“Rigtig mange fonde kan godt lide at bruge deres penge på ting, hvor de kan være sikre på, hvilke resultater der kommer ud af det. Det betyder, at man typisk investerer i nogle af de områder, hvor resultaterne kan være lidt nemmere at måle. Det kan være sundhed – for eksempel vacciner. Det kan også være uddannelse, hvor man kan måle på, hvor mange der går i skole. Altså områder, hvor det er nemmere at måle tingene, end det er med mere komplekse politiske forhold, som for eksempel menneskerettigheder.”
Sådan lyder det fra Adam Moe Fejerskov, der er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier og i mange år har beskæftiget sig med, hvordan store, private fonde agerer på udviklingsområdet. Og han siger det i den seneste episode af podcasten Højtryk.
Da man i 2015 blev enige om Verdensmålene for global udvikling, var håbet, at udviklingsbistanden fra verdens rige lande ville være en løftestang for at få private til at investere stort i nogle af verdens fattige lande og på den måde sætte mere gang i landenes økonomier, så der kunne blive råd til at sætte hårdt ind for at sikre sundhed, uddannelse og værdige forhold til alle jordens indbyggere.
Men sådan er det ikke gået. Der er et kæmpestort gab mellem de beløb, der er brug for, og de beløb, der er til rådighed. Derfor er de penge, som er tjent på Windows Office-pakker og Wegovy-medicin – og i dag fylder godt op i Gates- og Novo Nordisk-fondene, mere end velkomne på udviklingsområdet.
Ud af de omkring 220 milliarder dollars, som årligt – for tiden – går til udviklingsbistand af den ene eller anden slags, kommer 10 til 12 milliarder fra private fonde. Men midlerne er koncentreret på få områder, så fondene har stor indflydelse der, hvor de er til stede.
Eksempelvis er Gates-fonden den næststørste bidragyder til Verdenssundhedsorganisationen WHO – kun overgået af USA. Og hvis den kommende præsident Donald Trump trækker USA ud af WHO (som han gjorde det i sin første præsidentperiode), vil fonden være den suverænt største bidragyder, fortæller Adam Moe Fejerskov.
Selvom fondenes mange penge er mere end velkomne, vækker deres tilgang til verdens problemer også kritik blandt dem, der står dybest i problemerne.
For eksempel er der en voksende kritik i Zambia over for Gates-fonden, som ifølge kritikerne har en alt for teknisk og effektivitetsfokuseret tilgang til landbrug, mens den ikke tager højde for, hvad det for eksempel vil sige at skabe et klimasikret landbrug.
“Det er vel som mange andre steder sådan, at den, der betaler for orkestret, bestemmer musikken?“
“Præcis. Og udover at Gates-fonden i dette tilfælde bestemmer, hvilken musik der skal spilles, betaler den også for alle instrumenterne, og den betaler for, at musikerne bliver kørt i taxa hen til, hvor de skal spille, og de bestemmer også, hvordan nodearket skal se ud.”
Hør hele interviewet med Adam Moe Fejerskov herunder eller i dit podcast-feed. Søg efter ”Højtryk”.
