Klimatopmødet COP28 er slut, og det går muligvis ikke over i COP-historien som et af dem, der rykkede mest. Men én beslutning – godkendelsen af en aftale om en fond, som skal være med til at dække de fattigste og de mest udsatte landes tab og skader som følge af klimaforandringerne – er i hvert fald afgørende. Beslutningen betyder, at fonden vil komme i gang i 2024.
”Det er en sejr for verdens mest klimaudsatte samfund, der nu får en form for global forsikringsordning, når først ulykken er sket, og de har mistet alt, hvad de ejede,” sagde Mattias Söderberg, klimachef i Folkekirkens Nødhjælp efter vedtagelsen.
Læs mere: Aftale om tabs- og skadesfond på plads: ”Det er en sejr for verdens mest klimaudsatte samfund”
Det er uklart, hvor meget den nye fond rent faktisk vil kunne udrette, for de økonomiske tab, som klimaforandringerne forårsager, er enorme. I Kenya har tabene for perioden 2010-2020 beløbet sig til mellem tre og fem procent af landet BNI, altså den samlede indkomst i landet, vurderer landet i sin klimaplan.
Hvad det er for tab og skader, der er tale om, fik jeg smagsprøver på under et nyligt besøg i Kenya. Nærmere bestemt Lamu-øgruppen i Det Indiske Ocean ud for landets kyst, hvor hovedbyen Lamu, de mangroveklædte kyster og vuggende dhows er som skabt til en tid med Instagram og coffee table bøger. Ikke overraskende kan man ofte finde ordet ”paradis” i forbindelse med beskrivelser af øerne.
Havet er tæt på
En stor del af indbyggerne på Lamu tjener til livet og vejen ved en kombination af landbrug og fiskeri. Havet er altid tæt på, og det har altid været rigt på fisk og andre havdyr som eksempelvis blæksprutter, hummere og muslinger. På land har man kokospalmer og mangotræer og dyrker majs og andre afgrøder på markerne.
Øerne er blandt de fattigste områder i landet, og de fleste indbyggere har få og meget små indkomster. De er derfor dybt afhængige af det, de selv kan fiske, plukke og høste. Så når de menneskeskabte klimaforandringer får vejret og naturen til at ændre sig – som det er sket i de seneste år – så har det umiddelbare og meget mærkbare konsekvenser for indbyggerne.
Bønderne har traditionelt nydt godt af to årlige regntider, den lange fra maj til august og den korte fra september til oktober. Men i de seneste år har regnen ikke været til at stole på. Den lange regntid er blevet kortere, og den korte er blevet længere, fortæller Halima Kombo, som jeg møder i et community house i landsbyen Shanga Rubu, hvor vi har søgt ly for regnen sammen med resten af den gruppe danske journalister, som jeg besøger Kenya sammen med.
Hun fortæller, at udbyttet af majs og andre afgrøder er blevet dårligere og fra flere andre af områdets indbyggere hører jeg, at der er færre kokosnødder og frugter end der var tidligere. Der er også færre fisk, og det betyder, at hun og resten af landsbyen tjener færre penge, og bliver skubbet længere ud i fattigdom.
Dertil kommer, at Lamu ligesom resten af landet har haft tørke i de seneste tre år. Først her i efteråret er der begyndt at komme mere regn.
Følsomme koralrev
Ved kysten og i havet mærkes klimaforandringerne mindst lige så meget som på land. For eksempel har den stigende vandtemperatur indvirkning på områdets koralrev, som er hjem for utallige fisk og andre havdyr og dermed helt afgørende for områdets biodiversitet og fiskeri. Koralrevene er desuden med til at beskytte kystområder mod erosion, fordi de bryder bølgerne.
Men koraler er følsomme, så når vandtemperaturen stiger, bliver koralerne bleget, og det gør dem meget mere sårbare og kan slå dem helt ihjel. En anden trussel mod koralerne er såkaldt forsuring af havet, som er en konsekvens af den voksende mængde CO2 i luften.
Mange af Lamus koralrev er skadet eller helt døde, fortæller Hassan Mohammed, som er ranger i organisationen Pate Marine Community Conservancy, PMCC. Det ser man tydligt ved, at der for eksempel er færre og færre fisk i området, forklarer han.
”Jeg var selv tidligere fisker. Jeg fangede hummere, og jeg kunne jo se, at der blev færre og færre af dem. Og dem jeg fangede blev mindre. Men jeg forstod simpelthen ikke hvorfor. Det var først, da jeg var med til at møde, hvor vi fiskere fik en masse at vide om klima og miljø, og hvordan det hele hænger sammen, at det gik op for mig.”
Foto: Laurits Holdt
Og han er langt fra alene. Det er først i de sidste par år, at de lokale har fået øjnene op for, hvilken indvirkning de selv og de globale klimaforandringer har på nærmiljøet, fortæller han.
Men hvor miljø- og klimaspørgsmål tidligere var en sag for specialister i Kenya, er det i dag noget, som man hører om mange steder. Medierne er fuld af historier om problemer, som er forårsaget af klimaforandringerne, og i november blev hele nationen sendt ud for at plante træer på den første plant-et-træ fridag i landets historie.
Da muligheden bød sig, søgte han arbejde i PMCC, og i dag beskæftiger han sig mest med at pleje og genoprette koralrev. Genopretningen sker for eksempel ved, at han og hans kollegaer nedsænker betonblokke, som koralerne kan vokse på. Tidligere forsøgte man sig med bildæk, men det viste sig at være en dårlig idé, fordi de både var med til at forurene havet, og fordi koralerne ikke rigtig kunne få fat og begynde at vokse på gummiet.
De dykker jævnligt ned for at se til koralerne og børste sand og andre slags sedimenter væk fra dem, så de ikke bliver kvalt. Det er et møjsommeligt arbejde, men det virker, fortæller han. De er også nødt til at holde øje med at koralerne ikke bliver brækket op og fjernet, for der er stadig nogle, der bruger det som byggemateriale.
Tørke gør jorden til støv, og regnen skyller den væk
Da regnen endelig kom i efteråret, var det ikke bare et kærkomment punktum for lang tids tørke. I dele af Kenya og nabolandene Somalia og Etiopien skabte regnen store oversvømmelser, som i Kenya kostede flere end 150 liv og tvang flere end en halv million fra deres hjem. Om lige netop disse voldsomme regnskyl er direkte forårsaget af klimaforandringer, er ikke til at sige. Men at klimaforandringerne generelt fører til kraftigere regnskyl, er en udbredt enighed om.
En international forskergruppe, World Weather Attribution, fremlagde i begyndelsen af december en rapport, som blandt andet viser, at menneskeskabte klimaforandringer har gjort regnskyllene op til to gange kraftigere.
Ifølge forskerne er regnen mellem oktober og december, en af de mest voldsomme som nogensinde er registreret i en af regionens korte regntider i de seneste 40 år. Sandsynligvis forstærket af vejrfænomenet El Niño.
Den voldsomme regn kom efter, at store dele af Kenya og nabolandene har haft tørke i tre år. Tørken har ikke bare ødelagt høsten gentagne gange. Den har også udtørret jorden, så den er blevet løs. Så da den ekstra tunge regn ramte, skyllede den mange steder det øverste lag jord bort. Det ødelægger bøndernes jorde og forårsager jordskred på steder, hvor der er bakker og bjerge.
Liv mellem rødderne
Når man er på Lamu, foregår meget af transporten i motorbåde. Undervejs passerer man kilometer efter kilometer af mangrovetræer, som omkranser store dele af de lavtliggende øer. Ingen andre steder i Kenya er der så meget mangroveskov som på Lamu.
Mellem mangrovetræernes edderkoppeagtige rødder finder fiskene fred til at yngle og vokse sig store. I mudderet mellem rødderne længere inde på øerne lever der krabber, som de lokale fanger og sælger.
Men mange mangrove-områder er blevet ryddet, og når mangrovetræerne forsvinder, så forsvinder også fiskenes ynglepladser og krabbernes levesteder – og indbyggernes muligheder for at skabe en indkomst.
Det er ikke kun dyrelivet, som nyder godt af mangrovetræerne. Ligesom andre træer er deres rødder med til at holde på jorden og dermed beskytter de kysten mod erosion. Og så fungerer de som bølgebrydere, hvis der kommer flodbølger eller tsunamier.
Og som en bonus, viser videnskabelige studier, at mangroveskov kan optage op til fire gange så meget CO2 som et tilsvarende område i en regnskov.
Men som de fleste andre steder i verden betyder menneskehedens krav om mere plads, at skoven må vige. En del af mangroveområderne er blevet ryddet for at bryde kalksten, som i århundreder er blevet brugt – og fortsat bruges – til at bygge huse af. Kalkstenen har den fordel som byggemateriale, at den er let, stærk og relativt nemt at få fat i. Men altså på bekostning af mangrovetræerne, som voksede i den sumpede jord på kalkstensklipperne.
Mangrovetræerne bruges også selv som byggematerialer, og sådan har det været i århundreder. Når man bevæger sig gennem de smalle gader i Lamu by vil man se mange huse, som er bygget af koralstykker, kalksten og mangrovestammer.
Men der er også modreaktioner. Flere steder på øerne er der lokalt forankrede indsatser for at genplante mangrovetræer og på den måde genoprette skovområder, som ellers lå hen som muddersletter. En af dem er Mangrove Restoration Women Group i landsbyen Mtangawanda på øen Pate, som er den største af Lamu-øerne.
Vi møder nogle af gruppens medlemmer i udkanten af landsbyen, og trasker sammen med dem ud i mudderet, der flere steder er lidt dybere end vores mudshoes er høje.
Foto: Laurits Holdt
Her demonstrer de, hvordan de laver stiklinger på en lille planteskole og planter dem ud, når de har den rette størrelse.
Gruppen er – ligesom PMCC – støttet af Northern Rangeland Trust (NRT), som i perioden 2021-2025 får i alt 95 millioner kroner fra Danida. NRT er ejet af 43 lokale naturbevarelsesorganisationer i langs kysten og i den nordlige del af landet.
Da mangrovegruppen begyndte at genplante mangroveskov i 2018, var der 14 kvinder i gruppen. I mellemtiden er den vokset til omkring 30 medlemmer af begge køn, og de anslår selv, at de har plantet i omegnen af 100.000 træer. I takt med at de ryddede områder er begyndt at vokse til igen, er fiskeynglen og krabberne vendt tilbage, fortæller nogle af kvinderne fra gruppen, mens de tager os med rundt i mudderet mellem de mange nye træer. Et par af de mandlige medlemmer demonstrerer, hvordan de fanger en krabbe i det fedtede mudder.
Krabberne sælger de til opkøbere, og det er et kærkomment tilskud til de minimale indtægter i landsbyen. Det ses tydeligt på husenes tilstand, at der er god brug for alle de indtægter, som kan findes. Kvinderne fortæller, at de de har svært ved at skaffe rent vand til at drikke og til hygiejne og landsbyen kæmper med sygdomme som kolera, malaria, tyfus og polio.
Der er dog stadig trusler mod mangroveskovene. Flere af de lokale bruger træ derfra til brænde og til at lave trækul, hvilket er lovlig på Lamu. Men også her er der bevægelse: Nogle af kvinderne fortæller, at de har fået komfurer, der kører på biogas i stedet for brænde og trækul. Det har de yderligere fordele, at kvinderne ikke udsættes for røgskader, når de laver mad – hvilket er et udbredt problem i Kenya.
Men at det stadig er lovlig at fyre med mangrovetræ betyder ikke, at man bare må fælde, som det passer én, så indbyggerne i landsbyen er nødt til at holde øje med, at der ikke kommer folk udefra og henter træ – men det sker.
Foto: Laurits Holdt
En anden trussel er plastik, som der fortsat er en del af i den kenyanske natur, selvom det i dag er ulovligt at bruge plastikposer, og at man som rejsende får besked på, at det er ulovligt at medbringe plastikposer til landet. Hvis træernes rødder og stiklinger bliver filtret ind i plastik, risikerer de at blive kvalt, så mangrovegruppen bruger også tid på at indsamle plastikaffald.
Forandringer i både klima og natur
Hvor de menneskeskabte klimaforandringer mest er skabt af mennesker fra den rige del af verden, er de menneskeskabte naturforandringer ofte skabt af mennesker i lokalområdet. Som Hassan Mohammed forklarede, er bevidstheden om naturens sårbarhed ikke noget, man tidligere har lært som barn i Kenya. Og selv hvis man havde, så har en blanding af fattigdom og opportunisme presset mange til for eksempel at fiske med metoder, der forvolder store skader.
En af de skadelige metoder er brugen af store fiskenet, som 20-30 mennesker trækker hen over havbunden, for at fange så meget som muligt. Desværre ødelægger det også koralrevene, og derfor er metoden i dag forbudt. Men på trods af forbuddet er det stadig er ret almindelig måde at fiske på, forklarer Amina Ahmed, som er leder af fiskerifællesskabet Mama Octopus, der som navnet røber har sit fokus på blæksprutter.
Mama Octopus deler sammen med andre fiskerifællesskaber et beskyttet område på 115 hektar ud for øen Pate – den største ø i øgruppen. Her gælder der særlige regler for hvornår og hvor meget der må fiskes.
Ved lavvande tager en gruppe af kvinderne den danske journalistdelegation med ud for at søge efter blæksprutter. Amina Ahmad og et af de andre medlemmer af Mama Octopus demonstrer, hvordan man ved hjælp af metalspyd trækker blæksprutten ud af dens skjulested, som den har bygget af sten og døde koraller.
Blæksputter er et ideelt fangstdyr, siger Amina Ahmad, da vi er tilbage på landjorden. Der er nem adgang til dem, for hun og de andre kvinder kan vade ud og finde dem, som de netop har demonstreret. Og blæksprutterne vokser hurtigt, så man behøver kun vente omkring fire måneder, før de er vokset helt ud, forklarer hun.
Uden for det beskyttede område, som overvåges af Hassan Mohammeds kollegaer fra PMCC, er blæksprutterne simpelthen mindre, fortæller hun, for der er de ikke beskyttet mod overfiskeri og får ofte ikke lov at vokse fuldt ud, før de bliver fanget.
Blækspruttereservatet er det første af sin art i Kenya, men andre steder på kysten har andre fiskersamfund taget ideen op, fortæller Amina Ahmed.
Hvor der handles …
Som jeg har forsøgt at vise i denne artikel, så er det ikke kun klimaforandringerne, som er skyld i de naturmæssige udfordringer, som øernes indbyggere står overfor. I mange tilfælde er det også tidligere tiders (og i nogle tilfælde også nutidens) mindre hensigtsmæssige adfærd i forhold til fiskeri, skovrydning og byggetraditioner, som det handler om.
Men i takt med at bevidstheden om klimaets og naturens sårbarhed vokser både lokalt og nationalt, begynder folk på forskellige niveauer at handle.
Den nye internationale tab og skade-fond kommer til at yde tilskud til de fattigste landes indsatser – lidt på samme måde som PMCC, Mama Octopus og Mangrove Restoration Women Group får støtte til deres projekter. Det viser, at selvom klimaforandringerne ikke kan rulles tilbage, så er der faktisk masser af muligheder for at rette op på nogle af ting i naturen, der er gået i stykker under påvirkning fra os mennesker.
Globalnyt besøgte Kenya mellem 13. og 18. november 2023 sammen med en gruppe journalister på en rejse arrangeret af Udenrigsministeriet, som betalte for rejsen til og fra Kenya, transporten og hotel i Kenya samt del af forplejningen.
