Årets afrikanske mand i Danmark: Interview med Charles Kinga

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

39-årige Charles Kinga fra Kenya modtog i slutningen af september den ærefulde pris “African Male of the Year” (i Danmark). Prisen blev givet af Celebrate Africa, der hvert år uddeler priser til afrikanere eller andre kendt værdige som rollemodeller for unge i Danmark.

U-landsnyt.dk mødte årets afrikanske mand, prisvinder Charles Kinga en formiddag i København til en snak om evnen til at tænke ud af boksen, lysten til at stille kritiske spørgsmål, og hvordan trold kan tæmmes.

Af Maria Bierbaum Oehlenschläger
medlem af u-landsnyts redaktion

I 2009 gik prisen African Male of the Year til Al Agami, og i år var Aziz Fall (Sengal) og Pastor James Lubega (Uganda) blandt de nominerede i kategorien. Årets ærespriser gik i år til Hella Joof og Dr Robert Yartey Mensa-Annan, der siden 1967 har arbejdet som kirurg i Danmark.

Prisuddelingen fandt sted på Hotel Radisson d. 25. september 2010 ved et stort underholdningsshow.

Ud af boksen

Hvorfor vandt du prisen?

– Jeg opfatter prisen som en anerkendelse af, at jeg beskæftiger mig med forskellige sider af det afrikanske – både akademisk og kunstnerisk. Ligesom Al Agami håber jeg at være en inspirerende kilde for unge i Danmark.

I 2009 afleverede Charles Kinga sit speciale på Center for Afrikastudier. Her undersøger han den vold, der fulgte i kølvandet på valget i Kenya i 2007. Charles skriver titlen på sit speciale ned på mit notespapir: Taming Modernity – Understanding Emerging Trends in Political Electioneering in Kenya Anno 2007.

Hans udgangspunkt for specialet var de positive demokratiseringsprocesser i Kenya, men med volden efter valget i 2007 måtte han ændre sin analyse radikalt.

I specialet beskriver han, hvordan nyere sociale medier som Facebook kan muliggøre kommunikation og politisk debat uden om de officielle statsstyrede kanaler.

– Jeg kan ikke lade være med at stille kritiske spørgsmål – og min specialevejleder roste mig da også netop for denne evne til at tænke ud af boksen.

Evnen til at tænke ud af boksen er muligvis en konsekvens af, at Charles Kinga er født i Kenya, uddannet i Indien og Danmark. En ægte verdensborger med fornemmelse for kulturelle forskelle, som han ser som en udfordring – ikke en forhindring.

Charles har bl.a. været gæsteforelæser på Center for Afrikastudier, projektansat på Center for Kultur og Udvikling, og for øjeblikket er han tilknyttet Oplysningscenter om den 3. verden som gæstelærer.

– Der bliver stillet en masse spørgsmål, fortæller Charles om sin undervisning, – og lærerne er imponerede over, hvor godt eleverne følger med.

Som den entertainer han er, underviser han børn og unge i 5.-8. klasse i økonomi og udvikling i Afrika – med fokus på skolesystemernes forskelle.

Undervisningen falder godt i tråd med, at Charles arbejder intensivt med at ændre det stereotype billede af Afrika og afrikanere, som mange danske unge har.

Afrikansk modernitet

Med prisen for Årets afrikanske mand fulgte en statuette og en flybillet til Afrika.

– Men for mig er det betydningsfuldt, at jeg nu skal leve op til at være en ægte rollemodel for andre i det danske samfund, siger Charles. Han holder foredrag om afrikansk modernitet for danskere – netop i håb om at nedbryde fordomme og vise et helt andet billede af Afrika.

– Afrikanske unge er i høj grad europæiserede, men de er afrikanere med stort A, fortæller Charles.

– De er aktive forbrugere af populærkultur, men ofte med rødderne i behold. Afrikanske rappere har for eksempel ofte navne, der refererer til deres forfædre. Moderniteten bliver på den måde tæmmet af traditionen.

Charles Kinga er selv fra akamba-stammen i Kenya med rødder i henholdsvis masai- og kikuyu-stammerne – moderens oldemor var kikuyu og faderens oldemor masai. Tur/retur-billetten til Afrika skal da også benyttes til at rejse tilbage til Kenya og besøge familien der.

Reggae

Efter en snak om jordomfordeling, den ambitiøse nye forfatning i Kenya, Maumau-oprøret og Karen Blixen fortæller Charles om sit kunstneriske sideprojekt Kinga & The Reggaelution. Det er her Charles får afløb for sit musikalske talent:

“Fresh and melodic music based firmly on the classic drum and bass synthesis of roots rock reggae; masterly blending subtlety and harmony with a brainstorming double-barrel approach! THE REGGAELUTION galvanize an already impressive sound into something outwardly when performing, applying ROOTS reggae grooves and intricate arrangements into a spirit-moving positive energy.”

Sådan beskrives musikken på gruppens hjemmeside.

Ud i verden

Jeg takker for tid og tålmodighed efter over en time i selskab med årets afrikanske mand.

Charles Kinga letter på hatten, ryster de lange dread locks på plads, tager frakken på over den hvide skjorte og fortsætter ud i efterårssolen for at mødes med en, der også vil have hans kulturforståelse, råd og analyser med på vejen.

Indtil Charles Kinga igen krydser u-landsnyt.dk’s vej – og det gør han utvivlsomt – så kan man opleve ham i Kinga & The Reggaelution allerede fredag d. 15. oktober kl. 23 i Operaen på Christiania.

Se også
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/28-09-10/aerespris-til-hella-joof-vaere-afrikansk-rollemode