Selv om fødselaren er født og opvokset på Nørrebro i København, færdes han i dag ikke i området ved Blågårds Plads eller på Nørrebro Station alene. Heller ikke i Urbanplanen på Amager sætter han sine ben, ligesom hans adresse er hemmelig.
Det har været nødvendigt, da Lars Aslan Rasmussen flere gange er blevet truet og antastet på gaden, fordi han har kritiseret islam og rabiate muslimer og bedt Hizb-ut-Tahrir om at pakke kufferten og rejse hjem til Islamisk Stat. Han har også ved flere lejligheder forsvaret staten Israel og vendt sig mod antisemitisme.
Tyrkiets præsident Erdogan er en anden yndet skydeskive for den åbenmundede og uforfærdede politiker, hvis far kom til Danmark som kurdisk gæstearbejder i 1970erne. Aslan Rasmussen blev uddannet som speciallærer i 2005, men kom allerede året efter ind i Københavns Borgerrepræsentation.
Da tidl. statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i april 2016 blev direktør for Red Barnet International i London, overtog Lars Aslan Ramussen hendes sæde i Folketinget. Hans danske morfar, den tidligere modstandsmand Viggo Rasmussen, skabte mange af fødselarens frihedsværdier.
Som ung tilbragte han en periode i Mexico, hvor han arbejdede med gadebørn. Han elsker at rejse og har angiveligt besøgt tæt på 100 lande. I 2012 modtog han prisen som “Årets Laks” fra foreningen LGBT Danmark for at svømme imod strømmen og støtte homoseksuelles rettigheder.