Gaden er stille, oplyst af gadelygter. Gerel Byamba sidder gemt i en rød hættetrøje i en stillestående bil. Hendes blik er rettet mod indgangen til en massageklinik beklædt i neonskilte.
“Son of a bitch, det er ulækkert,” siger hun til sin medsammensvorne i telefonen. Kort efter bryder de ind i det kinesisk ejede bordel for at udskamme og intimidere sexarbejdere, der sælger deres krop til kinesere.
Det ligner en scene fra en gangsterfilm, men det er den barske virkelighed, som filmen Daughter of Genghis viser i sit portræt af den mongolske aktivist Gerel Byamba.
Gerel Byamba er nationalist og har viet sit liv til at beskytte den mongolske kultur mod udefrakommende. Navnligt den kinesiske kæmpenabo, som hun fra barnsben har følt sig truet af på sit lands vegne.
Heldigvis er det en mere afdæmpet Gerel Byamba, som Globalnyt møder på sit hotel i København inden filmens premiere på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. Iklædt en skinnende grøn og moderne udgave af den mongolske traditionsdragt deel fortæller hun om at vokse op i Mongoliet få kilometer fra den kinesiske grænse med en far, der vogtede selvsamme grænse som soldat.
“Jeg blev født nationalist. Det var sådan, jeg voksede op, men derefter så jeg med mine egne øjne, hvad der var ved at ske i vores land,” siger hun.
Gerel Byamba fortæller om det, hun kalder en befolkningsudskiftning i den autonome region Indre Mongoliet i Kina, hvor en faldende andel af befolkningen er etniske mongoler. Hun fortæller om kinesiske handelsmænd, der bliver mere og mere synlige i gadebilledet i Mongoliet og om kinesiske mineselskaber, der graver efter mineraler i det velkendte mongolske slettelandskab.
Alt dette fik hende tidligt til at engagere sig politisk i kampen mod Kinas indflydelse.
“Jo mere jeg så, jo mere opdagede jeg, at det var mit kald.”
Klemt mellem Kina og Rusland
Det indestængte had til kineserne har Gerel Byamba selv opbygget.
Mens hendes far undgik at tale om kineserne, gjorde han en dyd ud af at fortælle om Mongoliets historie. Om de mere end 200 år, hvor Mongoliet måtte underordne sig Manchuernes Qingdynasti i Kina frem til 1911. Og om tiden efter, hvor Sovjetunionen i 1924 intervenerede i Mongoliet kort efter landets kortvarige uafhængighed og dannede Den Mongolske Folkerepublik. Og om Djengis Khan, der længe før forenede de mongolske stammer og etablerede det mongolske kejserdømme ved at erobre store dele af verden.
Mongoliet er i dag ikke noget lille land. Det er tre gange så stort som Frankrig, men indesluttet af Rusland og Kina og med blot 3,3 millioner indbyggere, kan det føles som en lille enklave mellem to stormagter.
“Ja, det er præcis sådan, det er. Vi er nødt til at tænke over det. Hvis vi har de her to supermagter på hver side, og de gerne vil inddrage det, der er mellem dem, så er det slutningen på os,” siger Gerel Byamba.
Lige nu følger hun situationen i Taiwan, og hun har allerede set, hvad der er sket med Hong Kong og ikke mindst Tibet, som mange mongoler føler sig dybt forbundet til.
“Kina bliver stærkere og stærkere, særligt på den økonomiske side,” siger hun uden at ville sætte ord på, hvor overhængende hun føler truslen fra Kina er i dag.
Når vi ser et kors, så tænker vi på Jesus, når vi ser tre streger, tænker vi på Adidas, og når vi ser hagekorset, så tænker vi på Hitler. Men svastika har intet at gøre med Hitler.
Gerel Byamba, mongolsk aktivist
Hagekorset var aldrig Hitlers
Men hvad er det så Gerel Byamba kæmper for?
Det er den mongolske folkesjæl, svarer hun en smule abstrakt. Det handler om at holde fast i, hvad der er Mongoliet, og hvad der ikke er Mongoliet. Som eksempel nævner hun hagekorset, svastikaet, som hendes nationalistiske gruppe White Swastika bruger som symbol.
“Når vi ser et kors, så tænker vi på Jesus, når vi ser tre streger, tænker vi på Adidas, og når vi ser hagekorset, så tænker vi på Hitler. Men svastika har intet, intet at gøre med Hitler. Da Hitler tog hagekorset til sig, tog han noget, der har en historie, der rækker så meget længere tilbage. Men det betyder ikke, at han får lov til at definere det,” forklarer hun.
For Gerel Byamba er hagekorset ikke et hadsymbol, tværtimod, er det et symbol for fred og fordragelighed.
Er det et forsøg på at tage hagekorset tilbage?
“Altså, det har aldrig været Hitlers, så jeg behøver ikke at tage det tilbage. Folk er nødt til at kigge på den virkelige historie, den virkelige mening med hagekorset. Hvis de gjorde, ville de opdage, hvilket smukt symbol det er, hvor vigtigt det er, og de vil se hagekorset for hvad det er.”
Hagekorset menes at være opstået i Indien for tusinder af år siden, og det blev brugt i Mongoliet som et symbol på evigheden, århundreder før nazisterne valgte det som logo.
Visdommen fra Djengis Khan
I Gerel Byambas Mongoliet spiller Djengis Khan også en særlig rolle.
“Han er vores forfader. Jeg forstår, at han måske ikke bliver set sådan rundt i verden, at han nogle steder ses på samme måde som Hitler. Men for os er det anderledes,” fortæller hun.
Hun nævner, at Djengis Khan af mange tilskrives udviklingen af det første postvæsen. At han i hendes øjne ikke skelnede mellem racer. Og at han, fordi han erobrede halvdelen af verden, spredte den mongolske visdom globalt.
Under sine erobringstogter blev Djengis Khan også kendt for sin enorme brutalitet. Ifølge den britiske encyklopædi kostede hans ekspansion 40 millioner mennesker livet, særligt i det nuværende Kina og Iran.
Og Gerel Byambas drømmer sig da heller ikke tilbage til den tid.
“Det var sådan, det var i tiden under Djengis Khan. Det er selvfølgelig forkert at rende rundt med sværd og slå folk ihjel i dag. Men hans visdom løber stadig i mongolernes årer.”
Sidder fast ved siden af Kina
Gerel Byambas mener, at hun er blevet klogere med årene. Hun er stadig yderst skeptisk over for kinesernes mere bløde indtog i landet. At Mongoliet har accepteret at indgå i det kinesiske Belt and Road-initiativ ser hun som netop en anerkendelse af, at landet er nødt til at sameksistere med Kina. Og så har hendes søn været med til at åbne hendes øjne en smule.
På et tidspunkt sendte hun sin søn i en kinesisk skole, ikke for at få kinesiske venner, men fordi det ville være sikrest for hans fremtid, hvis han lærte at forstå dem.
I en rørende scene i Daughter of Genghis ligger hun i sengen, mens den lille søn fortæller om en ny opdagelse, han har gjort sig.
“Mor jeg tænker på noget hver nat. Jeg er venner med alle,” siger han og forklarer så, hvordan hans venner jo har andre venner, som igen har andre venner – måske på den anden side af kloden. Og på den måde er han venner med alle i hele verden. Også kineserne.
Gerel Byambas husker tydeligt det øjeblik. Hun var chokeret over sønnens indsigt.
“Der er to metoder til at holde vores folk og vores kultur i live. Den ene er at beskytte, og den anden er at dele. Og jeg tror jeg gik for langt over mod beskyttelsesmetoden. Da han sagde de ord, åbnede det mine øjne for, at der også er et alternativ, nemlig at dele.”
I dag er Gerel Byambas blevet mere blød i sin tilgang til Kina, og hun sidder ikke længere i en bil og overvåger bordeller for at bryde ind i dem om aftenen. Hun har sågar fået et job i en kinesiske virksomhed. Men det har ikke fået hende til at glemme truslen fra den gigantiske nabo.
Befolkningsudskiftningen og assimilationspolitikken i Indre Mongoliet samt Kinas økonomiske indflydelse i Mongoliet, nævner hun igen.
“Det vigtigste er, at Mongoliet ligger ved siden af Kina. Det kan vi ikke gøre noget ved, så vi er nødt til at være opmærksomme og beredte.”
Daughter of Genghis er lavet af Kristoffer Poulsen, Christian Als og Knud Brix og kan ses på Cph:Dox, som slutter søndag.
