Der er altid noget, der er vigtigere. Der er altid noget, der er mere akut. Så spørgsmålet om ligestilling i FN og i FN’s arbejde bliver ofte skubbet til side, det må vente til en dag, hvor der er tid til at tage sig af det.
FN’s topchefer bestilte en undersøgelse af, hvordan det egentlig går med ligestillingen i FN, og hvordan verdensorganisationen som helhed bidrager til at styrke verdens piger og kvinder. Resultatet var ikke godt. Organisationen, der sætter standarden for hele verden, lever overhovedet ikke op til sine egne principper om, at den ene del af klodens befolkning er ligestillet med den anden.
Ligestilling bliver typisk skubbet ned af dagsordenen af emner, der bliver anset for vigtigere. Der bliver kun afsat få penge, få medarbejdere og lidt tid til arbejdet med ligestilling. Og resultatet er derefter.
Anne-Birgitte Albrectsen, der er partner og områdedirektør i konsulenthuset LEAD og en hel masse mere, blev sidste år hentet ind for at rette op på den del af den snart 80 årige verdensorganisation. Så FN har fået en handleplan, og mange af FN’s chefer er kommet på en form for efteruddannelse i, hvordan man håndterer flere køn på arbejdspladsen og i arbejdet. Og FN’s donorer må også forberede sig på nye tider.
Anne-Birgitte Albrectsen er gæst i Blå alarm, hvor FN-forbundets forperson, Jens Wandel selvfølgelig også lige stikker forbi.