Verdens 27. klimatopmøde er netop gået i gang, hvor regeringsledere fra hele verden skal forsøge at finde fælles løsninger på klimakrisen. Oxfam IBIS ser to ting som helt afgørende for, at COP27 skal blive en succes. Nemlig at verdens rigeste lande finder finansiering til de klimarelaterede tab og skader, som de har forårsaget i verdens fattigste lande. Og så skal landenes løfter om at nedbringe deres CO2 udslip hæves gevaldigt, så målet fra Paris-aftalen om at holde temperaturstigningen på 1,5 grader i 2030 ikke tabes fuldstændig af syne.
Løsningen skal findes ved, at de rigeste lande og individer tager det største ansvar og ændrer adfærd.
Verdens rigeste mennesker har i forvejen et massivt CO2-aftryk på deres privatforbrug, som er mange gange højere end resten af klodens befolkning. Regner vi udledningen fra deres investeringer med, bliver det helt absurd. Men det viser også, at hvis verdens rigeste tog ansvaret for klimakrisen på sig, nedbragte deres udledninger og flyttede deres investeringer i en mere grøn retning, kunne de bidrage markant til at begrænse klimaforandringerne.
Milliardærernes investeringer udleder enorme mængder CO2
Milliardærers investeringer har stor betydning for verdens samlede udledning af drivhusgasser. Oxfam har i en ny rapport – forud for klimatopmødet COP27 – undersøgt udledningerne fra 125 af verdens rigestes investeringer. Rapporten afslører, at de 125 milliardærers investeringer årligt udleder 3,1 mio. tons CO2e i gennemsnit. Det er mere end en million gange flere drivhusgasser end en gennemsnitsperson, der ikke er blandt de ti procent af verdens rigeste.
I gennemsnit havde milliardærerne 14 procent af deres investeringer i meget forurenende industrier som cement-, olie- og gasindustrierne. Det er dobbelt så stor en andel som gennemsnittet af virksomheder i S&P 500-indekset, og kun en af milliardærerne i denne rapport havde investeret i vedvarende energi. Samlet udleder de 125 milliardærer årligt 393 millioner tons drivhusgasser, hvilket svarer til hele Frankrigs samlede udledning.
Det udstiller den vanvittige ulighed, der er i klimakrisen. Det er de rige, der sviner mest og i høj grad driver klimakrisen, men det er de fattige, der står med regningen og skaderne, når klimakatastroferne rammer. Det er vi simpelthen nødt til at gøre noget ved.
De, som rammes hårdest af klimaforandringerne, har længe råbt på hjælp, og vi kan simpelthen ikke tillade, at de gang på gang bliver overhørt. Vi ved, at klimaforandringerne er her, og det kræver, at vi handler nu, hvis ødelæggelserne ikke skal blive helt uoverskuelige.
Beskat de rigeste, beskyt klimaet
Et sted at starte kunne være at gøre det mere attraktivt at investere grønt i stedet for sort. Hvis de 125 milliardærer flyttede deres investeringer til virksomheder med højere sociale og miljømæssige standarder, kunne deres samlede CO2-udledning mindskes med op mod 75 procent.
Derfor bør der indføres en ekstra beskatning på investeringer i forurenende industrier. Det kan føre til en reducering af rige menneskers magtkoncentrationen, samtidig med det kan give et drastisk fald i udledningen af drivhusgasser.
Derudover har vi i de rige lande også en forpligtelse at kompensere for klimarelaterede tab og skader, som i høj grad rammer udviklingslandene, der ikke selv er skyld i dem.
Oxfam IBIS foreslår, at der på COP27 laves internationale aftaler om at etablere en fond eller anden form for finansieringsmekanisme til kompensation af ’Tab og Skader’ efter klimakatastrofer. At trække på fonden skal være en rettighed, og den skal være baseret på behovet for klimakompensation, så de mest udsatte lande tilgodeses.
En anden måde at finde pengene til finansieringen af klimarelaterede tab og skader kunne være at indføre en formuebeskatning. Oxfam har for nylig estimeret, at en formuebeskatning på verdens allerrigeste personer vil kunne inddrive 1.400 milliarder dollars årligt.
En skat på én procent af formuer over 35 millioner kroner ville i Danmark indbringe 16 milliarder kroner årligt. Sådan en beskatning kan give milliarder af kroner til at hjælpe de lande, som er allerhårdest ramt af klimaforandringerne, ved at finansiere genopbygningen af klimarelaterede tab og skader samt hjælpe omstillingen til grøn og vedvarende energi på vej.
Ved at indføre sådanne beskatninger kan verdens ledere vise, at de tager klimakrisen alvorligt, og at de i stedet for at holde hånden over de største klimasyndere, holder hånden under verdens fattigste.
