Dansk forsker valgt til FN’s Torturkomité igen

Seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, Peter Vedel Kessing.


Foto: Institut for Menneskerettigheder
Søren Steensig

25. oktober 2023

Ved et møde for FN’s Torturkomité i Geneve den 19. oktober er den danske seniorforsker Peter Vedel Kessing blevet valgt til at sidde i komiteen fra 2024 til 2028. Forskeren, der har sin daglige gang i Institut for Menneskerettigheder, sad også i komiteen som afløser i 2021.

Nu glæder han sig til at få en hel periode til at sætte sit præg på kampen for at forebygge tortur.

“Der er store udfordringer lige nu, særligt på grund af de mange krige, der udspiller sig lige nu mellem Israel og Gaza og Rusland og Ukraine,” fortæller det nyvalgte komitémedlem. “Der er kæmpe problemer med brug af tortur under væbnet konflikt.”

FN’s Komité mod tortur består af ti uafhængige eksperter, som holder opsyn med om medlemsstaterne lever op til kravene i Konvention mod Tortur og anden Grusom, Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf fra 1984.

“Når man har mødt torturofre, som jeg har i mit arbejde, så ved man, at det er noget, ofrene aldrig helt kommer sig over. Intet kan begrunde, at man udsætter et menneske for tortur,” påpeger forskeren, der har brugt det meste af sin karriere på arbejdet med menneskerettigheder og tortur.

Seniorforskeren ser frem til at være i dialog med de forskellige staters repræsentanter, men også at stille staterne til ansvar, hvis de har brugt ulovlige og umenneskelige metoder mod tilbageholdte mennesker.

“Det er en stor glæde at kunne give et torturoffer den oprejsning og anerkendelse af, hvad vedkommende har været igennem. At kunne vise, der er nogen, der lytter til ham og tror på ham,” siger Peter Vedel Kessing til Globalnyt.