Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes egen holdning.
Gældskrisen i udviklingslandene i 1980’erne fik de største vestlige magter, især USA, til at mene, at Verdensbanken og IMF burde hjælpe med at forvalte denne gæld. Washington-konsensus blev dengang anset for at være den mest effektive model til at stimulere vækst i udviklingslande gennem neoliberale anbefalinger om økonomisk politik, men har ført til blandede resultater og stor kritik.
Wall Street-konsensus vs. Beijing-konsensus
Wall Street-konsensus er et paradigme for udviklingsstrategier, hvor man fokuserer på mobilisering af finansiering fra den private sektor.
Beijing-konsensus er omvendt et statskapitalistisk paradigme, som bedst manifesteres i Kinas “Belt and Road”-initiativ.
Begge paradigmer kan ses som et opgør med Washington-konsensus-strategien, som af mange er blevet betegnet som en fejlslagen udviklingspolitisk strategi, primært drevet af amerikanske geopolitiske interesser.
Dette er et indlæg i en debatserie, hvor studerende fra Global Development-uddannelsen på Københavns Universitet diskuterer, om
- de to nye udviklingsparadigmer kan sameksistere,
- og hvordan det i så fald vil påvirke det globale syds kamp for at nå verdensmålene.
Med Beijing-konsensus har Kina udfyldt et tomrum efterladt af den utilstrækkelige udviklingsbistand fra Vesten, og Kina rækker nu ud til flere lande i det globale syd gennem deres “Belt and Road”-initiativ (BRI).
Ifølge Kina bidrager BRI til at skabe forbindelser mellem Kina og andre lande inden for blandt andet politisk kommunikation, infrastruktur, handel, finansiering og internationale forhold. Den kinesiske regering lægger vægt på ‘fredelig udvikling’ og ‘ligeværdige forhandlinger’ mellem landene i lyset af vestlig kritik.
Toppen af isbjerget
Tidligere har udenlandsk bistand og mange udviklingsplaner haft kontroversielle eller negative resultater, og indsatsen syntes aldrig at have været tilstrækkelig til at skabe bæredygtig og varende udvikling. For at skabe nye udviklingsmuligheder er institutioner som FN, Verdensbanken og IMF blevet enige om at “gøre udvikling profitabel”, hvilket skal tiltrække investorer fra den private sektor og føre til bedre resultater.
Derfor har man siden set, hvad nogle kalder et “De-Risking”-paradigme for at mindske risikoen i at investere i udviklingslande ved at gå over til markedsbaseret finansiering.
Daniela Gabor har kaldt det “Wall Street Consensus” (WSC). Hensigten om at hjælpe lande med at udvikle sig yderligere kan dog være toppen af isbjerget.
WSC kræver indenlandske institutionelle reformer og integrering af en bestemt vestlig model, som til gengæld nyder godt af øgede investeringer. Selvom WSC ikke udtrykkeligt er et direkte svar på Beijing-konsensus, kunne det taget i betragtning af den bekymring, der i dag er rettet mod Kina, ligne en strategi fra Vestens side for at bremse den asiatiske stormagt. I sidste ende har Vesten ikke tillid til sin nærmeste konkurrent og ønsker ikke at sakke bagud og risikere at miste sin hegemoniske position over for lande i det globale syd.
Som det ser ud i dag, er det globale syd ved at blive en ideologisk slagmark mellem det vestlige paradigme om “De-risking” og det kinesiske BRI.
Hvilken forhandlingsposition er det globale syd i?
En voksende bekymring i forbindelse med dette paradigmesammenstød er at lande i det globale syd vil ende med det værste fra begge verdener. Begge tilgange er egoistiske, idet de søger profit og kontrol.
“De-risking” flytter risikoen fra investor til udviklingslande, og ingen af de to strategier tager hensyn til lokal- eller civilsamfundet. Det ville ikke være urealistisk at tro, at stater, der accepterer bistand fra begge sider, vil ende med logistiske katastrofer, hvor systemer støder sammen, og vestlige investorer ikke vil arbejde med ressourcer støttet af Beijing og omvendt.
Endvidere kan det være vanskeligt for de to strategier at fungere i de samme lande, da statskapitalisme øger risikoen for markedsforvridning og mangelfuld konkurrence. Det vil være en vanskelig betingelse for en WSC-tilgang og kan derfor afskrække private investorer.
Man kan imidlertid overveje, at det globale syd befinder sig i en god position til at placere sig selv som forhandlingsobjekt mellem de interesserede parter. Er det nu også nødvendigt med konkurrence? Kunne begge planer ikke være kompatible med hinanden?
De ideologiske forskelle mellem Vesten og Kina kan måske ende med at blive det, der kan skubbe det globale syd ind i en stor tid med bæredygtig udvikling.
