Måske er der ved at ske noget stort i FN

Folkemøde for topdiplomater.


Foto: Kirsten Larsen
Kirsten Larsen

25. september 2024

NEW YORK: De alvorstunge skyer havde lagt sig hen over New York, da scenen i FN’s hovedkvarter skiftede fra Fremtidens Topmøde til nutidens kriser ved åbningen af den politiske debat på Generalforsamlingen. 

Det er i denne uge, New York bliver til et Folkemøde for præsidenter, statsministre, top-diplomater og alle os andre, der i høje hæle – nå nej, dem er der ikke så mange af – kun 10 procent af talerne i år er kvinder – der i dyre skindsko og slips (blå bundfarve i 2024) prøver at finde den rigtige vej gennem alle afspærringerne både i hovedkvarteret og i området omkring det.

Som ved al migration handler det om at have de rette papirer, om at have netop det pas, der giver adgang til flest områder. Min medie-akkreditering er formentlig at sammenligne med et afghansk eller et etiopisk pas. Der er ikke mange steder, man kan komme ind, og man skal rejse langt ad alternative ruter for at lykkes med det.

Alligevel bliver alle ved med at komme, år efter år, selv de mest brokkede UN-bashers, som de bliver kaldt, dem der altid hakker på FN, de kommer tilbage år efter år. Ja nogle af dem i alt for mange år, skal man tro USA’s præsident Joe Biden, der i sin farveltale understregede, at man skulle træde tilbage, når tiden var inde, og det var til gavn for landet.

USA’s præsident talte, som det altid er, efter FN’s generalsekretær, Generalforsamlingens forperson og Brasiliens præsident på førstedagen af den årlige debat.

Straffrihedens æra

Generalsekretær Antonio Guterres lagde ud, meget alvorligt, som det altid er med hans taler. 

“Verden er i en uholdbar situation, det kan ikke fortsætte. Men de udfordringer, vi står over for, kan løses.”

FN’s generalsekretær Antonio Guterres.
Foto: Kirsten Larsen

Det kræver ifølge FN’s generalsekretær, at man sørger for, at de mekanismer, man har til at løse problemer, rent faktisk løser problemer. Og der er Fremtidens Topmøde et første skridt, men der er lang vej endnu. Vi skal konfrontere de tre største årsager til ustabiliteten i verden.

Nummer et er straffrihed – hvor forbrydelser og krænkelser truer grundlaget for både Folkeretten og FN-pagten.

Nummer to er ulighed – hvor nag og uretfærdighed truer med at underminere lande og måske også skubbe dem ud over kanten.

Nummer tre er usikkerhed – hvor globale risici, der ikke er håndteret, truer vores fremtid på ukendt vis.

Og især straffriheden lå tilsyneladende Guterres på sinde.

“Niveauet af straffrihed i verden er politisk uforsvarligt og moralsk utåleligt. Et stadig stigende antal regeringer og andre føler, at de har ret til ikke at bliver retsforfulgt. De kan trampe på den internationale lov. De kan krænke FN-pagten, de kan vende ryggen til menneskeretskonventioner og afgørelser fra internationale domstole, og de kan pege fingre af humanitære regler. Der sker ikke noget. Vi er i en straffrihedens æra – i Mellemøsten, i hjertet af Europa, på Afrikas Horn og andre steder.”

Omvendt Marshall-hjælp

Brasiliens præsident Lula pegede på besværet med at få vedtaget Pagten for Fremtiden i søndags, da Rusland kastede grus i forhandlingsmaskineriet. Den vanskelige godkendelse af den viser vores kollektive manglende evne til at forhandle og føre dialog, sagde han.

Præsidenten havde en del forslag til, hvordan verdens lande kunne samarbejde om at løse kriser, fra de frygtelige krige i Ukraine, Mellemøsten og Sudan, klimaforandringer, sundhed og meget meget mere, inklusive gældsproblemerne i især mange afrikanske lande.

Det er en omvendt Marshall-plan, hvor de fattigste finansierer de rigeste.

Luiz Inácio da Silva, Brasiliens præsident

“Afrikanske lande optager lån til renter, der er op til otte gange højere end Tysklands og fire gange højere end USA’s. Det er en omvendt Marshall-plan, hvor de fattigste finansierer de rigeste, lød det fra Luiz Inácio da Silva.

Både generalsekretæren og Lula havde selvfølgelig en reform af Sikkerhedsrådet med i deres taler. Sådan som rigtig mange lande har haft i årtier. Den kommitté, hvor forhandlingerne foregår i FN, en open-ended committee, er for mange år siden blevet døbt om til the never-ending commitee. Sidst det lykkedes, da blev FN’s Sikkerhedsråd udvidet fra 11 til 15 medlemmer og det var i 1965. 

USA vil have Sikkerhedsrådet udvidet

Men da Biden nåede den del af sin tale, ja så bekræftede han, hvad USA’s FN-ambassadør havde nævnt ved et møde tidligere på måneden. Nemlig at USA nu ville arbejde for reformer af Sikkerhedsrådet, og at de havde en plan.

Nu har Sikkerhedsrådets fem faste medlemmer aldrig været interesseret i at lukke andre ind i deres lukkede klub. Og USA’s velvilje har da også sine begrænsninger. Washington vil godt være med til at oprette flere faste pladser – for første gang nogensinde. Men de nye skal ikke have vetoret, lige som de gamle har. Og der skal ikke pilles ved vetoretten – forslag har tidligere været, at der skal to til veto eller ,at der skal være nogle grænser for, hvornår det må bruges.

Men det USA ikke bare vil gå med til men også vil arbejde for, det er faste pladser til lande fra Afrika, Latinamerika og Caribien. Hertil kommer Indien, Japan og Tyskland. Og så skal der være endnu et ikke-permanent sæde, en valgt plads af den to-årige slags, som Danmark snart sætter sig i, øremærket de små østater.

Så det er ikke den store omvæltning med begrænsning af vetoretten, som er på bordet fra USA’s side. Men det er et stort skridt op ad sandsynlighedsstigen for Sikkerhedsrådsændringer. Altså hvis USA’s næste regering kører samme vej.