Fødselaren fik i efteråret hæderstitlen “Årets Dansker 2017” ved en afstemning blandt Berlingskes læsere. Begrundelsen lød, at “hun er et menneske og en personlighed, som vores fælles Danmark har brug for”.
Nadia Nadim kom til Danmark som flygtning fra Afghanistan, da hun var 12, og fik dansk statsborgerskab i 2008. Hun gennemførte en karriere indenfor kvindefodbold, som bragte hende til USA og senest her fra årsskiftet til topklubben Manchester City i England.
Ved siden af karrieren på fodboldbanen, hvor hun blev landskendt via kvindelandsholdets EM-sølv i Holland, er den unge målrettede kvinde – der taler syv sprog – igang med et krævende medicinstudium og ventes færdig som læge om to semestre.
Også Nadia Nadims storesøster er læge, en lillesøster er næsten færdig som sygeplejerske og en anden søster netop kommet ind på samme uddannelse.
Søsteren Diana er såmænd professional bokser. Ret godt gået af en familie på seks kvinder, som måtte flygte fra Afghanistan, da faderen, der var general i den afghanske regeringshær, blev henrettet af talibanerne.
Nadia Nadim var ni, da det skete. Den spektakulære målsøgende angriber er siden blevet rollemodel for mange unge danske piger, og flere organisationer har forespurgt om hun vil være deres ambassadør. Lige nu har hun valgt “Bryd Tavsheden”, som hjælper børn og unge, der er udsat for vold.
Se meget mere på https://da.wikipedia.org/wiki/Nadia_Nadim