bæredygtig udvikling

Det var særligt et forberedelsesmøde i 1971 i byen Founex ikke langt fra Geneve i Schweiz med alle FN-agenturene, der var med til at vende stemningen i udviklingslandene. Mødet blev tilrettelagt af den canadiske diplomat Maurice Strong, og det mundede ud i en rapport, der fik stor betydning for Stockholm-konferencen. Rapporten skelnede skarpt mellem miljøproblemer i rige og fattige lande. I de rige lande førte udvikling til miljøproblemer, mens miljøproblemer som ringe kvalitet af vand, sanitet og bygninger samt naturkatastrofer i fattige lande var et resultat af underudvikling.

“I store træk kan miljøproblemerne i udviklingslande overvindes af udvikling i sig selv. I rige lande er det hensigtsmæssigt at se udvikling som en årsag til miljøproblemer. Dårlig planlagt og ureguleret udvikling kan have en lignende effekt i udviklingslande. Men hovedsageligt må udviklingslande se på forholdet mellem udvikling og miljø i et andet perspektiv. I deres situation bliver udvikling essentielt en kur mod deres største miljøproblemer,” lød det blandt andet i rapporten.

Denne tilgang, som kan ses som en tidlig udgave af begrebet bæredygtig udvikling, forløste udviklingslandenes bekymringer for, at miljøindsatsen kunne hæmme deres udvikling. I stedet præsenterede den netop udvikling som løsningen på miljøproblemerne i de fattige lande.

Fra Stockholm til Nairobi

Founex-rapporten fik sat klare indtryk på den endelige erklæring fra Stockholm-konferencen, som fandt sted i 1972 efter fem års diskussioner. “Only One Earth,” lød sloganet, da repræsentationer fra 114 lande deltog i miljøkonferencen i den svenske hovedstad. De fleste lande fra Østblokken valgte at blive væk grundet utilfredshed med, at det daværende Østtyskland ikke kunne deltage på lige vilkår med Vesttyskland. Indiens premierminister Indira Gandhi var ud over den svenske statsminister, Oluf Palme, det eneste statsoverhoved, der var med ved begivenheden. Fra Danmark deltog socialdemokraten Jens Kampmann, der i 1971 blev den første danske miljøminister med betegnelsen minister for forureningsbekæmpelse.

Resultatet blev en handlingsplan og en erklæring med meget klare aftryk fra udviklingslandene. Det første af de i alt 26 principper i erklæringen kalder til modstand mod apartheid, racediskrimination, kolonialisme og anden undertrykkelse. Principperne er også spækket med tankerne fra Founex-rapporten, som siden er blevet faste bestanddele af internationale aftaler om natur, biodiversitet, klima og miljø. Det gælder eksempelvis kravet om støtte til indsatsen.

“Udfordringer med miljø, der er forårsaget af underudvikling, og naturkatastrofer skaber store problemer, og kan bedst håndteres ved at accelerere udvikling gennem substantiel finansiel og teknologisk støtte til udviklingslandes nationale indsatser,” lyder det i princip nummer 9.

Et andet resultat af konferencen faldt ligeledes ud til udviklingslandenes fordel. FN’s Miljøprogram (UNEP) blev søsat i Stockholm i 1972, og det blev det første FN-agentur med hovedsæde i et udviklingsland. Vestlige lande foreslog Geneve, men både Indien og Kenya tilbød at huse agenturet. Da Indien trak sit kandidatur var der bred opbakning fra udviklingslandene til, at UNEP blev placeret i den kenyanske hovedstad Nairobi. Maurice Strong blev den første generalsekretær for UNEP, som i dag er ledet af danske Inger Andersen.

Globale løsninger på regionale problemer

I de seneste 50 år er miljø og klima blevet et vigtigt nationalt og internationalt emne. Miljø- og klimaministerier er blevet en fast del af enhver regering verden over, og styrelser sørger for at overvåge og gennemføre politik på området. Der er også kommet nye organer, sekretariater og konventioner under FN. I dag har vi internationale konventioner om eksempelvis ørkendannelse, trækfugle og handel med vilde dyr samt de mere kendte om klima og biodiversitet.

Det har ført til adskillige succeser. Det lykkedes eksempelvis verdenssamfundet at få bugt med de kemikalier, der medvirkede til at skabe et truende hul i ozonlaget. Syreregn, som engang blev anset som en stor trussel, taler vi heller ikke meget om i dag, da det er lykkedes at nedbringe udledningen af svovl.

Med mange andre af de grønne udfordringer er det imidlertid kun blevet værre. Tab af biodiversitet fortsætter i uhindret tempo, 2021 satte ny rekord for udledning af drivhusgasser og millioner af mennesker dør årligt af luftforurening.

Forskere har peget på, at udfordringen med ozonlaget var relativt nemt at løse, da det var muligt at udskifte kilden til de skadelige stoffer med andre komponenter. Til gengæld er aftalerne om at bremse tabet af biodiversitet præget af svage regler. Det er også et område, hvor det er vanskeligt at se en sammenhæng mellem de globale mål og de nationale indsatser. Samtidigt er udfordringer med miljø, luftforurening og biodiversitet primært regionale, så det kan være vanskeligt at behandle på det internationale niveau.

I kampen mod klimaforandringer har det store diskussionsemne været, hvem der skulle gøre hvad. Den rige del af verden har accepteret, at den skal gå forrest, men der er stadig velstående lande, der har været modvillige. Det gælder eksempelvis Australien, men der er nye toner fra landet down under, efter valget i denne uge. De store stridigheder mellem Nord og Syd består imidlertid, og senest kom et af dem til udtryk i efteråret, da en opgørelse viste, at løfterne om støtte til klimaindsatsen stadig ikke er indfriet.

Naturen eller mennesket i centrum?

Forskerne fra SIPRI har en mere filosofisk forklaring på, at der ikke er flere forbedringer efter 50 års international indsats på det grønne område. Formuleringerne i Stockholm-erklæringen beskriver primært naturen og økosystemerne som naturressourcer, der skal beskyttes til gavn for mennesker. Princip nummer 21 i erklæringen giver direkte staterne den suveræne ret til at udnytte deres egne ressourcer i henhold til deres egen miljølovgivning.

“Det har sat tilegnelsen af ikke-menneskelige liv og økosystemer i system som ejendom af staten og dens kapitalistiske partnere […De bliver set som….] ting til udvinding, brug, profit og produktion, snarere end en levende vitalitet med en værdi i sig selv og deres egne ønsker, historie, livsmåder og formål,” argumenterer forskerne.

De beskriver tilgangen som antropocentrisk, hvor mennesket er i centrum, og hvor rationalet for miljøbeskyttelse er, at det skal gavne menneskeheden. I modsætning til det fremhæver de et andet syn, der placerer mennesket som en del af vores omgivelser, hvilket også betyder, at vores solidaritet bør gå på tværs af arter, kulturer, generationer og de små “verdener”, der eksisterer i klodens forskellige økosystemer:

“Skellet mellem mennesker og deres omgivende miljø, der er så central i mijløpolitikken og tilgangen til sikkerhed, kan erstattes med et mere skrøbeligt og sammenvævet univers, som binder menneskelige og ikke-menneskelige verdener sammen på komplekse og uforudsigelige måder”.

Farvel til våbnene

Stockholm 50+ kommer til at foregå parallelt med krigen i Ukraine, bekymringer for en ny kold krig og øgede spændinger mellem stormagter. Det kommer konferencen i næste uge næppe til at ændre ved. Dertil kommer, at sammenkædningen mellem miljø og masseødelæggelsesvåben ikke er så fremtrædende i dag, som den var i 1972.

“Menneskeheden og dets miljø må spares for konsekvenserne af atomvåben og andre instrumenter til masseødelæggelse. Stater må bestræbe sig på at opnå en hurtig aftale i de relevante internationale fora om udryddelse og den fuldstændige ødelæggelse af denne type våben,” lyder et af principperne i Stockholm-erklæringen.

Formuleringen kom i skyggen af amerikanernes brug af det giftige kemikalium Agent orange under Vietnamkrigen, som fik massiv kritik af Olof Palme ved konferencen, og den nærværende trussel fra atomvåben.

Denne pointe er stort set forsvundet fra diskussionerne om bæredygtig udvikling. Den er end ikke blevet en del af FN’s verdensmål, som ellers har en bredere ramme end miljøaftalerne samt et konkret mål om fred og partnerskab i verden.