Mere af det samme, men med bedre vejledning og mulighed for hjælp undervejs. Det var konklusionen på et et lukket møde i Udenrigsministeriet i dag om ngo’ernes problemer med visum-afslag til gæster fra det Globale Syd, fortæller to deltagere på mødet, som Globalnyt har talt med.
Udenrigsministeriet havde sammen med Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) inviteret de fleste af ministeriets strategiske partner-organisationer samt bestyrerne af de offentlige puljer til en dialog om “de konkrete problemstillinger, som opleves i praksis, og hvad der skal til for at ambitionerne fra bl.a. Afrikastrategien kan realiseres” fremgår det af invitationen, som Globalnyt har fået indsigt i.
Mellem 30 og 40 medarbejdere fra organisationer som CISU, DUF, Globalt Fokus, CKU, Danske Handicaporganisationer, Oxfam Danmark, Dansk Industri, Danmission, Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp, PlanBørnefonden, Verdens Skove, Ulandssekretariatet og SOS Børnebyerne var mødt op på Asiatisk Plads, fortæller Benedikte Jeppesen. Hun er senior MEAL-rådgiver ved Adra Denmark og deltog i mødet.
Sidste punkt på dagsordenen var “vejledning om, hvordan der bedst muligt kan ageres inden for de gældende rammer”, men det blev ikke det mindste, fortæller Benedikte Jeppesen.
“Det handlede primært om at vejlede inden for de nuværende regler,” fortæller hun til Globalnyt kort efter mødets afslutning.
Udveksling uden indrejse
Vores polariserede verden har behov for “at styrke en gensidig forståelse for kulturer og værdier”, lyder det i udenrigsministerens nye Afrika-strategi.
Samtidig kæmper mange ngo’er for at få visum til samarbejdspartnere fra det Globale Syd.
I den kommende tid sætter Globalnyt fokus på den politiske kampplads, som visumsystemet har udviklet sig til.
Hvis du har tips eller oplevelser, du gerne vil dele, vil vi meget gerne høre fra dig.
Du kan skrive til journalist Søren Steensig (krypteret på: [email protected]) eller chefredaktør Sven Johannesen.
Alle henvendelser behandles fortroligt.
Hun fortæller, at deltagerne også fik lov at fortælle om konkrete problemer, de var stødt på i visumsystemet, når de skulle stå for at ansøge om VU3-visum til deres partnere fra Syd eller vejlede dem om at gøre det selv. I invitationen var gæsterne også blevet opfordret til at indsende beskrivelser af deres oplevelser med visum-systemet. Det havde flere af dem, inklusive Benedikte Jeppesen og ADRA gjort, fortæller hun.
Særligt Udenrigsministeriets repræsentant virkede opmærksom og forstående over for ngo-medarbejdernes frustrationer, fortæller Benedikte Jeppesen og bakkes op af en anden deltager på mødet, som har ønsket at være anonym.
“Men der blev ikke lagt op til nogen forandringer i reglerne eller dispensationsordninger eller noget som helst,” lyder det fra Benedikte Jeppesen.
Begge de to deltagere, som Globalnyt har talt med, fortæller også, at embedsmændene ikke selv forholdte sig til, hvordan visum-afslagene til ngo-gæsterne spiller sammen med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (M) stort anlagte Afrika-strategi, der lægger op til mere kulturel udveksling.
“Det her møde kommer ikke til at rykke ved, om Afrika-strategiens mål om mere mellemfolkelig vidensudveksling kan realiseres. Så længe reglerne er så stramme, bliver det svært,” vurderer Benedikte Jeppesen.
Ingen forandring, men bedre vejledning
Dialogen om det såkaldte VU3-visum til kulturelle besøg kommer i kølvandet på flere historier i Globalnyt og Politiken den seneste tid, som har sat fokus på visum-afslag til ngo’ernes gæster, der i flere tilfælde har været inviteret som del af projekter med offentlig finansiering.
Afslagene, der bl.a. har gået på gæsternes manglende økonomi, frygt for at de ikke vil tage hjem igen, eller at de skulle udgøre en trussel mod Danmarks “indre sikkerhed”, er blevet kaldt “uden situationsfornemmelse”, “pinlige” og “gakkelak” af Sascha Faxe (Å) og Karsten Hønge (SF) i Globalnyt.
Læs også: Visum-bureaukrati bremser Afrika-strategien. “Pinligt” og “absurd,” lyder kritikken
Og flere ngo-ledere, der har haft ørerne i visum-maskineriet, fortæller, at de har følt deres arbejde bevidst obstrueret fra myndighedernes side. Både ordførere og ngo-ledere har efterspurgt en lettere vej gennem visum-systemet for ngo’ernes partnere og muligvis en anden måde at leve op til kravet om gæsternes økonomi under besøget.
Men det var der ikke udsigt til på mødet, fortæller Benedikte Jeppesen og den anonyme mødedeltager.
Til gengæld virkede myndighederne meget velvillige til at gøre noget ved systemets manglende transparens og dårlige vejledning om emnet, lyder rosen fra begge de to deltagere, som Globalnyt har talt med.
Fra Udenrigsministeriet blev der flere gange opfordret til at kontakte ministeriets visumafdeling, når og hvis ngo-medarbejderne støder på problemer i visumprocessen. Også hvis partnerne fra Syd eller medarbejder i Danmark følte sig dårligt behandlet af firmaet VFS Global, som i store dele af verden og på hele det afrikanske kontinent står for de indledende praktikaliteter med at søge visum til Danmark.
Embedsmændene påpegede også, at det gør processen væsentligt lettere for alle, hvis de danske værter får en fuldmagt til at følge gæsternes visumsag, fortæller den anonyme deltager.
De føler sig begge væsentligt bedre klædt på til at søge visum på deres partneres vegne i fremtiden eller hjælpe dem med det efter mødet. Der blev taget flere eksempler frem, hvor embedsmændene viste, hvorfor en ansøgning var blevet afvist på grund af manglende eller mangelfuld dokumentation for eksempelvis besøgets formål, de tilstrækkelige økonomiske midler til ophold og hjemrejse eller krav om arbejdstilladelse.
Og særligt besøg, hvor gæsterne skal deltage i aktiviteter, der kan tolkes som arbejdsopgaver, skal ngo’erne være ekstra opmærksomme på, lød opfordringen fra myndighederne. Her påpegede embedsmændene, at der er mulighed for at bede SIRI om en ikke-bindende vurdering af, om gæsterne skal have en arbejdstilladelse.
Der blev også lagt op til, at vejledningerne til visumansøgere skulle opdateres og gøres mere pædagogiske.
Både Benedikte Jeppesen og den anonyme mødedeltager håber, det kan hjælpe med at navigere i visum-reglerne, som flere ngo-ledere i Globalnyt har kaldt et “kafkask system”. Udlændingestyrelsen gjorde det også klart, at deres opgave var at sikre, at visum-systemet ikke åbnede grænserne til Danmark for mennesker, der ikke har tænkt sig at forlade landet igen.
Begge de to mødedeltagere, som Globalnyt har talt med, fortæller, at myndighederne ikke forholdt sig til, at det for nyligt kom frem, at under 0,7 promille af gæster på et kulturelt visum de seneste fire år er blevet udvist for at overskride deres visumperiode.
“De eneste tal, der blev talt om, var antallet af afvisninger på grund af manglende dokumentation for økonomi til opholdet,” fortæller Benedikte Jeppesen. “Og der sagde, repræsentanten fra Udlændingestyrelsen, at den statistik havde hun ikke set.”