FN må ikke engang tale om Kinas overgreb på uighurerne

Demonstration i Bruxelles 25. september til støtte for uighurerne.


Foto: Thierry Monasse/Getty Images
Jesper Hallas Jessen

7. oktober 2022

“Det er uacceptabelt. Det er skammeligt,” sagde Dolkun Isa til mediet Geneva Solutions. Han er forperson for “World Uyghur Congress”, der er baseret i Tyskland.

Det, Dolkun Isa henviser til, er, at muslimske lande har valgt side til fordel for Kina, da de torsdag skulle tage stilling til, om FN’s Menneskerettighedsråd skulle diskutere Kinas påståede overgreb mod det muslimske mindretal, uighurerne, i Xinjiang provinsen.

Læs også: Folkedrab’ i Kina – hvad kan det internationale samfund stille op?

Af de 47 medlemmer i rådet stemte 19 imod, 17 for og 11 medlemmer undlod at stemme. Der er 17 medlemmer af Organisationen for Islamisk Samarbejde i Rådet for Menneskerettigheder og af dem var det kun Somalia, der støttede forslaget om en debat. 13 stemte imod, og de sidste undlod at stemme.

Fra Pakistan lød det for eksempel, at det underminerer den konstruktive ånd i rådet, at have en sådan debat mod Kinas vilje.

Afstemningen i menneskerettighedsrådets udfald vedrørende “Debat om menneskerettighedssituationen i Xinjiang, uighuernes autonome Region i Kina.”

Forslaget om at debatere situationen er fremsat af vestlige lande, der ifølge Geneva Solutions virkelig har prøvet at nedtone alvoren ved at sætte emnet på dagsordenen. Kina derimod har anklaget de vestlige lande for dobbeltmoral og manipulation.

FN-råd i “farceagtig position”

Det hele er udløst af, at den tidligere FN-menneskeretshøjkommissær Michelle Bachelet ved sin afgang offentliggjorde en FN-rapport, der pegede på mulige forbrydelser mod menneskeheden i Xinjiang, blandt dem forsvindinger og tvungen sterilisation.

“Dagens afstemning beskytter gerningsmændene bag menneskerettighedskrænkelser frem for ofrene – et forfærdende resultat, der sætter FN’s vigtigste menneskerettighedsorgan i den farceagtige position, at man ignorerer resultaterne af FN’s eget menneskerettighedskontor.”

Sådan sagde Agnes Callamard, Amnesty Internationals generalsekretær, om afstemningens resultat.

Det har været håbet i menneskeretskredse, at Michelle Bachelets rapport endelig ville kunne sætte gang i et større internationalt pres på Kina.

”Det gode ved den FN-rapport er, at den kommer fra et de højeste steder i FN-systemet. Når FN’s menneskeretshøjkommissær siger, at det muligvis kan klassificeres som forbrydelser mod menneskeheden, er det ikke noget, man kan sidde overhørigt,” sagde lektor i international lov og strafferet, Martin Mennecke til Globalnyt i forbindelse med menneskerettighedsrådets møde.

Globalnyt har efterfølgende fået en skriftlig kommentar fra Martin Mennecke på baggrund af afstemningen. Han ser både negative og positive sider af det nu afsluttede møde i menneskerettighedsrådet:

“Jeg er ikke overrasket, fordi der jo var rygter om stort pres og en decideret kampagne fra Kinas side for at undgå en menneskerettighedsrådsdebat om Xinjiang rapporten. Men jeg er skuffet over, at kun 17 ud af 47 medlemmer levede op til deres mandat om at fremme og beskytte menneskerettigheder og stemte for.”

Ifølge Martin Mennecke viser resultatet, hvor magtfulde kineserne er. “Samtidigt synes jeg, det er positivt, at nogle lande nu endelig har skubbet Xinjiang-debatten ud i det åbne, så alle må bekende farve.”