For 34 år siden udgav Salman Rushdie ‘De Sataniske Vers’. Året efter udstedte Irans Ayatollah Khomeini en fatwa mod forfatteren, som ifølge det religiøse overhoved var blasfemisk mod islam. En dusør på tre millioner dollars blev udlovet til den, der tog livet af den indiskfødte forfatter.
Sådan er det heldigvis ikke gået. Fanatikere og mørkemænd er ikke lykkedes med at myrde Rushdie, der siden 1989 har levet som legemliggørelsen af kampen for det frie ord, ofte i skjul og flere gange på flugt.
I mange år har den nu 75-årige Salman Rushdie undervist på New York Universitys journalistskole, hvor jeg selv havde fornøjelsen af at stifte bekendtskab med ham. Og høre et lille udpluk af hans anekdoter om at møde Muhammad Ali på et møntvaskeri i LA, overvære Joe DiMaggio konfrontere Paul Simon over linjerne om ham i ‘Mrs. Robinson’ og, ej at forglemme, professor Rushdies middagsselskab hos en sydamerikansk diktator, hvor han måtte skrible sine noter ned på toiletpapir.
Ofte ville det litterære koryfæ hellere fortælle historier end at lære novicerne, hvordan det skal gøres. Som en hyggelig, finkulturel bedstefar med uendeligt, ironisk overskud og tweed-lapper på albuerne – samt en britisk ridderorden for sine bidrag til verdenslitteraturen og kampen for ytringsfriheden gemt et eller andet sted i skabet.
Det var af den grund også ekstra deprimerende at høre om angrebet mod Rushdie den 12. august. Både på det personlige, professionelle og politiske plan. Heldigvis er hans tilstand nu stabiliseret, fortæller hans agent Andrew Wylie til El País.
Wylie ville ikke afsløre, om Rushdie er blevet udskrevet fra hospitalet, efter han blev stukket 15 gange med en kniv på scenen til et litterært arrangement. Ifølge agenten har Rushdie permanent mistet synet på det ene øje og førligheden i den ene arm. Den 24-årige, amerikanske gerningsmand, der efter eget udsagn ikke har læst mere end et par sider i ‘De Sataniske Vers’, er tiltalt for drabsforsøg, hvilket han har nægtet sig skyldig i.
Desværre er angrebene på ytringsfriheden og dens forkæmpere mere symptomatiske end Salman Rushdies mirakuløse overlevelseshistorie.
Flere begrænsninger på ytringsfriheden
“Det chokerende angreb på Rushdie kommer på et tidspunkt med intensiverede og uforudsigelige angreb mod ytringsfriheden på verdensplan,” skrev Suzanne Nosel i The Guardian efter attentatforsøget. Hun er formand for International PEN, en sammenslutning af forfattere og journalister, der kæmper for retten til at ytre sig frit og hjælper forfulgte skribenter i sikkerhed.
Ifølge International PENs Freedom to Write-indeks sad mindst 277 journalister, akademikere og meningsdannere bag tremmer i 2021. Organisationen Committee to Protect Journalists rapporterede, at hele 293 journalister i 2021 sad i fængsel for at gøre deres arbejde – en deprimerende, ny rekord. Ifølge UNESCO blev 55 journalister slået ihjel i 2021. Og i The Global Expression Report for 2022, udarbejdet af menneskerettighedsorganisationen Article 19, fremgår det, at fire ud af fem mennesker i dag er mere begrænsede i deres ytringsfrihed end for ti år siden.
Kina, Myanmar og Saudi-Arabien topper listen over regimer med flest indespærrede meningsdannere på International PENs 2021-indeks.
Og ifølge Cathrine Hasse, forkvinde for Dansk PEN, er det helt typisk, at autoritære regimer indespærrer forfattere og journalister, der ytrer sig kritisk om magthaverne.
“Sagen med Salman Rushdie tilhører en anden type sager, vi ser i PEN,” siger hun med henvisning til, at han har været forfulgt efter fordømmelse fra en religiøs autoritet, ikke fra hjemlandets politiske regime.
En stor del af organisationens arbejde består ifølge Cathrine Hasse i at korrespondere med fængslede forfattere eller journalister og advokere på deres vegne til myndigheder og offentlighed. Det har aldrig været nødvendigt for Rushdie, der har været fri til at tale sin egen sag og skabe stor bevågenhed på ytringsfriheden igennem årtier.
Salman Rushdie er et enestående eksempel
Cathrine Hasse er taknemmelig for, at Salman Rushdie overlever. Og hun håber, at det meningsløse angreb igen kan sætte gang i diskussionen om ytringsfrihed. Den er essentiel for, at retten til at tænke og skrive frit overlever.
“Selv hvis Rushdie var død, ville han aldrig blive glemt. Der er ikke noget, der dør her. Den kamp, vi har kæmpet, fortsætter og fortsætter og fortsætter,” understreger Dansk PENs forkvinde.
Men flere af Salman Rushdies samarbejdspartnere på ‘De Sataniske Vers’ har ikke været lige så heldige. I 1991 blev Hitoshi Igarashi, bogens japanske oversætter, myrdet i Tokyo. Sagen er aldrig blevet opklaret. I 1993 døde 37 mennesker i en påsat brand på det hotel, hvor den tyrkiske oversætter, Aziz Nesin, opholdt sig. Samme år blev William Nygaard skudt udenfor sit hjem i Oslo, fordi han havde udgivet ‘Versene’ på norsk. Han kom sig heldigvis fuldstændigt. Og genudgav senere bogen.
Og den ukuelige modstandsvilje er både ytringsfrihedens bedste forsvar og en nødvendighed, hvis vi også skal have friheden til at tænke, tale og skrive frit i fremtiden, , mener Cathrine Hasse.
“Det eneste gode ved noget så voldeligt og meningsløst som angrebet på Salman Rushdie er, at det tydeligt viser, at vi stadig må kæmpe for ytringsfriheden. Selv når det virker til, at det frie ord har gode betingelser, skal vi tale om det og værne om det, hvis vi vil bevare den frihed, som er så vigtig for vores demokrati,” siger hun.
Globaliseringens fallit giver plads til antidemokrati, også i Afrika
Dansk PEN har netop stiftet en Afrika-afdeling. De frivillige skal holde øje med ytringsfriheden i afrikanske lande og sikre hjælp til forfulgte skribenter, når det bliver nødvendigt.
“Angrebet på Rushdie har måske vækket nogle fra en Tornerose-søvn. I mange år har man troet, at den her mørke tankegang var på retur. Men det kan man høre, blandt andet på reaktionerne fra Iran, at den ikke er. De kunne jo lige så godt have støttet det,” påpeger Cathrine Hasse.
På et pressemøde udtalte en talsmand fra Irans udenrigsministerium, at ansvaret for angrebet på Rushdie alene ligger hos forfatteren og hans støtter. Den iranske udmelding er symptomatisk for den anti-demokratiske modreaktion, der ifølge Dansk PENs forkvinde har været i nogle lande efter globaliseringens deroute.
“Der er en modreaktion nu i mange miljøer, hvor mange lande trækker sig tilbage til en national dagsorden og gør oprør mod amerikansk kultur og vestlige værdier. Derfor har folk, der ikke tidligere turde ytre hadtale og åbent kæmpe mod demokrati og ytringsfrihed, måske fået mere mod nu,” mener Cathrine Hasse, der udover at stå i spidsen for Dansk PEN har været professor i pædagogisk antropologi ved Aarhus Universitet i næsten 20 år.
Samme tendenser gør sig gældende i Afrika, påpeger Hasse og nævner Eswatini, Rwanda og Uganda som eksempler. I sidstnævnte er journalister blevet arresteret, når de har forsøgt at dække oppositionspolitikeren Bobi Wine, en tidligere popstjerne og populær kritiker af styret.
Cathrine Hasse håber, at den genoptændte debat om ytringsfriheden, der igen-igen skyldes Salman Rushdies ukuelige overlevelsesinstinkt, kan trække flere folk ind under det frie ords faner, så forfulgte forfattere på afrikansk jord også kan få en hjælpende hånd.
Jeg håber, min tidligere professor kan få lov at leve i fred, fortælle de samme gamle anekdoter til nye, starstruck studerende og ikke frygte flere overfald. Men den vej vender verden desværre ikke for tiden.
