Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes egen holdning.
I de sidste par år har udviklingsarenaen oplevet en betydelig ideologisk omlægning, både hvad angår strategiplanlægning og finansiel omfordeling.
Wall Street-konsensus vs. Beijing-konsensus
Wall Street-konsensus er et paradigme for udviklingsstrategier, hvor man fokuserer på mobilisering af finansiering fra den private sektor.
Beijing-konsensus er omvendt et statskapitalistisk paradigme, som bedst manifesteres i Kinas “Belt and Road”-initiativ.
Begge paradigmer kan ses som et opgør med Washington-konsensus-strategien, som af mange er blevet betegnet som en fejlslagen udviklingspolitisk strategi, primært drevet af amerikanske geopolitiske interesser.
Dette er et indlæg i en debatserie, hvor studerende fra Global Development-uddannelsen på Københavns Universitet diskuterer, om
- de to nye udviklingsparadigmer kan sameksistere,
- og hvordan det i så fald vil påvirke det globale syds kamp for at nå verdensmålene.
Fra “Third World Developmentalism”-fiaskoen til “Washington-konsensus” i 1980’erne og nu til den finansielle globalisering og statskapitalismens fremmarch. Verdensbankens “Maximering af finansiering til udvikling” (MFfD) fra 2019 bidrog sammen med andre FN- og G20-dagsordener til udformningen af et statsstøttet netværk af private investeringer på udviklingsfeltet: den såkaldte “Wall Street-konsensus”.
Kort sagt: Med den omfattende brug af offentlig-private partnerskaber foretager den private sektor en række investeringer i offentlige tjenester, mens staten garanterer betalingsstrømme og total dækning mod både efterspørgsels- og politisk relaterede trusler.
Vi hævder, at denne proces er drevet af den voksende bekymring i Vesten over Kinas voksende tilstedeværelse i udviklingslande.
Gennem Beijing-konsensus har Kina investeret i opbygning af en solid kapacitet, et stærkt nationalt lederskab og fokus på uddannelse i forskellige østasiatiske lande, hvilket har gjort det muligt for Østasien at blive den mest succesfulde region i verden siden Anden Verdenskrig.
Politisk og økonomisk kontrol
Fokus på udvikling er ikke et svar på et bredere behov for økonomisk vækst og bæredygtighed i sig selv, men snarere et svar på det geopolitiske aktiv, der ser Kina som en voksende politisk magt.
Alligevel argumenterer institutionerne bag Wall Street-konsensus, at fokus på udvikling er et legitimt svar på behovet for økonomisk vækst, bæredygtighed og mangel på udenlandsk bistand. Derfor kan Wall Street-konsensus ses som den mest effektive måde at løse dette på, hvor det endelige mål er at accelerere den globale udvikling.
Desuden er fokus på ESG-ratings (måling af en virksomheds miljømæssige og sociale påvirkning samt den generelle ledelse, red.) en klar indikation af vilje til at indarbejde et fokus på miljø, hvilket fremmer arbejdet hen imod verdensmålene.
Dog skal det siges at forudsætningen for de udlånsordninger og investeringsprojekter, der er iværksat, imidlertid viser, at Wall Street-konsensus’ mål er politisk og økonomisk kontrol, magt og profit.
Skjulte eller åbne intentioner
“De-risking” flytter risikoen for investorerne ved at lægge den over på regeringerne og befolkningerne i det globale syd. Målet er at beskytte og fremme den finansielle, amerikanske markedsorienterede kapitalisme for at sikre investorer nem adgang, exit og stabile pengestrømme ved at anvende verdensmålenes sprog om “grøn” vs. “beskidt” politik for et socialt og miljømæssigt bevidst vælgerkorps og en offentlig opinion i det globale nord.
Mens den kinesiske regering åbenhjertig er om sin søgen efter økonomiske fordele, må USA og EU skjule deres økonomiske imperialisme.
I sandhed konkurrerer disse udviklingsprogrammer skarpt om at udvide deres indflydelse og bringe det globale syd ind under konkurrerende bannere af stats- eller markedskapitalisme.
Spørgsmålet er blot, om dette kan udnyttes til det gode og måske medføre utilsigtede investeringer i egentlige grønne projekter eller blot et “greenwashed” kapløb mod bunden, hvor ESG-investeringer er alt andet end grønne.
