Årets Timbuktu Pris går til Danwatch

Dokumentarfilminstruktør Signe Byrge Sørensen, der bl.a. har produceret den prisbelønnede dokumentar ”The Act of Killing”, fik sidste år overrakt Timbuktu Prisen af Timbuktu Fondens formand, Thomas Ravn-Pedersen.


Foto: Frederik Tilitz
Forfatter billede

Danwatch har eksisteret siden 2007 med det formål at sætte fokus på menneskerettigheder, miljø, konflikt og korruption i globalt perspektiv gennem undersøgende journalistik og har stået bag en lang række opsigtsvækkende undersøgelser.

Årets Timbuktu Pris vil gå til research af danske virksomheders aktiviteter i verdens krige og konflikter.

“Som uafhængigt medie og researchcenter er Timbuktu Prisen en stor og vigtig pris for Danwatch” siger direktøren for Danwatch, Jesper Nymark.

“Prisen bekræfter den undersøgende journalistiks betydning og relevans for socialt samfundsansvar og er samtidig en anerkendelse af vores arbejde. Midlerne, der følger med prisen, bliver afgørende vigtige i forhold til at afdække danske virksomheders aktiviteter i krige og konflikter, som Danmark forsøger at løse på diplomatisk vis. Social ansvarlighed i krigsindustrien mangler i den grad at blive kortlagt,” siger han i en pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp.

Kritisk journalistik med udviklingsfokus

Timbuktu-prisen uddeles af Timbuktu Fonden, som blev oprettet i 2008 af udviklingsjournalist Jørgen Harboe i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp.

Den gives til projekter, der fremmer kritisk undersøgende journalistik med fokus på udviklingsspørgsmål og globale sammenhænge.

Tidligere prismodtagere har bl.a. været journalist Tom Heinemann, der producerede en kritisk dokumentarfilm om Grameen Bank i Bangladesh, Berlingske Tidendes ”gravegruppe”, og senest filmproducer Signe Byrge Sørensen, der er i gang med en dokumentarfilm om borgerkrigen i Syrien – set indefra.

Fondens navn er inspireret af det gamle Timbuktu, der var et oplyst, åbent og videbegærligt samfund orienteret mod omverdenen.

Prisuddelingen finder sted i Det Globale Telt på Folkemødet torsdag d. 11. juni kl. 18.45.

Overrækkelsen foretages af Timbuktu Fondens formand, Thomas Ravn-Pedersen.

Direktør Jesper Nymark og chefredaktør Louise Voller modtager prisen på vegne af Danwatch.

Læs mere på Timbuktu Fondens hjemmeside.