Unge vælgeres vigtigste mærkesager ved det kommende folketingsvalg er styret af internationale kriser som klimaet og energikrisen. Det erfarede Globalnyt, da vi begav os ud i de Københavnske gader for at tage pulsen på, hvilke emner, der er de vigtigste for de unge, når de går ind i valgboksen.
Læs også: Ungdommens Folkemøde: Unge vil have fokus på klima og menneskerettigheder.
Hvad er vigtigst for dig ved det kommende folketingsvalg?
Inga, 21 år: Jeg tror, jeg vil sige klima. Nu kan jeg faktisk ikke stemme i Danmark, da jeg er fra Island, men hvis jeg kunne, så ville jeg stemme på dem, der er mest ambitiøse på det plan. Jeg ved ikke på hvem, men et sted på venstrefløjen. Det handler om, at jeg er ung og bekymret for, hvordan samfundet kommer til at se ud i fremtiden. Jeg ønsker derfor, at politikerne investerer i den fremtid. Jeg synes ikke, at klima fylder tilstrækkeligt i debatten.
Aske, 18 år: Klima betyder rigtigt meget for mig. Det er min nummer et mærkesag. Selv om det ikke er det, der er tættest på en i hverdagen, så er det det, der betyder mest. Jeg er ikke i tvivl om, at det er det objektivt vigtigste. Inflation og alt muligt andet forsvinder jo. Men CO2 der først er kommet ud, forsvinder ikke bare lige sådan.
Jeg ligger mellem at stemme på Moderaterne og Liberal Alliance, men jeg ender nok hos Moderaterne.
Jeg tror, at en ensartet og høj CO2 afgift vil gøre meget. Skatten bør rykkes fra at være indkomstbetinget til at være klimabetinget.
VIDEO: Se, hvad de unge vælgere stemmer efter her
Oliver, 20 år: Energikrisen. Jeg kan godt mærke, at jeg tænker en del over de stigende priser. Jeg kan ikke have lyset tændt hele tiden, og jeg har tænkt en del over, hvornår jeg kan tænde for varmen. Min stemme kommer til at afhænge af det.
Albert, 23 år: Hvordan klimaet bliver håndteret og så noget med unge menneskes velvære, velbefindende og et fokus på psykologhjælp. Jeg læser selv psykologi, og derfor går jeg meget op i det og ved en del om det. Det er store problemer, som kommer til at koste en del for samfundet.
Luna, 22 år: Jeg lægger meget vægt på klimaet, da jeg synes, det betyder meget for os alle sammen. Jeg tror, at det er afgørende, at man har en konkret handlingsplan i forhold til klimaet.
Der bliver snakket meget, men gjort rigtig lidt. Jeg synes faktisk, at der kommer mere handling fra andre steder end fra Christiansborg. Jeg håber, at valget kan sætte noget mere fut i det den her gang.
Jeg er lidt i tvivl om, hvem jeg vil stemme på, men tror, at det bliver på Alternativet. Jeg stemte på Enhedslisten sidst, men jeg føler, at deres profil og måden, de snakker om forskellige emner på, har ændret sig meget siden sidste folketingsvalg.