Dansk læge udnævnt til FN’s Frivillige fond for torturofre

Jens Modvig.


Foto: DIGNITY
Buster Kirchner

24. oktober 2023

Overlæge og Ph.D. ved Dansk Institut mod Tortur (DIGNITY), Jens Modvig, er blevet udnævnt til bestyrelsen for FN’s Frivillige fond for torturofre.

Udnævnelsen kommer, efter Jens Modvig i snart 30 år har brugt sin lægefaglige indsigt og sit organisatoriske talent til at hjælpe verdens torturofre. Fra 2016 til 2021 var han formand for FN’s Torturkomité, inden han altså nu fortsætter arbejdet i FN’s Frivillige fond for torturofre.

I de kommende tre år skal Jens Modvig være med til at afgøre, hvordan fondens midler – 50 millioner kroner om året – bedst kan bidrage til at skabe en værdig tilværelse for mennesker, der har været udsat for tortur. Og Modvig glæder sig til det strategiske arbejde:

“Der er et kæmpe behov for at hjælpe torturofre, men i virkeligheden ikke nok penge. Så man er nødt til at finde ud af, hvordan man får mest mulig hjælp til torturofre ud af de penge, der er til rådighed,” fortæller han til Globalnyt.

Fonden består af fem bestyrelsesmedlemmer, som er udpeget af FN’s generalsekretær og repræsenterer fem regioner i verden. Foruden to årlige sessioner i Geneve indbefatter Jens Modvigs kommende arbejdsopgaver også rejser til destinationer, hvor fonden overvejer at etablere nye samarbejder samt at føre opsyn med igangværende projekter.

FN’s Frivillige fond for Torturofre er finansieret af frivillige donationer fra FN’s medlemsstater. USA er den største bidragsyder, mens Danmark giver det største bidrag per indbygger. Det er dog langt fra alle FN’s medlemsstater, der bidrager, men det håber Jens Modvig at kunne lave om på:

“Jeg har tænkt mig at tilbyde, at jeg kan hjælpe med at fundraise og overtale flere stater til at bidrage. Dét, synes jeg, kunne være en rigtig god ting at starte med.”