”Efter at have gået igennem den lange konflikt i Tigray, så troede de fleste af os ikke, at vi nu skulle gå igennem endnu en konflikt.”
Ordene kommer fra lederen af Etiopiens menneskerettighedskommission, Rakeb Messele Aberra, da hun på en regnfuld formiddag i november snakker med Globalnyt på et smalt kontor på Institut for Menneskerettigheder i København.
Rakeb Messele Aberra er i den danske hovedstad i forbindelse med en konference i FN-Byen, hvor nationale menneskerettighedsinstitutioner fra hele verden de seneste dage har diskuteret bekæmpelse af tortur og anden nedværdigende behandling.
Emner, som Messele Aberra kun kender alt for indgående fra sit daglige arbejde:
”Jeg vil sige, at der er sket en stigning i menneskerettighedskrænkelser i Etiopien, særligt de seneste tre-fire år. Vi har været vidne til så mange voldelige konflikter i næsten hele landet, og vi har set alle former for grusomheder. Fra seksuel- og kønsrelateret vold, til alle former for fordrivelser, til bestialske drab og droneangreb fra regeringen. Det er ting, vi ikke har set før.”
Internt fordrevne kan sagtens arbejde, men har ikke mulighed for det
Mens regnen siler ned i København, kæmper Etiopien i skrivende stund med endnu en militær og humanitær katastrofe.
Det blev ellers i november sidste år fejret, da Tigray People’s Liberation Front (TPLF) – Tigray-regionens politiske og militære bevægelse – og Etiopiens føderale regeringshær indgik en permanent våbenhvile efter en to år lang krig, der havde kostet tusindvis af menneskeliv, fordrevet millioner og efterladt endnu flere i hungersnød.
Men snart gik meldingerne på, at en ny konflikt var under opsejling.
I Berlin i Tyskland protesterer folk fra Amhara mod Etiopiens ministerpræsident.
Foto: Sean Gallup/Getty Images
I april begyndte kampene i Amhara-regionen, Etiopiens næststørste, efter at regeringen udløste stor utilfredshed med sit forsøg på at afvæbne de regionale militære styrker, der havde kæmpet på regeringens side i Tigray-krigen. Flere rapporter indikerer, at hundredvis af mennesker siden april har mistet livet i Amhara-regionen.
For Rakeb Messele Aberra og det etiopiske menneskerettighedsorgan har konflikterne i først Tigray og siden Amhara betydet, at deres arbejde i høj grad fokuserer på de mange internt fordrevne i det store land:
”De internt fordrevne har været uden faste indtægter i over fire år og venter dybest set blot på humanitær hjælp. Mange af dem er dygtige mennesker, der sagtens kan arbejde og forsørge deres familier, men ikke er i stand til at gøre det, fordi de befinder sig i langvarig fordrivelse”.
Svært at dokumentere krigsforbrydelser
I krig er det vigtigt at dokumentere forbrydelserne. Det kan føre til retsforfølgelse og i bedste fald bringe ofrene fred og følelsen af retfærdighed.
I Etiopien er det dog ikke nemt at samle bevismateriale fra de mange menneskerettighedsforbrydelser, der bliver begået i slagmarken, fortæller Rakeb Messele Aberra:
”Vi har mange udfordringer, når det kommer til at indsamle dokumentation. Lukningen af internettet har været et stort problem, og det er det også i Amhara netop nu”.
Den vanskelige adgang til Amhara-regionen – ofte med livet som indsats – betyder, at menneskerettighedskommissionen må tage alternative arbejdsmetoder i brug for at få fremskaffet den vigtige dokumentation på konfliktens uhyrligheder:
”Det ideelle scenarie er at sende vores egne folk ud til gerningsstedet for at indsamle kvalificeret bevismateriale, men det er ikke altid muligt. I Amhara er det dybest set umuligt lige nu, så vi må stole på vores netværk af kilder, selvom det selvfølgelig betyder, at vi skal opskalere verifikationsniveauet, når vi ikke selv er på jorden.”
Rakeb Messele Aberra forklarer, at Etiopiens mange interne spændinger har skabt en situation, hvor befolkningen er utålmodig og forlanger rapporter og erklæringer sekundet efter, at et voldeligt sammenstød har fundet sted. Det er dog ikke altid muligt, fortæller hun:
”Vi er ikke medierne, og det tror jeg også, at flere og flere etiopiere forstår. Vores rolle er at udføre en mere grundig og dybdegående vurdering, som måske kan føre til retsforfølgelse. Og så må man huske på, at der jo ingen forældelsesfrist er på den slags krigsforbrydelser, vi ser her, så hvis vi har beviserne, kan vi bringe dem på hvilket som helst tidspunkt.”
Forholdet til regeringen er en hårfin balance
I konflikterne i både Tigray og Amhara er den etiopiske hær blevet anklaget for diverse menneskerettighedskrænkelser.
Den etiopiske menneskerettighedskommission er et statsligt organ, der er etableret efter rammerne af landets forfatning og finansieres af regeringen. Derfor kan det ifølge Rakeb Messele Aberra være en smule vanskeligt at samarbejde med myndighederne:
”Vores forhold til regeringen er lidt tricky. Vi har brug for et stærkt forhold til regeringen, til politiet, til retsvæsenet og til anklagerne, da det er dem, der skal implementere vores anbefalinger. Så ja, vi skal opbygge et meget stærkt forhold, men der skal også være en grænse, for vi kommer til at kritisere dem for de ting, de ikke har gjort, eller ting, de burde have gjort for at fremme beskyttelsen af menneskerettighederne.”
Menneskerettighedskommissæren kalder forholdet til regeringen for en hårfin grænse og balanceakt, som hun reflekterer meget over. Det er umuligt altid at være gode venner, mener hun:
”Når vi har en kritisk udtalelse eller rapport og fortæller regeringen, at de ikke har respekteret menneskerettighederne, så modtager de os selvfølgelig ikke med åbne arme. De er ikke glade, men så må vi fortælle dem, at det er vores rolle at dokumentere de her ting.”
På spørgsmålet om, hvorvidt Etiopiens regering stiller sine soldater til ansvar for menneskerettighedskrænkelserne, som hendes kommission har dokumenteret, er Rakeb Messele Aberra en anelse tøvende. Åbenhed er ikke regeringens største styrke:
”Regeringen har rapporteret, at de har bragt nogle generaler og andre medlemmer af militæret og forsvarsstyrken for retten. Vi har dog ikke været i stand til at overvåge retsprocessen, da den blev kørt ved en militærdomstol og derfor ikke var en offentlig retssag.”
Den manglende åbenhed er ingen overraskelse for Rakeb Messele Aberra. Tværtimod er det ifølge hende, hvad man må forvente, når et land som i Etiopiens tilfælde befinder sig i en delvis undtagelsestilstand:
”Vi justerer løbende vores forventninger, for når et land er i en konfliktproces, som vores er netop nu, vil det ikke bringe sine generaler og militærledere for retten. Det er indlysende, fordi landet netop nu har brug for de her mennesker.”
Etiopiens historie må (re)defineres
Da Etiopiens Premierminister Abiy Ahmed i 2019 modtog Nobels Fredspris, var det på baggrund af premierministerens vigtige arbejde for fred og forsoning, udtalte Nobelkomitéen dengang.
Men landets mange etniske spændinger er så rodfæstede, at varig fred efterhånden er et fatamorgana.
Ifølge Rakeb Messele Aberra er første skridt på vejen mod national forsoning, at etiopierne definerer landets historie, som alle indbyggere har sin egen version af:
”Etiopiens historie er alle mulige slags historier, så jeg tror, at en af de ting, vi skal finde ud af, er vores historie. Vi kan jo starte med at spørge os selv, hvor langt tilbage vi skal gå, for at definere vores historie? Vi må komme til enighed om, hvorvidt det er 100 år, 200 år, 300 år, eller om det bare er 10 år?”
