Advarsel: Afghanistan kan igen ende i Talibanistan

Redaktionen

“Det internationale samfund har vendt opmærksomheden væk fra Afghanistan. Det er blevet udnyttet af krigsherrer og Talebanerne, der stille og roligt tager magten tilbage”.

Sådan skriver programkoordinator for det danske bistandskonsortie, DACAAR, der arbejder i Afghanistan, Sten Andreasen, advarende i tirsdagens kronik i Berlingske Tidende.

Han fortsætter:
– Hvis vi vil gøre os håb om at få landet på rette vej, skal der fornyede menneskelige og økonomiske ressourcer til nu. Ellers risikerer det internationale samfund at skulle starte forfra med kampen mod Talebanerne, mod opium, mod terrror – for den afghanske befolknings sikkerhed og fremgang

Længere fremme i kronikken skriver han:
– Problemet (med sikkerheden) er især stort i de sydlige og østlige dele af landet. Disse områder domineres af den pashtunske stamme, som udgør over 40 procent af Afghanistans befolkning.

– Denne gruppe har i forvejen følt sig marginaliseret og svagt repræsenteret i den midlertidige regering, som især på sikkerhedsområdet domineres af tadjikkerne fra det nordøstlige Afghanistan. At pashtunerne ikke i højere grad er blevet medinddraget i regeringsarbejdet i Kabul i løbet af de sidste 2 år, betragtes af mange som en afgørende fejl.

– Hvis pashtunerne nu oplever, at den politiske proces kører videre i andre dele af landet, og at de selv dermed marginaliseres yderligere, vil opbakningen bag regeringen fortsat svinde, selv blandt moderate dele af befolkningsgruppen.

– Det vil i sig selv styrke Taleban i betydelig grad. Dermed er mulighederne for en egentlig væbnet opstand for alvor til stede. Det kan i sidste ende resultere i en tilbagevenden til det voldelige anarki, som prægede Afghanistan i første halvdel af 1990erne.

Sten Andreasen slutter:
– Afghanistan skal ikke “bare” genopbygges. Afghanistan har behov for hjælp til en grundlæggende opbygning af en statsadministration, samfundsstruktur og et erhvervsliv. Den proces blev sat i gang i Bonn for 2 år siden. Men alt for få holder fast og lige nu går det hastigt den forkerte vej.