Ahmad Walid Rashidi er kandidatstuderende og freelancejournalist.
De nylige hooliganoptøjer i Amsterdam blev til breaking news, og hollandske politikere konkluderede: ”Vi har svigtet jøderne for anden gang,” mens man i Danmark krydrede det hele med henvisninger til Krystalnatten, KZ-ofre, Anne Frank og de danske modstandsfolk – fordømmelsen og væmmelsen skulle jo skrues op i sjette gear.
Hos JP’s lederskribent herskede der ingen tvivl om årsagen: Voldshændelserne i Amsterdam var intet andet end et anti-jødisk fænomen, endda i samme by, hvor den jødiske forfatter Anne Frank havde sine rødder.
Skribenten fandt det åbenbart ikke værd at nævne, at jødeforfølgelsen havde fordrevet Anne Frank og hendes familie fra deres fødeland Tyskland til Amsterdam, inden hun tragisk blev fanget og senere døde som KZ-fange.
Derimod krævede lederskribenten en betingelsesløs og forstærket fordømmelse af det “antisemitiske voldsfænomen” ved at reducere vores noble danske sønner og døtre – modstandsfolkene – til symbolske pejlemærker for Danmarks nationalpolitiske modstand og foragt mod antisemitisme.
Uden behov for at nævne, at disse heroiske modstandsfolk førte oprørskamp mod både den skizofrene samarbejdspolitik mellem den danske stat og nazisternes besættelse af Danmark.
Disse heroiske modstandsfolk har været en central mekanisme for at dække kongerigets sorte og kæmpestore vorte af ugerninger efter befrielsen: behandlingen af tyskerpigerne, herunder de dansk-tyske børn, de 17.000 tyske flygtninge, som døde under uhumske og umenneskelige forhold i danske flygtningelejre.
For slet ikke at nævne den blodrus af hævntørst, som førte til, at næsten 40.000 blev interneret, 13.000 dømt og 46 henrettet i forbindelse med retsopgøret over de cirka 39.000 danske værnmagere, der støttede Hitler-kalifatet og dets ugerninger.
Intet af dette blev nævnt, for Jyllands-Posten, de øvrige medier og politikerne fastholdt, som traditionen byder, at beklæde sig selv med en skinnende facade som historiens uplettede og hvide riddere.
Lad mig blot stilfærdigt erkende, at både Anne Frank og modstandsfolkene ville vende sig i graven, hvis de kunne bevidne, hvordan deres død bliver brugt som instrument til at fremme de samme politiske polariserende tendenser, som banede vejen for netop deres skæbne.
Maksimeret medieeksponering
Tilbage står spørgsmålet om mediernes og politikernes behov og trang til at ideologisere voldshændelserne i Amsterdam.
Når lignende fodboldrelaterede voldshændelser konsekvent kategoriseres som hooliganfænomener uden samme opmærksomhed, valgte samtlige medier og politikere ukritisk at maksimere medieeksponering, politiske reaktioner og fordømmelser ved at koble hændelsen til en anti-semitisk politisk dagsorden, endda få timer efter at de lokale myndigheder i Holland meddelte ikke at have det fulde overblik.
Hvorfor behovet for at forstærke polariseringen – og hvorfor den efterfølgende tavshed?
Det interessante aspekt er ikke blot mediernes fejltagelse og hykleri, men også den efterfølgende tavshed: For hvor er mediernes breaking news og de politiske reaktioner dagen efter – hvor billedet mere eller mindre ligner et produkt af hooliganisme: samspillet mellem voldsstimuli og voldsrespons?
De hollandske medier og myndigheder er så småt begyndt at samle brikkerne og har allerede meddelt, at en del af voldshændelsen i Amsterdam blev fremprovokeret af israelske hooligans, som forinden fodboldkampen havde vandaliseret gaderne ved at rive palæstinensiske flag fra de lokale indbyggeres vinduer, brænde flagene, banke en udenlandsk taxachauffør (nogle mener, at offeret var en araber – dermed også en del af det semitiske folk), og skulle endda have brugt hele dagen på at råbe:
“Ole ole, ole ole ole/ Let the IDF win & fuck the Arabs/ Ole ole, ole ole ole/ Why is school out in Gaza? There are no children left there!”
Disse grænseløse tilsvininger går fra ondt til værre, ikke fordi de blot udspringer fra halvhjernede hooligans, men også fra aktive israelske soldater og efterretningsfolk, der er involveret i det potentielle folkemord i Gaza.
Hvorfor behovet for at forstærke polariseringen – og hvorfor den efterfølgende tavshed?
Manglen på svar på disse spørgsmål illustrerer en epistemologisk erkendelse af, at medierne og politikerne ikke har lært fra historien – ud over tendensen til at begå helligbrøde mod Anne Frank og modstandsfolkene ved at opretholde og forstærke en polariseret og virkelighedsfjern dagsorden, som banede vejen for deres død.
For når visse voldshandlinger fremhæves som ekstraordinære fænomener med krav om forstærket fordømmelse, bør afsenderne også kunne svare på, hvilke voldshandlinger der bør opfattes som mindre brutale, mindre fordømmelsesværdige eller mindre skræmmende.
Projektion af arvesynd
Det demokratiske samfund, dets medier og ledende redaktører må og skal kigge indad og spørge sig selv, om Amsterdam-dækningen ikke snarere afslører en vedvarende tendens til at foretage historisk forfalskning af egen andel i fortidens grusomheder.
Vi taler meget om KZ-fanger – men sjældent om, hvordan vi efter befrielsen indlejrede KZ-overlevere i KZ-lignende lejre kaldet “camps”.
Vi taler om Israels ret til eksistens, men sjældent om, hvordan frygten for endnu en jødeforfølgelse fik europæiske KZ-overlevere til at opgive deres fødelande og flytte til det forjættede land – på bekostning af palæstinensernes tvangsfjernelse.
Vi taler om vores gode forhold til jøderne, men sjældent om, hvordan dette “gode forhold” først opstod, efter at jøderne forlod Vesten ved Israels grundlæggelse.
Disse triste analogier synes at afspejle en genkendelighed i dækningen af voldshændelsen i Amsterdam – og udgør dermed et produkt af mediernes og politikernes tilbøjelighed til at projicere egne moralske skavanker og historisk arvesynd over på ydre problematikker.
En ubetinget støtte til Vesten og dens protege Israel i Mellemøsten er intet andet end varetagelse af regionale og geopolitiske interesser.
For hvis jødeforfølgelsen virkelig havde efterladt en dybtliggende dårlig smag i munden, hvis man virkelig havde lært af fortidens fejl og ønskede at udtrykke ægte sympati for jøderne, ville rationelle medier og politikere være langt mere tilbageholdende med at fremme en polariseret dagsorden, der dæmoniserer bestemte folkegrupper.
Er antisemitisme-dagsordenen og dens anvendelse virkelig værd at gøre til et magtpolitisk redskab?
De ville være varsomme med at gå voldens agenda til hånde, gentage de selvsamme fejltrin, der engang banede vejen for jødeforfølgelsen.
Men i stedet vælger medierne og politikerne at forstærke et polariseringsklima, som engang lod mørke kapitler opstå. Hvilket signal sender vi til eksterne trusler og fjender, når vi selv bidrager til politisk ustabilitet og indre sårbarhed?
Er antisemitisme-dagsordenen og dens anvendelse virkelig værd at gøre til et magtpolitisk redskab i storpolitikken? Og hvorfor dækker kampen mod antisemitismen så ikke også de ikke-jødiske og arabiske semitiske folk?
Selvransagelse efterlyses
Lad mig gøre det klart. Langt de fleste muslimske lande tog imod deres jødiske fætre og kusiner under Anden Verdenskrig, mens Danmark samarbejdede med nazisterne, og europæisk jødeforfølgelse fandt sted.
Det betød blandt andet, at mit barndomsland, Afghanistan, for første gang oplevede flygtningetilstrømning, inden Vestens militære og økonomiske støtte til terrorgrupper gjorde de nyankomne jøder – resterne af min overlevende familie og jeg selv – til en del af “flygtningetruslen” for Danmark.
Antisemitisme bør aldrig blive et spørgsmål om muslimer versus jøder, men det er uundgåeligt, at den politiske anti-muslimske kontekst bidrager til skabelsen af dette fatamorgana.
Langt de fleste muslimske lande tog imod deres jødiske fætre og kusiner under Anden Verdenskrig, mens Danmark samarbejdede med nazisterne, og europæisk jødeforfølgelse fandt sted.
Tidligere måtte fanatikere anstrenge sig for at forstærke denne illusion, men nu må de konkurrere med danske medier og politikere om det.
En ærlig selvransagelse, selvkritik og tilbageholdenhed ville være den største og bedste måde at ære dem, som har mistet deres liv eller kropsdele til polariseringens forbandelse – lige fra Anne Frank og de danske modstandsfolk til den seksårige afghanske dreng, der måtte begrave sin storebror, sin far og sit eget ben på grund af den forgæves tro på, at “krigen mod terror” ville gøre Talibans terrorisme til et mislykket projekt.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så tag endelig kontakt.
Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til [email protected]
